Kedsommelighed og kærlighed

Af Lasse Bjerrum Pedersen

Jeg brugte i foråret 2019 et semester på University of Canterbury i Christchurch, som blev en personligt skelsættende periode på både godt og ondt. Jeg mødte venner for livet, samarbejdede med udenlandske medier og blev ufrivillig statist i et terrorangreb.

Christchurch har en trist historie, hvor jordskælv har sat sit dybe aftryk på byen og dens infrastruktur.
Jeg vil undlade at pakke tingene ind, for Christchurch ER vitterligt en utroligt kedelig by, som ikke har meget at byde på. Det er ikke en pulserende storby med fedt natteliv eller flot arkitektur. Byen er stadig ved at komme sig over jordskælvet i 2011, og derfor er der ikke meget festfyrværkeri over Christchurch i det hele taget.

Når det så er sagt, har jeg mødt et folkefærd her i byen, som overgår ethvert andet.
D. 15. marts 2019 dræbte en højreekstremistisk terrorist mere end 50 uskyldige mennesker, da han åbnede ild under en fredagsbøn i to forskellige moskéer i byen.
Det er en dag, som aldrig bliver visket ud af historiebøgerne, og som også havde stor indflydelse på mit udvekslingsophold. Jeg var førstehåndsvidne i oplevelsen af, hvordan byen rejste sig sammen – og hvordan de stod skulder ved skulder, hvis de da ikke græd ud ved netop hinandens skuldre.
Kia Kaha – Stay Strong – ekkoede igennem byen, og fælleskabet i byen nåede højder, som var decideret rørende. Jeg fik muligheden for at dække angrebet til danske medier, som også betød, at jeg også var nødsaget til at arbejde tæt sammen med internationale kollegaer. En proces, der gav mig uvurderlig faglig erfaring.

Det føromtalte fællesskabet er dog den største faktor i, at jeg har haft et spændende semester på den anden side af jordkloden. Jeg har gået til fodbold med studiekammerater, surfet med de lokale, hiket med internationale venner og udfordret mine engelskkundskaber med skolearbejde på tværs af universitetet.
University of Canterbury er et sted, hvor man kan få tilfredsstillet sine interesser – og samtidigt udvikle sig fagligt. Det er et sted, hvor man kan finde klubber af enhver slags, og hvor du altid kan dele din mest nørdede passion med andre studerende.

Jeg har haft fag, som jeg ikke ville have kunne valgt i Danmark, og som helt afgjort har dygtiggjort mig på en anden måde, end hvis jeg havde taget syvende semester på hjemmebane.

Du skal vælge University of Canterbury, hvis du vil bruge Christchurch som porten til New Zealand. Det er ikke hér, at magien sker, men det kan være dit udgangspunkt, når du tager på ture for at et af verdens flotteste lande, alt imens du får en faglig ballast, du kan tage med hjem i rygsækken.

Hvis du skulle have spørgsmål, er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Melbourne – efterår 2018 – udveksling på Monash University

Af/ Julie Bender Thomsen – Danmarks Medie og Journalisthøjskole

I Danmark hører vi i ny og næ om Australien, selvom landet på mange måder passer sig selv dernede i Oceanien, over 14.000 kilometer væk.

Vi hører om landets vilde, eksotiske dyr og dets årlige import af sabbatårs-rejsende unge, der rejser op og ned ad østkysten. For nyligt hørte vi også om de svimlende 41 grader, der fik dyr og marker til at tørste.

Desværre var vejret ikke heeelt så svimlende varmt, da jeg først tog til Melbourne i juli måned 2018. Faktisk var det vinter og rimelig koldt i starten.

Huen og handskerne kom på, mens jeg begav mig ud i den store by med knap 5 millioner indbyggere, kæmpe højhuse og hippe forstæder. Byen der nu skulle være mit hjem for det næste halve års tid.

Jeg boede i West Melbourne tæt på parker, centrum og Queen Victoria Market. Alt i gåafstand, så jeg slap for indkøb af cykel og kørsel i den forkerte side af vejen.

Jeg var afsted i forbindelse med syvende semester på journalistuddannelsen og studerede på DMJX’s partneruniversitet Monash University i afdelingen i Caulfield.

Lige fra starten noget af det allerbedste, jeg nogensinde har gjort. Selvom det både er enormt langt væk fra Danmarks velkendte grænser og en dyr fornøjelse, så gjorde jeg gerne det hele en gang til. På grund af sidstnævnte var det derfor også en kæmpe hjælp, at turen var støttet af Knud Højgaards Fond.

Det faglige udbytte fra universitetet var af en blandet størrelse, dels fordi det selvfølgelig er op til en selv at få læst og dyrket pensum, men også fordi niveauet i undervisningstimerne til tider var ret lave.

På Monash University havde jeg fire fag: Documentary, Digital Production, Introduction to Television Studies og Exploring Contemporary Australia.

Jeg kan som udgangspunkt anbefale dem alle, men igen skal du forvente, at niveauet er lavere end på DMJX. Universitetet er privat og højt rangeret, men når størstedelen af de studerende i dine klasser er udefrakommende asiatiske studerende med et lavere engelsk niveau, gør det desværre klasseundervisningens niveau lavere, end hvad man måske bør forvente.

To af fagene (Documentary og Digital Production) var tredjeårs journalistfag, og jeg havde større tiltro til dem fra starten. Men de viste sig at være rimelig bagud fra medieverdenen, så jeg brugte det bedste, der var i især dokumentar-faget: Der er ingen rammer og restriktioner, du får fri leg til at lave et fedt projekt.  På trods af det lave niveau for et journalistfag, vil jeg alligevel råde dig til at tage nogle. Det er utrolig god læring at bo i et helt nyt land som journalist, hvor du skal opdyrke nye historier og kilder.

Monash University gør overraskende meget ud af at få rystet de udvekslingsstuderende sammen. I starten er der ugentlige begivenheder, du kan tage til, og der er meget lav risiko for at rejse retur uden en masse nye venner i bagagen.

Måske lidt naivt havde jeg en forventning om at studere der som ene dansker, men det viste sig, at der var rigtig mange danske studerende på Monash. Det kan både være godt og skidt, men jeg er glad for, at jeg nu har fået venskaber fra hele verden – men også fantastiske venskaber her i Skandinavien, jeg lidt lettere kan ses med i hverdagen.

Melbourne by er en skør blanding mellem København og New York. Det gik jeg tit og tænkte på, fordi der både er business distrikterne med de høje betonklodser, men også de hyggelige og hippe områder med graffiti overalt, der på sin egen måde kunne minde lidt om et australsk Nørrebro.

Bidraget fra fonden betød blandt andet, at jeg kunne bruge beløbet på dele af min husleje, så jeg stadig havde penge nok til at tage på tur i weekenderne. Vi var ret hurtige til at tage afsted og var blandt andet i Byron Bay på Østkysten, ved Uluru (den kæmpe sten i midten), på en roadtrip opad Vestkysten og på adskillige hikes i nationalparkerne i delstaten Victoria.

Selvom man selvfølgelig skal udnytte chancen for at tage rundt i landet, er det også vigtigt at bruge weekender i byen. For den har virkelig noget at byde på.

Jeg var især glad for at gøre brug af byens fantastiske restauranter og dens fuldstændig vanvittige (og ret billige!) kaffe, den er verdensberømt for. Og da foråret begyndte, startede festivalsæsonen også. Det er en rigtig god måde at få indblik i den australske ungdomskultur, som ellers kan være lidt svær at nærme sig som udvekslingsstuderende.

For mine venner var primært udenlandske, og set i baglyset ville jeg nok have gået efter et share house i byen, hvor man kan bo sammen med unge australiere. Blot et lille tip, hvis du selv skal til Melbourne og studere. Gid det var mig!

Hvis du vil have flere tips om byen eller studiet, er du meget velkommen til at skrive en mail på julie.bt@hotmail.com.

University of Hong Kong

934 meter.

Lige op i vejret .

Af Cecilie Skøtt, Danmarks Medie og Journalisthøjskole

934 meter lige op i vejret. Så langt op er der til Hong Kongs næsthøjeste punkt, Lantau Peak. ”Der må virkelig være en smuk udsigt”, tænker du nok? Det tror jeg gerne – men nærmest som starten på en dårlig joke valgte en finne, en svensker og jeg at bestige det på en skyet dag og endte med at gå inde i en sky i 1 ½ time.  På trods af en dårlig udsigt og en efterfølgende halsbetændelse var det en af de fedeste vandreture i Hong Kong – og dem var der mange af.

Jeg ved ikke, om det er luftforureningen, der har gjort et eller andet ved min hjerne, men nøj hvor er jeg blevet vild med at vandre – og især i Hong Kong.

Faktisk er jeg bare blevet vild med Hong Kong, tror jeg. Det er et sindssyg spændende sted, der har alt, hvad hjertet begærer.

Du kan den ene dag blive forelsket i at fare vild i skyskraberjunglen, gå på jagt på kilometer lange markeder at spise ”dim sum” i små lokale bikse og dernæst føle et det største frirum, fordi du har bare på en time enten med metro, tog eller færge har bevæget dig til en strand, en vandretur eller en gåtur langs havnen for at kigge på halvdårlige karaokesangere og superhelte-cosplayere.

Nu skal jeg jo ikke lyde som en reklamesøjle for hverken eventyrsport eller spejdersport, for Hong Kong er også alt muligt andet en vandreture og natur. Hong Kong er en international metropol i et af de mest spændende politiske områder i verden, hvis du spørger mig.

