Af Frederikke Rørvang Mikkelsen,
Kommunikationsstuderende v. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)

Søren Kierkegaard skrev engang noget a la, At vove er at tabe fodfæstet for en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv. Med fare for at lyde som en kliche, så jeg vil nu alligevel påstå, at jeg vovede, da jeg en blæsende efterårsdag besluttede at søge udveksling under fjerne himmelstrøg. Og jeg vil også gå så langt som at sige, at jeg tabte fodfæstet, da jeg i februar befandt mig i et air-con koldt undervisningslokale på RMIT University i den tætpakkede vietnamesiske hovedstad, Hanoi. Det stille lokale stod i skærende kontrast til den støjende storby, og stilheden skulle vise sig at blive kendetegnende for min tid på universitetet. 

Som medlem af den vesterlændings-kvartet, der studerede på den forholdsvis lille campus, var jeg den eneste, som ikke havde asiatisk baggrund på alle mine hold. Og den undrende, spørgende og selvstændige tilgang, vi i det danske uddannelsessystem er blevet flasket op med, stod for mig i diametral modsætning til den vietnamesiske. Her er undervisningsformen nemlig, i mine øjne, i langt højere grad præget af en facitsøgende, pligtopfyldende og autoritær tilgang. Det er selvfølgelig ikke så underligt med tanke på, at Vietnam generelt har en konservativ, patriarkalsk kultur, hvor respekt og stolthed er alfa omega for din person. Jeg oplevede derfor hurtigt, at min danske direkthed og udtrykte underen i fagligt øjemed blev mere værdsat af mine amerikanske undervisere end vietnamesiske.

Men det kom alligevel som en overraskelse, da jeg en eftermiddag, i en samtale med to kvindelige medstuderende, blev bekendt med at mit oplevede engagement, for nogen fremstod respektløst overfor mine ældre undervisere. Den samtale fik mig til at reflektere over, hvordan jeg skulle begå mig i et miljø, hvor vores definitioner af værdierne høflighed og respekt var så åbenlyst forskellige. Og det var en balanceøvelse, for hvordan tilgår man en sådan opgave uden at miste sig selv?

Jeg vil lade spørgsmålet stå åbent til refleksion, for jeg tror stadig ikke, at jeg har fundet et endegyldigt svar. Men den eftermiddag, blev for alvor starten på et venskab og fagligt samarbejde, som jeg tror, både de og jeg, har fået læring ud af, som vi ikke nødvendigvis ville kunne lære gennem et valgfag i kulturel kommunikation på CBS.

I min ansøgning til legatet fra Knud Højgaards Fond, skrev jeg, at 2019 for alvor skulle være året, hvor jeg ville tage det største skridt på vejen til at blive den kommunikatør, jeg har ambitioner om. Netop fordi, jeg ville placere mig i en helt anden kulturel kontekst, for på egen krop at lære hvordan man bliver en dygtig kommunikatør på tværs af kulturer.

Jeg vil derfor gerne benytte denne lejlighed til at sige tak. Tak fordi i gav mig muligheden for at tabe fodfæstet for en kort stund, der gav mig nye værktøjer til min kommunikative rygsæk. Det er værktøjer jeg i dag bruger i min praktik på det danske Generalkonsulat i Chicago. Men jeg vil særligt sige tak for, at I gav mig det økonomiske overskud, der gav mig mulighed for at opleve Vietnam og dykke ned i nogle kulturelle og eksistentielle spørgsmål, jeg fremover kan bruge som balancestang i livets linedans.