University of Amsterdam

Af Mette Skov Hansen (journalist)

Mit første køb i Amsterdam var en paraply. De to første uger af mit ophold var vist byens vådeste den sommer, og jeg kan huske, at jeg overvejede, hvorfor det nu egentlig var, jeg ikke var taget til et varmt, eksotisk sted på udveksling. Men jeg har på ingen måde fortrudt, at jeg valgte Amsterdam. Tværtimod har jeg forelsket mig mere i byen, end jeg havde ventet, og jeg har nydt mit ophold fuldt ud. Amsterdam har hverken skuffet fagligt, socialt eller kulturelt. Og vejret har altså også været overraskende godt.

For ret overfladisk at starte med det ydre, så er Amsterdam smuk. Kanalerne var kærlighed ved første blik, arkitekturen er fantastisk, og her er fine parker, en skov ikke så langt fra byens centrum, og mange gode museer (køb et museumskort, og du kan besøge dem alle, lige når du vil).
Kulturelt set byder byen på mange festivaler året rundt og adskillige andre kulturtilbud som koncerter, udstillinger, og mange, mange markeder, der får loppe-arrangementer på Godsbanen eller Bispetorv til at ligne små garagesalg. Derudover er byen fyldt med skønne cafeer, restauranter, barer og natklubber.
Amsterdam minder på mange punkter om et miks mellem København og Aarhus. Mange cykler, nogenlunde samme vejr (dog bedre i Amsterdam) og folk, der ligner danskere i stil, udseende, sprogkundskaber og sarkastisk humor. Her lugter lidt mere af hash, og så kan du opleve at sidde på en hyggelig cafe og have udsigt til en prostitueret, der står i sit røde vindue og flirter med potentielle kunder. Cyklisterne kører også en tak mere råddent end i Danmark, men jeg har ikke oplevet nogen uheld – og det er egentlig ikke så tosset at komme lidt væk fra de danske regler.
Amsterdam er et godt udvekslingsvalg, hvis du gerne vil prøve at bo i en anden europæisk storby og opleve at blive en del af den. Du kan finde de små luskede steder, deltage i de lokale arrangementer, du kan stort set læse sproget, og med lidt træning vil du kunne sige det basale. Jeg tror ikke, det er et svært sprog at lære, men jeg opgav, da hollænderne gerne slår over i engelsk, så snart de hører dig pippe et ord på ikke-hollandsk.
Universitet var en positiv oplevelse. Niveauet lå højt med meget læsning, skriftlige opgaver, små oplæg og gruppearbejde. Jeg var ret glad for at få en masse teori ind, og blive udfordret fagligt, og fagene var fede i forhold til min praktiske erfaring fra Journalisthøjskolen. Jeg havde “Media and Politics in a Comparative Perspective”, “Political Communication and Journalism”, “Politics and Expertise” og kunsthistorie. På trods af niveauet er der stadig masser af tid til at fokusere på det sociale og kulturelle.

I forhold til bolig valgte jeg at finde noget selv. Boligmarkedet er lidt dyrere end i Danmark, men overkommeligt. Jeg har boet i De Pijp, som er mit yndlingsområde i byen og klart kan anbefales at bruge meget tid i. Kollegierne lader dog også til at være fine, og mine medstuderende har virket tilfredse. Det har ikke påvirket det sociale, at jeg ikke har boet på kollegium, da der er mange arrangementer i starten, der ryster folk sammen. Der er også faste onsdagsbarer, fester løbende, skøjteture, udflugter mv.
Fra Amsterdam er det også nemt at rejse rundt. Belgien er oplagt og skøn, Paris er også tæt på, og inden for landets grænser kan du også hurtigt være i Haag og Rotterdam, som begge kan anbefales. Utrecht er 20 minutter væk med tog, og du kan også hurtigt komme til stranden.

Så ja, jeg vil klart anbefale Amsterdam.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig på mail mshansen@mail.dmjx.dk.

Mvh Mette Skov Hansen
Journaliststuderende, 8 semester

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *