Af Henriette Neimann, Journaliststuderende på 3.semester.
I foråret 2019 har jeg været på udveksling ved London College of Communication (UAL), hvor jeg har fulgt journalistik linjen. Forhåbentlig giver jeg et indblik i, hvordan det har været at skulle bo og studere i den altid travle storby.
Selvom LCC udefra ikke ser prangende ud, er der indenfor flere muligheder for at afprøve forskellige former for journalistik. Eksempelvis stiller skolen iMacs til rådighed, hvor det er muligt at bruge forskellige Adobe programmer, samt man kan benytte forskellige radio/optagelsesstudier.
Gennem Term 1 skal man højst sandsynligt forvente at producere både noget video, skrift samt en akademisk opgave, som bliver ens ’final submissions’. Man arbejder med det fra uge 1 og frem til spring break. Selvom 2 måneder lyder som meget tid til at producere, går tiden super stærkt, samt der er meget travlhed op til deadline.
Den nye klasse
Man skal ikke forvente meget seriøsitet fra sine medstuderende, da der er en høj fraværsprocent på studiet. Det kan være udfordrende, da flere af opgaverne skal laves i grupper. Det betyder dog ikke, at gruppe opgaverne, nødvendigvis, ender med at blive dårlige eller afleveret for sent. Jeg endte også selv med at få produceret nogle meget tilfredsstillende produkter alene såvel som i grupperne.
Gennem Term 2 var det kun faget collaborative project, som jeg arbejdede på.
Min gruppe producerede skolens magasin, hvor vi havde redaktionelle –og journalistiske opgaver. Det er en super god mulighed for at lære andre fra skolen at kende, samt man kan være kreativ med sin skriftlige journalistik.
Klassen var god til at tage imod mig, men det sociale blev ikke rigtig prioriteret.
Selvom jeg kom til at snakke med nogle af dem fra min klasse, var de fleste fra min vennegruppe andre udvekslingsstuderende, som jeg mødte til de udvekslings arrangementer, der var i starten af forløbet.
Gode transportmuligheder, men dyr husleje
Jeg boede i West Hampstead i en ’flat-share’, som jeg fandt gennem Airbnb. Det var et helt fint sted til en ok husleje, ift. at det var i London (700 pund per måned ca.) Hampstead er en rigtig dejlig by, med gode indkøbsmuligheder, restauranter, og undergrunden/toget ligger centralt.
Hvis du lejer gennem Airbnb, skal du forvente, at der engang imellem kommer nogle udskiftninger mht. roomies. Derfor er det vigtigt at kunne håndtere at bo med forskellige typer, som kommer fra vidt forskellige steder. Jeg boede med nogle fra både Rusland, Canada og Indien. Det var en rigtig sjov, og til tider, udfordrende oplevelse, som virkelig viser, hvor international London er.
Jeg havde selv 25 min. i transporttid til og fra skole, som var helt ok, men jeg kan ikke anbefale, at man bor meget længere væk end det.
Byen med uendelige muligheder
London er et fantastisk sted! Du kan gøre, hvad du vil, når du vil. Selvom der er gode studierabatter m.v., er den dog også rimelig dyr. Jeg var så heldig at få forskellige legater, som i høj grad hjalp mig økonomisk.
Jeg vil opfordre til at se så meget som muligt, når man er her. Jeg var desuden på flere dagsture, som gik til sydengelske byer som Dover og Brighton. De har noget helt andet at byde på end London, samt det er rimelig billigt at tage dertil med tog/bus.
For at opsummere, kan jeg fortælle, at jeg i den grad har nydt at bo i London, og jeg kan kun anbefale andre til at tage af sted.
Hvis du skulle have flere spørgsmål så kontakt mig endelig på: