Af Rasmus Elmelund (journalist)

I en af de sidste scener i Guy Ritchies komediefilm ’Snatch’ lander den amerikanske juvelhandler Avi i lufthavnen i New York efter en sviptur til London. Han bliver i paskontrollen mødt med det retoriske »Anything to declare?«-spørgsmål.

»Yeah,« svarer han træt. »Don’t go to London.«

Det er lidt misvisende, at jeg indleder med den anekdote, for i virkeligheden mener jeg, at alle bør tage til London. Byen, som Avi tidligere i filmen beskriver sådan her: »Fish, chips, cup o’ tea, bad food, worse weather, Mary fucking Poppins, London«. Han er med andre ord ikke lige så begejstret for den britiske hovedstad, som jeg er. Derfor er anekdoten ikke bare misvisende, den er nok også lidt urimelig, for jeg mener det altså virkelig, når jeg skriver, at alle burde tage til London. De skal bare ikke gøre det på udveksling.

London er en pragtfuld by, og jeg har været begejstret for både maden og vejret. I de fire måneder jeg boede der, regnede det kun en håndfuld gange, og det faktum at byen er EU’s største, afspejler sig i det ekstremt mangfoldige kulinariske liv. Mangfoldigt er også City University London, og det er et dejligt sted at være, men desværre er det rent fagligt ikke så interessant. I hvert fald ikke når man kommer med syv DMJX-semestre i den åh så berejste rullekuffert og skal følge undergraduate-fag sammen med studerende, der endnu ikke har forladt deres teenageår.

Mine fag var fede. Visual Journalism var en praktisk orienteret introduktion til fotojournalistik. Det blev forventet, at vi mødte op med fotoudstyr og et vist kendskab til Photoshop, og i løbet af semestret lærte vi de mest grundlæggende fotografiske og tekniske færdigheder – vi lærte om forskellige typer fotografi, om fotohistorie og om mediejura i forhold til billeder. I det hyper-interessante Power Without Repsonsibility om pressens magt og ansvar fik vi et historisk indblik i pressens rolle og dens udvikling – men også mange nutidige eksempler: News of the World-sagen, Wikileaks, NSA-skandalen. Der var forelæsninger og klasseundervisning og meget kompetente undervisere (de fleste var ph.d. og flere havde arbejdet på store medier som BBC, Guardian og Financial Times). Men. Mine medstuderende var typisk født i midten af 1990’erne, og de kom direkte ud af high school. Desværre bar undervisningen præg af at være tilrettelagt til dem.

Også derfor var det sociale udbytte af mit ophold ret begrænset. I forvejen kendte jeg en del til byen og landet, og jeg havde også venner og bekendte i London. Måske netop derfor var jeg ret dårlig til at opsøg nye mennesker og deltage helhjertet i de få sociale arrangementer, der var på universitetet.

Så: Tag til City University London, hvis du gerne vil til London, og hvis du kender nogen i byen, eller hvis du er meget opsøgende af natur. Hold dig væk, hvis du udelukkende tager på udveksling for at gå på universitetet og for at få nye venner.