Af Joakim Seidler, MPL
Mit udenlandseventyr startede lidt mere uorganiseret end som mange andres. Vi var egentlig blevet orienteret om, at der kun var to personer som skulle på udveksling; en til Mexico og en til Montréal. Jeg var dog ikke blandt de valgte personer, og dette betød at sommer 2014 gik med, at jeg langsomt indstillede mig på ikke at skulle nogle steder i mit 4. semester på DMJX.
Dette ændrede sig dog alt sammen en juli morgen, hvor jeg vågnede op til 3 ubesvarede opkald fra et ukendt nummer. Jeg lyttede til min telefonsvarer, hvor Xavier Lepetit gjorde mig opmærksom på, at personen, som var blevet udvalgt til Canada, havde takket nej tak til tilbuddet, og derfor var der en plads åben, hvis jeg da stadig var interesseret. Jeg ringede straks tilbage, dog uden held den første halve time, men fik i sidste ende fat på Xavier, hvor jeg hurtigt fik takket ja til tilbuddet om at tage af sted til Canada og starte uddannelse på Concordia University allerede den 2. januar 2015. Pludselig gik det meste af semestret i stedet med at planlægge flybillet, bopæl og andre praktiske ting, inden jeg kunne tage af sted blot to dage efter juleaften.
Jeg landede i Montreal International Airport, YUL, sent om aftenen den 26. december 2015. Det var endnu ikke lykkedes mig, at finde et permanent sted at bo, men jeg havde dog skaffet en billig seng på et hostel beliggende downtown og ikke mere end en ti minutters gåtur fra min nye midlertidige skole. Jeg kom hurtigt igennem told og security på vej ud gennem lufthavnen, hvor jeg også blev gjort opmærksom på, at modsat hvad internettet beretter, så kræver 6 måneders ophold i Quebec, Canada altså hverken visum, study permit eller noget som helst andet end en printet version af de optagelsespapirer, som skolen et par måneder før gerne skulle have sendt (modtog personligt mit den 13. oktober 2014). Efter en taxatur til mit hostel (downtown til lufthavnen koster 40CAD) blev jeg for første gang overrasket: Det var faktisk en del varmere i vejret end i Danmark. Faktisk var de første par dage varme nok til at rende rundt med åben jakke, og jeg troede, at jeg var blevet snydt af folk som fortalte at Canada var iskoldt, og at der var en tydelig grund til, at det lige netop var Canada, der opfandt Canada Goose jakkerne. De første dage gik hovedsageligt med at orientere mig rundt omkring i byen, og med at lede efter et sted, som jeg kunne bo i de næste 5 måneder. Skolen åbnede ikke før den 2. januar, så i den første uge var jeg totalt på bar bund, hvor det bare handlede om at prøve at finde hoved og hale i en by, som halvt er bygget oven på et bjerg (Mont Royal, der har givet navn til byen).
Efter et par dage fandt jeg et opslag på Facebook (absolut her der kommer flest opslag om steder at bo. Følg derfor de forskellige grupper, både franske og engelske, du bliver automatisk inviteret til de fleste, men hold øjnene åbne for andre grupper, som måske ikke er så indlysende ved første øjekast), hvor jeg kunne leje et værelse i en to personers lejlighed til 450CAD om måneden, hvilket er ufatteligt billigt i forhold mange af de andre opslag. Jeg skrev med det samme til personen, som foreslog mig at komme forbi den næste dag, til et såkaldt interview, hvor vi ville have mulighed for at se hinanden ad. Her mødte jeg min roommate, og min bedste ven de følgende 5 måneder, George Moustakis, en canadisk født græker, som selv gik på Concordia, og hvis roommate lige havde rejst hjem til Grækenland. Han fortalte, at der var to-tre andre ansøgere. Vi endte med at snakke så længe, at jeg stadig stod i døren, da den næste ansøger kom forbi. Efter at have fortalt ham, at jeg absolut ingen kendte i Montréal, inviterede George mig til et house-party hos en af hans venner. Det var nok her, at jeg fik etableret mig som den bedste kandidat til værelset, og dagen før nytår kunne jeg flytte ind i min nye lejlighed.
Nytårsaften var en kæmpe succes. George havde haft planer om at holde en kæmpe nytårsfest i lejligheden, og da jeg sagde god til den plan, endte vi med at være 30 mennesker i en lejlighed, der på en god dag nok ville kunne holde 15. Med en fest og diverse tømmermænd dagen efter veloverstået var jeg klar til at møde op på Concordia den 2. januar 2015 og indskrive mig i de resterende courses (Ikke alle courses kunne garanteres hjemmefra, og det var derfor vigtigt at møde op hurtigst muligt for ikke at miste fag, man ellers gerne ville have haft). Desværre på grund af fejllæsning fra min side var jeg overbevist om, at jeg ville være nødt til at tage 5 courses for at få nok ECTS point til at kunne bestå semestret. (Et normalt skolesemester i Canada er 4 courses, det er efter at have læst op på det at det gik op for mig, at jeg nok kunne have nøjedes med 4 courses. Tjek op dette inden du tager af sted, da dette vil gøre en kæmpe forskel på, hvor meget tid du kommer til at læse op i sidste ende til alle eksaminerne). Det blev også tydeliggjort, at rigtig meget organisering er nødvendigt på en skole med over 46.000 elever. Man kommer til at stå i kø en del, og de fleste steder er dit navn ligegyldigt, de skal bare have dit studienummer.
Men indskrevet til alle mine klasser og med et sted at bo var jeg klar til at begynde. De første par uger gik mest med at gå til alverdens ’Start-Up’ og ’Welcome’ møder, mere end det gik med undervisning. Og alt imens jeg brugte hele dage på kurser med ’How to study as a university student’, nærmede min første time sig langsomt.
Inden jeg begynder at fortælle om skolen, og om hvordan det er at studere i Canada, vil jeg gerne fortælle lidt om Montréal som by:
Montréal er den absolut mest europæiske by i Nord Amerika, hvis ikke i hele Amerika. Den er det perfekte eksempel på, hvad der ville ske, hvis New York og Paris havde et love-child sammen (det er vist faktisk mere eller mindre det, der er sket). Downtown finder du store skyscrabers og et ton af ensrettede veje, som gør det tæt på umuligt at være first-time-driver i byen. Men hvis man går lidt udenfor den beton fyldte by midte, finder man steder som Le Plateau og Old Port, hvor lave rækkehuse, der på ingen måde ligner hinanden, fylder billedet. Disse steder ligger nogle fantastiske restauranter, og hvis man kan lide at gå ture, er dette rigtig hyggeligt, især om aftenen. Montréal er derudover delt op i små bydele (tænk Nørrebro, Vesterbro etc. men mere opdelt) og især Little Italy, Little Portugal og Chinatown er et besøg værd. Når man først ankommer, får man en masse på råb om, at hvis man vil leve i Quebec, så skal man kunne fransk. Dette er ikke tilfældet! Alle taler engelsk, og alle steder du kommer hen, bliver du mødt af et ”Bonjour-Hi”, hvortil du enten siger ’Bonjour’ (hvis du vil tale fransk) eller ’Hi’ (hvis du vil tale engelsk), og så fortsætter de ellers på det sprog, du har valgt. Alle jeg talte med fortalte om de såkaldte ’Francofiles’, som umiddelbart bliver stiktossede, hvis du ikke taler fransk, men i mine fem måneder mødte jeg ikke eneste, og jeg tror umiddelbart, at det er en tendens, som ligger fortiden til. Generelt vil jeg sige om menneskerne, at grundet deres stærke bånd til Europa, møder man ikke altid samme venlighed, som man måske er vant til i andre Nord Amerikanske storbyer, folk er en meget blandet landhandel, og man ved aldrig, hvilken type man møder, før man står overfor dem. Montreal ligger derudover tæt på en del ski resorts, som jeg benyttede mig af, og på de mest snefyldte dage kan du oven i købet stå på ski/snowboard ned ad Mont Royal.
Netop ski og måske endnu mere sne er mit næste fokus område. Jeg fortalte i starten, at jeg blev snydt af det varme vejr, og at jeg kunne gå med åben jakke. Dette ændrede sig desværre hurtigt. Allerede den første uge af 2015 faldt temperaturen meget, og det blev hurtigt klart for mig, at en tykkere jakke var en nødvendighed. Temperaturen ramte -35 grader celsius i løbet af februar, og det er derfor en rigtig god idé med lange underbukser, tyk vinterjakke og vinter støvler (vinter støvlerne er især vigtige, da Montréal er fyldt med stigninger, så hvis du ikke har fodtøjet i orden, kan du altså tage nogle ordentlige røvture). Heldigvis er det en anden kulde end den i Danmark, det bliver aldrig sådan rigtig blæsevejr, og solen er ALTID fremme, så man bliver ikke ’vinterdeprimeret’ på samme måde. Til gengæld kan det også blive voldsomt varmt, og omkring april var vi oppe på 30 grader plus på de rigtig varme dage. Og så er det altså rigtig varmt! Ingen vind og solen er fremme konstant, shorts og løse T-shirts ’is recommended’.
Som skole er det Nordamerikanske system altså af en helt anden verden. Du får i sidste ende en samlet karakter, som er en sammensmeltning af: Din aktivitet i timerne, din mid-term, din final exam og eventuelle fremlæggelser og opgaver i løbet af semestret. Disse aspekter bliver alle tildelt forskellige procentsatser alt efter, hvor vigtigt din professor bedømmelse er, så kan der gå ren videnskab i, hvilke opgaver det kan betale sig at lave, og hvilke man kan springe over, hvis man er presset. Derudover fokuserer systemet mere på udenadslæren fremfor unikke synspunkter og et udfordrende syn på teorier. Dette er de direkte modsatte af, hvad vi laver på Medieproduktion og Ledelses linjen på DMJX, hvor skriftlige prøver med noter og bøger eller mundtlige prøver er i hovedsæde, og det kan derfor kræve en del omvending at studere på Concordia. Mit sværeste tilvænningspunkt var klart, at skolen ikke fokuserede så meget på erhvervslivet men mere på teori. Hvilket går meget i modsætning med hvad vi laver på DMJX. Jeg fik da også at vide, at én af mine eksaminer blev til et F, selvom at jeg egentlig havde svaret rigtigt på det meste; jeg havde bare ikke fundet frem til svarene på den rigtige måde (lidt à la færdighedsregning i matematik). (COMM 210 – Contemporary Business Thinking hold jer langt væk fra dette fag om muligt!)
Heldigvis havde jeg også positive oplevelser med professorer, der var ekstremt motiverende og havde tydelige kvaliteter, der gav én lyst til at lytte til dem. Især min kommunikationsprofessor (COMM 212 – Business Communication) var en sand fornøjelse at lytte til. Men også min juraprofessor (IBUS 493 – International Business Law) forstod, at det sagtens kan være medrivende at undervise, også selvom man underviser i et tungt emne, som jura ofte kan være. Det var desværre bare alt for tungt at læse op til de mange eksaminer (efter at have talt sammen kan jeg konstatere, at jeg har haft 14 eksaminer på de 4 måneder, der var undervisning.) Især min World Business professor (IBUS 462 – Environment World Business) er et glimrende eksempel på dette. Han var en super interessant underviser, der havde et specielt talent for at finde eksempler fra den virkelige verden, men da eksaminerne blev lavet af nogle andre end ham, endte det med, at alle eksaminerne i faget handlede om helt andre ting, end det vi var blevet undervist i. Mit sidste fag (IBUS 465 – International Marketing Management) var endnu et af ’cookie cutter’ fagene, og professoren og jeg var absolut uenige om en del ting, dette fag ville jeg nok undgå, hvis jeg kunne vælge om.
Selvom alt dette nok lyder temmelig negativt, vil jeg stadig mene, at mit udenlandsophold som exchange student i Canada har været en af de mest givende, lærende og indholdsrige tider i mit liv. Jeg er på intet tidspunkt været i tvivl om, hvorvidt det var det rette at gøre, og jeg har lært mere på denne rejse, end jeg nogen sinde ville kunne lære andre steder! Bare fordi det har været krævende og decideret svært, betyder det ikke, at jeg har fortrudt, faktisk tværtimod! Jeg vil anbefale alle, der får muligheden, at takke ja og at komme af sted. Jeg er vokset som studerende, men endnu vigtigere, jeg er vokset som menneske.
”Hvad har jeg glemt?” – Nogle småting, som er værd at tage med, men som ikke lige passede ind nogle steder:
- Tilmeld dig mindst én John Molson School of Business(JMSB) class
Hvis du tilmelder dig mindst et fag, som undervises på det fakultet der hedder John Molson School of Business (check på hjemmesiden, den har en fin funktion, hvor du kan se, hvilke fakulteter, der underviser i hvad) bliver du automatisk en del af John Molson School of Business, dette betyder to meget essentielle ting:
- For det første ligger deres campus i hjertet af downtown (hvorimod resten af skolen ligger godt 45 minutter fra downtown), hvilket betyder, at når du skal melde dig ind, behøver du ikke at befærde dig langt væk fra det, du i forvejen kender. Derudover er denne del af campus den absolut nyeste, og lokalerne og læseområderne er spritnye i modsætning til resten af skolen, der godt kunne trænge til en overhaling.
- For det andet har JMSB et ekstremt godt ry. Dette betyder , at hvis du er elev på JMSB, lyder det bedre end elev på Concordia University. Blandt andet et krav om en GPA på over 2,55 er grunden til at JMSB udadtil er kendt som en af de bedste institutioner for Business Schools i landet. (Husk at i Nordamerika går de meget op i, hvad din skole hedder.)
- Det kan godt betale sig at søge en lille smule væk fra midten af downtown. Selv boede jeg små ti minutters gang fra skolen, ved siden af Le Hospital Generele, som ligger oppe på Mont Royal og derfor kræver en mindre bjergbestigning (så slemt var det måske ikke, men efter at gøre det hver dag med en tung taske…). Dette betød, at lejen var billigere sammenlignet med lejligheder, der ligger på et mere fladt niveau.
- Alle beboere i Montreal er fra et andet sted end Canada. Du er ikke speciel. Dette er meget anderledes fra stort set alle andre uddannelsessteder, du kan tage til. Canada og især Quebec er et tilflytterland. Her bor ikke særligt mange native canadians (whatever that is) og du kommer helt sikkert ikke til at være den eneste, der kommer fra et andet land og er flyttet langt væk fra far og mor. Dette betyder til gengæld også, at Montréal føles ekstremt ung, at gå rundt i, da det er en universitetsby fyldt med unge mennesker, der bare gerne vil have det sjovt.
Til sidst vil jeg beskrive de forskellige fritidsaktiviteter, som jeg har været en del af under mit ophold i Montréal. Dette er ment som en inspirationskilde til aktiviteter, som man kan tage sig til som udvekslings student
- Meld dig ind i den internationale klub.
De fleste universiteter i Nordamerika består af tonsvis af forskellige klubber, og chancen for at dit land har en organisation på skolen er temmelig stor. Concordia har dog ikke en ’Danish Student Associations Club’, men dette bør ikke stoppe dig fra at melde dig ind i den overordnede internationale organisation; IEAC Concordia. Jeg blev medlem af lidt af en omvej, da min roommate George er Vice President for ’Hellenic Student Assocuations Club’, den græske klub, og igennem ham blev jeg altså medlem af IEAC, hvor jeg mødte utrolig mange flinke mennesker fra overalt i verden, fra Sydamerika til Kina, ja, selv en enkelt svensker.
- Meld dig ind i en af de mange sportsklubber
Montréal er fyldt med folk, der går op i alle mulige mærkelige sportsgrene. Da byen har et meget europæisk islæt, er alt fra soccer til lacrosse mere end velkomment, og det dyrkes især i sportsklubber, som også eksisterer under Concordia. Personligt spillede jeg fodbold på det græske hold, hvor vi blandt andet vandt pokalen og kom på tredje pladsen i ligaen. Grunden til, at jeg nævner dette, er fordi, at jeg er overbevist om, at det sammenhold man får ved at være medlem af en sportsklub, er et af de absolut største sammenhold, man kan få. Hvis ingen af de amerikanske sportsgrene interesserer dig, og hvis du ikke bryder dig om fodbold, så meld dig ind i skiklubben, de arrangerer ture ca. hver anden weekend, og man kan spare en del penge på at rejse i større grupper.
- Spis på Kazu!
En af de absolut bedste restauranter i Montréal, hvor der serveres japansk mad, som for en gangs skyld ikke er sushi. Det er ikke helt billigt, og man kommer temmelig sikkert til at stå i kø i en 15 minutter, inden man kan komme ind, men det er absolut ventetiden værd. Tuna and Salmon Rice Bowl er i top klasse, men også deres shrimp burger og beef rib er fantastiske.
- Prøv noget sushi
Montréal er fyldt med japansk inspireret mad lavet af ægte japanere, der er tilflyttet landet for at give dig den bedste madoplevelse, du kan få. Den canadiske laks blandet med japansk sushi er et vidunderbarn, som skal prøves. De fleste steder på St. Catherine (hovedvejen) kan man finde all-you-can-eat for 20CAD, og det er altså værd at prøve, da det både er billigt men også kvalitet. Man skal forberede sig på en halvdårlig service, da dette åbenbart ikke er i hovedsæde hos de fleste restauranter. Jeg anbefaler blandt andet Sushi St. Catherine, men der er masser af muligheder.
- Skitur
Personligt tog jeg på skitur to gange. Begge gange til Owl’s Head, hvor det kun koster 20CAD tirsdag og onsdag! Det er totalt fede steder, der minder om en mærkelig blanding mellem Østrigsk skibakke og Sveriges skikultur. Absolut det hele værd, og hvis man er til mere end jeg var, kan det sagtens betale sig at købe ski eller snowboard og køre på sit eget. Det er absolut muligt at finde billige snowboards i en af de mange second hand shops.
- Second hand shopping
”What, what, what, what, what, what, what, what.” Macklemore sang om det, og der er ingen tvivl om, at thrift shopping er blevet kæmpe stort i USA og Canada, derfor kan man altså sagtens have nogle rigtig sjove shopping ture rundt omkring i byens adskillige second hand butikker. De er meget større, end hvad vi er vant til i Danmark, og derfor er chancen for at finde guld altså også en del større. Et snowboard til 20CAD, en London Fog trenchcoat til 15CAD eller et komfur til 30CAD. Mulighederne er der i hvert fald, og personligt fandt jeg da nogle meget interessante genstande til en slik af, hvad de koster andetsteds. (At jeg ikke købte trenchcoaten gør stadig ondt i min sjæl.)