Af Stine Lindharth Pedersen, journalist
Den 14. januar kom jeg hjem efter fire måneder i Thessaloniki i Grækenland, hvor jeg var på udveksling på Aristotle University of Thessaloniki. I det følgende har jeg forsøgt at gøre det overskueligt for dig, hvordan mit ophold var – og hvad der eventuelt kan hjælpe dig til at beslutte dig samt gøre dit ophold endnu bedre. I din kuffert for udveksling i Thessaloniki skal du pakke tålmodighed, den sociale lyst og solcreme. Og nå ja, en forkærlighed for langsommelige processer – men det finder du nok ud af J
Thessa – hvad for en by?
Jeg begynder med byen, da jeg har tabt mit hjerte til det sted. Jeg elsker virkelig den græske storby Thessaloniki. Den er fantastisk, og den har ALT! Det er en by med beliggenhed helt ud til havet, men hvor man skal med bus, båd eller taxa for at komme på stranden. Grækerne er ret så afslappede – krise eller ej – og derfor er de gode til at gå ud, drikke kaffe, spise eller indtage alkohol, hvilket byen har massere af mulighed for.
Derudover afholder byen flere festivaler og arrangementer året rundt, som virkelig er fede at deltage i. Thessaloniki har også en gammel bydel, hvor gaderne er små, stejle og brostensbelagte – hvilket nok var min yndlingsdel af byen, da kulturen smagte lidt mere græsk der end i Thessalonikis centrum. I den gamle bydel var der ro, kultur og en fantastisk udsigt over byen og havet. Thessaloniki har også flere grønne områder – det handler bare om at opdage dem.
Hvad skal du læse?
Da jeg rejste fra Danmark havde jeg fået godkendt følgende fag af AUTH og DMJX:
- The Language of Social Media and its Applications
- Documentary
- Sociology
- Film Production
- Film Editing
- Travel Journalism and Communication.
Desværre blev kun sidstnævnte fag en realitet, da mine fem andre godkendte fag enten ikke blev oprettet i vinterperioden eller kun blev undervist på græsk. De græske undervisere ville dog gerne have mig på deres hold, selvom jeg ikke ville være i stand til at forstå undervisningen. Kutymen var, at man så engang imellem fik udleveret tekster på engelsk, eller at man blot skulle skrive et essay i slutningen af semester uden egentligt at have modtage undervisning. Det valgte jeg nu ikke at gøre, og derfor skulle jeg søge forfra og finde frem til nye fag, som kunne være interessante for mig. Det var desværre en større udfordring, da en stor del af fagene blev undervist på græsk – og fordi hele processen var langsommelig, hvor hver enkelt professor skulle svare på en mail om man kunne deltage i faget eller ej. Og det gik ikke stærkt eller i normalt tempo. Som en nødløsning valgte jeg derfor at tage fag, som afdelingen for Journalism & Mass Media Communications udbød. Derfor endte jeg med følgende fag:
- Travel Journalism and Communication
- Writing Personal Columns in Newspapers, Magazines & Blogs
- News Sources and International News Organizations
- Psychology and its Applications in Cultural Consumption
De tre første fag var på et enormt lavt og kedsommeligt niveau – særligt når man kommer fra praktik. Derimod fandt jeg psykologifaget meget spændende!
Her kan du – hvis siden stadig er opdateret – læse om de fem fag, som Journalism & Mass Media Communication har: http://www.jour.auth.gr/en/?page_id=316
Her vil du kunne læse mere om de forskellige afdelinger på AUTH:
https://eurep.auth.gr/en/students/info/courses
Men husk at tjekke, at undervisningen begynder og slutter indenfor den periode, hvor du er i landet.
Mine bedste råd til det faglige er følgende:
1) Vær sikker på at din udveksling ikke overlapper begyndelsen på dit næste semester. Jeg var på udveksling på 7. semester, og ifølge AUTH sluttede mit ophold først den 14. februar, mens DMJX havde opstart den 22. januar. Og det problem skal man selv som studerende løse ved at kontakte alle underviserne på AUTH og spørge, om man kan få sin eksamen inden den 22. januar. Melding fra DMJX var, at hvis jeg ikke havde mulighed for at deltage i undervisningen de første tre uger på mit 8. semester, måtte jeg tage orlov. Det var lidt af en udfordring, som jeg faktisk først fik løst i slutningen af oktober – altså 1,5 måned inde i mit ophold samt 3 måneder efter, at jeg blev opmærksom på overlapningen. Men i perioden inden var der ingen, som rigtig kunne hjælpe mig eller svare på, om jeg kunne rejse hjem til skolestart den 22. januar. Så husk: Is i maven, elsk processen og tålmodighed.
2) Undersøg fagene nøje i forhold til, hvornår de begynder, slutter og på hvilket sprog, de undervises på. Og håb på at materialet fra AUTH er opdateret med korrekt information J.
3) Få godkendt flere fag af DMJX end du skal have, så du altid har noget i baghånden, hvis dine første fagvalg ryger i vasken.
4) Når du ankommer, skal du kontakte alle de professorer, som underviser i de fag, du gerne vil have og høre, om der er plads til dig. Derudover skal du som sagt spørge, hvornår eksamen er, og om du kan rejse hjem til studiestart i Danmark.
5) Vælg ikke journalistiske fag. Niveauet er simpelthen for lavt. Hvis jeg kunne have valgt om, så ville jeg blandt andet have haft fag om græsk politik og græsk historie.
6) Lær græsk! AUTH tilbyder et gratis kursus for at lære græsk, men det fravalgte jeg, da jeg troede, at jeg ville få travlt med seks fag samt medieteori i Danmark. Men jeg fik ikke travlt, da jeg kun fik fire fag, og derfor kun gik i skole omkring 10 timer i ugen. Græskundervisning er også en rigtig god måde, hvorpå du kan lære andre udvekslingsstuderende at kende.
7) Medbring tålmodighed, vilje og en forkærlighed for langsommelige processer, hvad angår praktiske ting med valg af fag.
Jeg tror på, at du godt kan skræddersy dit faglige ophold, så det også bliver interessant – men du må ikke tage til Grækenland på grund af journalistiske fag – og måske heller ikke med drømmen om et stort fagligt udbytte generelt.
Får du nogen venner?
Der er et væld af sociale muligheder, når man er på udveksling i Thessaloniki. AUTH har Erasmus Student Network (ESN), som står for sociale arrangementer i løbet af hele udvekslingen – du får travlt, hvis du vil deltage i alt. I begyndelsen er der intro, hvor fester, en weekend på øen Skiathos, beachparty, beerpong, City Games, besøg på et dyreinternat samt en mere kulturel rundvisning i den gamle bydel var på listen, da jeg var udvekslingsstuderende.
Her er ESNs Facebookside, hvor du kan se lidt mere om det sociale: https://www.facebook.com/ESNAUTH/
Det var ret forskelligt, hvor meget jeg deltog i, da noget af det ikke liige var mig. Helt generelt var introforløbet for mig ikke noget, som jeg moonwalked i glæde over, da det var meget henvendt til en yngre aldersgruppe – man kan sammenligne det lidt med da man begyndte på efterskole eller i gymnasiet. Men det var der heldigvis også mange andre, som følte, og vi fandt hurtigt sammen. Så om du er til vodka-pong 14 dage i træk eller pinlige selskabslege eller ej, så skal der nok være nogen, som har det lige som dig.
Efter introduktionen var der følgende arrangementer: Gratis film og popcorn på skolen om mandagen, tandem om tirsdagen, temafest om onsdagen på diskoteket 8ball, beerpong om torsdagen på stambaren og weekendture til blandt andet Athen og Meteora. Så du får helt bestemt en masse nye venner og bekendtskaber! J Vær ej nervøs for det.
Ekstra røvere fra det græske
- Universitet har et GYM, som du kan melde dig ind i for den lette sum af 30 euro. I hele perioden kan du derfor frit benytte fitness, andre træningsfaciliteter, svømmehal og dyrke holdsport på både Erasmushold eller hold, der både er åbne for internationale og nationale studerende. Selv dyrkede jeg yoga og spillede fodbold med en flok græske piger, hvilket var alletiders. Træningen var på græsk, men det var for mig bare en sjov udfordring og en fed måde at opleve kulturen.
- Kantinen serverer morgen-, middag-og aftensmad gratis alle ugens dage til studerende. Ja, det lyder som en joke. Men det er faktisk sandt. Maden er meget græsk, men også udmærket – det er også en sjov måde at lære kulturen at kende på, og vigtigst af alt så er det en god måde at spare penge på, så du kan bruge dem på andre sjove ting – for eksempel smårejser rundt i Grækenland, til Istanbul i Tyrkiet, til Sofia i Bulgarien eller Skopje i Makedonien.
- Grækenlands fastland har enormt mange udflugtsmuligheder! I begyndelsen af min udveksling var jeg flere gange på Halkidiki halvøerne, som ligger to timer i bil fra Thessaloniki. Her er uberørte sandstrande, smuk natur og bjerge. Det er typisk et sted, hvor grækerne fra fastlandet selv holder ferie. Og her er så skønt! Kun et par timer fra Thessaloniki i den modsatte retninger er bjerget Mt. Olympus, der er Grækenlands højeste bjerg, som man kan bestige. Derudover er der nationalparken Lake Kerkiniki, klostrene på bjergene i Meteora, Athen og meget andet. Hvis man har penge nok, så kan man opleve en masse, mens man er i Grækenland – man har i hvert fald tid til det.
- Bolig kan blandt andet søges på:
https://www.facebook.com/groups/AccommodationInThessalonikiByESN/