Af Stine Lysemose, Kommunikationsstuderende på 5. semester
Trods tidens måske mest turbulente udveksling præget af skovbrænde, oversvømmelser, Corona og en forstuvet fod, har min oplevelse som udvekslingsstuderende i Australien været helt unik.
Jeg kan forestille mig, at du som læser med nu overvejer at tage på udveksling i Australien og måske synes, det er en smule langt væk og lidt skræmmende at tænke på. Så stol på mig, når jeg siger, at det bliver den bedste oplevelse i dit liv!
Universitetet og det faglige
Jeg var afsted på udveksling i F20, og min oplevelse var naturligvis meget præget af Corona på alle mulige måder. Jeg havde kun haft undervisning i en uge, da universitetet lukkede ned, et af mine fag blev aflyst, og undervisningen blev gjort online. Ikke desto mindre kan jeg skrive under på, at UTS er et fantastisk flot og stort universitet – en hel by i sig selv, der summer af liv. Det hele er moderne, nyt, rent og pænt. Der er rig mulighed for at melde sig ind i alverdens klubber og sociale fællesskaber på den store O’Day, og de gør meget ud af at byde alle nye velkommen. Det er en rigtig god idé at engagere sig i nogle af klubberne, da det er en god måde at møde nye mennesker på og få fede (og billige) oplevelser. Jeg var selv en del af AdventureClub, hvor vi bl.a. var ude at klatre på klipper.
Skemaet på UTS er tilrettelagt helt anderledes end hvad jeg var vant til på DMJX. Der er ok meget at læse, men der er til gengæld ikke særlig meget undervisning i løbet af ugen. I de fag jeg havde, var der en kombination af forelæsninger og tutorials. Forelæsningerne er som du kender dem fra større universiteter, hvor man i tutorials var delt op i små klasser (cirka 25 elever) og havde mulighed for at øve og diskutere det, der var blevet undervist i under forelæsningerne. Det synes jeg var fedt.
Almindeligvis har man 3 fag i løbet af semesteret á 8 UTS credit points for at opnå 30 ECTS-points. Jeg havde fagene: Digging Deeper (journalistik), Self & Society (sociologi) og Media Power. Alle tre fag var ret spænende, og lærerne er super dedikerede og rigtig søde til at inkludere udvekslingsstuderende. Hvis du er så heldig at score Zozan Balci som lærerinde, har du skudt papegøjen.
Det sociale
Jeg vil til hver en tid anbefale, at du flytter ind på en af UTS Housings kollegier. Selv boede jeg på Yura Mudang, som er svimlende dyrt i husleje (cirka 6.600 DKK om måneden), men det var dér jeg mødte alle mine venner. Og skulle en verdensomspændende pandemi udbryde netop mens du er på dit livs eventyr, så vil du prise dig lykkelig for, at du har masser af mennesker i samme situation omkring dig 😉 Når der ellers ikke er Corona, er kollegierne super gode til at arrangere aktiviteter, hvor man rystes sammen, og der er altid gode fester på tagterrassen med en verdensklasseudsigt over jordens smukkeste millionby. Desuden ligger kollegiet lige ved siden af universitet og i central Sydney – du skal bare være opmærksom på, at det tager omkring 40 minutter at komme til stranden. Til gengæld er transporten i Sydney tip-top.
Australiere er det mest venlige folkefærd, jeg nogensinde har mødt. De er hjælpsomme og åbne, og det er helt normalt at smile, hilse og smalltalke med folk, du ikke kender. Her kunne danskerne altså godt lære noget! Du skal slet ikke være i tvivl om, at du vil komme hjem med en ny, stor vennekreds fra mange dele af verden (herunder en masse tyskere).
Økonomi
Det er meget dyrt at bo i Sydney. Jeg havde hverken lyst eller mulighed for at arbejde under mit udvekslingsophold, så jeg levede udelukkende på min opsparing og legater. Jeg var heldig at få samlet nok legater sammen til at dække omkostningerne for husleje, så jeg kunne bruge min S.U. på mad og lignende.
Oplevelser
Som nævnt før er der ikke særlig meget mødepligtig undervisning på skolen, så du har rig mulighed for at få en på opleveren, hvis du prioriterer din tid godt! Tag ned og surf på Bondi Beach, tag på vandretur i Blue Mountains, påskeferie til Bali, rid på kameler i Port Stephens, tag på vinsmagning i Hunter Valley, rid på heste i Glenworth, se hvaler i Jervis Bay, løb en tur til Operahuset, se vilde koalaer og kænguruer på Great Ocean Road, hop i poolen på det kendte diskotek IVY, spis billig sushi, rejs op ad Østkysten og mød venner for livet. Du vil komme hjem med så mange uvurderlige oplevelser, hvis du tager på udveksling i Australien.
… Og en vigtig lille note: kommunikationsstuderende på UTS har IKKE eksaminer. Det betyder, at dit semester slutter tideligt, og du har rig mulighed for at rejse rundt, inden turen går hjem til Danmark. Med mindre der er en pandemi og grænserne er lukkede, selvfølgelig.
Vejret
Det er løgn, at det ikke bliver koldt om vinteren i Sydney, og der er også koldt i bjergene. Så husk også varmt tøj! Ellers kan du forvente 30-40 grader om sommeren – skønt!
Jeg kan kun anbefale at tage på udveksling i Sydney! Det er pokkers langt væk, men det mærker du ikke, når du er afsted. Jeg havde selv stor glæde af at snakke med tidligere udvekslingsstuderende fra DMJX inden afrejse, så du skal være meget velkommen til at skrive til mig på Facebook eller mail: stine_lysemose@hotmail.com
P.s. tjek eventuelt @iamstine eller #halløjfrasydney på Instagram, hvis du stadig ikke er helt overbevist 😉