Der er kun 28 år til Hong Kong bliver helt officielt administreret af Kina, men de er så småt ved at byde indpas på byen med en lyntogsforbindelse og en havbro, der forbinder landene, alt imens man en intern konflikt helt ned på studerende på universiteterne (også i tvivl om hvad der menes her) – niveau, hvor de Hong Kongske studerende ikke altid er kæmpe fans af kinesiske. I den korte periode jeg befandt mig i Hong Kong, fik jeg et stort indblik i både den kinesisk og Hong Kongske kultur, politisk såvel som kulturelt, og er så småt ved at forstå, hvorfor en Hong Kongeser ikke mener, at de er kinesere, og at de bestemt ikke er imponeret over, at du er 1.80 og blond.

 

University of Hong Kong

En stor del af den førnævnte viden fik jeg tilegnet på University of Hong Kong, som jeg var tilknyttet på min udveksling. Jeg havde valgt at give mig selv et ”journalistisk”-åndehul, og forsøge mig med helt andre fag end normalt. Hvilket også er en af de gode grunde til at tage på udveksling – du vælger selv dine fag.

Jeg havde fire kurser i alt – Introduction to Photography, Introduction to Strategic Communication, Greater China, ”Will the real China please stand up?”.

Jeg kan især anbefale kurset ”Introduction to Strategic Communication” med Patric Yu. Patrick er ikke en fastansat underviser, men er derimod højt på strå i kommunikationsbureauet FleishmanHillard, hvor han til dagligt arbejder med strategisk kommunikation indenfor FinTech genren. Patrick er rigtig god til både at formidle og tage nye relevante emner, fejlslagne kampagner og kommunikationsskandaler op til revision i undervisningen. Derudover er sidste opgaven på semesteret, at man skal lave et pitch på en kommunikationsstrategi til en af FleishmanHillards klienter på baggrund af deres behov, hvilket både er nervepirrende og rigtig sjovt.

Derudover vil jeg rigtig gerne anbefale ”Greater China” kurset, hvor underviserne Dr. Kim og Dr. Zhu giver et grundigt kursus i Kina. I løbet af 12 undervisningsgange kommer man igennem alt fra Kinas politiske opbygning, Huku-kulturen til madkultur over hele Kina. Det er et meget lærerrigt fag, og man får et helt andet indblik i Kinesisk kultur, end det man som måske lidt fordomsfuld dansker render rundt med.

Generelt vil jeg sige, at University of Hong Kong er et ret velfungerende universitet, hvor du selv vælger, hvor svært du vil have det. Der er en masse spændende fag, nogle mere læsetunge end andre, men heldigvis har du mulighed for at få en fornemmelse af det i løbet af de to første ugers ”add-and-drop” – periode, hvor du har mulighed for at prøve en masse forskellige fag af.

 

Bolig

Jeg var så heldig at få tilbudt en kollegieplads på universitets nyeste kollegiebygninger i Jockey Village III, og hvis du får den mulighed så sig JA! Du skal godt nok lige vænne dig til tanke om, at du helt højskoleagtigt måske skal dele værelse med en anden, men det er jo en oplevelse i sig selv. Min roomie Anna kom fra Hong Kong og introducerede mig til ”asiatiske-studerendes-manglende-sovevaner”, hendes virkelig søde families hjemmelavede Hotpot og hun var min ultimative oversætter, når vi besøgte små lokale ”dim sum” spisesteder, hvor ejerne ikke snakkede et ord engelsk.

Derudover er kollegierne i Jockey Village III fyldt med andre udvekslingsstuderende og internationale studerende, som er i præcis samme situation som dig, så du ender med at få venner fra hele verdenen. Desværre ender man, som mange udvekslingsstuderende, hurtigt i en international boble, og da Hong Kongeserne er ret svære at komme ind på livet af, fik jeg primært internationale venner. Derfor var det også ret fedt at dele værelse med en lokal – så var hun ligesom tvunget til at hænge ud med mig 😉

Generelt vil jeg sige – sig ja til kollegieplads eller bolig gennem universitetet. Alt andet kan ikke betale sig. Jeg havde en veninde, der betalte 13000 HKD, tæt på 11000 kr. om måneden, hvor jeg kom af med omkring 8500 kr. for hele opholdet.

Jeg kunne skrive flere sider om min kærlighed til Hong Kong, og jeg er ret imponeret, hvis du er nået så langt her – så hvis du gerne vil høre mere, så tøv ikke med at finde mig på facebook eller sende mig en mail, så skal jeg nok give dig gode tips til Dim Sum-restauranter

😀

 

 

 

 

 

 

Hogeschool Utrecht, Holland

Af Signe Bram, Kommunikation

Kære udlandssøgende

Jeg har samlet mine erfaringer fra mit udvekslingsophold på Hogeschool Utrecht (HU) i Holland og har delt indholdet op, så du kan læse det, efterhånden som du får brug for det.

Godt at vide før du vælger HU

Utrecht er miniatureversionen af Amsterdam. I tog ligger byerne kun omkring en halv time fra hinanden, og de ligner hinanden på mange måder. Her er kanaler og smalle huse for alle pengene, og er du lun på Amsterdam, men knap så vild med turister er Utrecht et godt sted at tjekke ud. Byen er cirka på størrelse med Aarhus og har desuden det fællestræk med Danmarks andenstørste by, at rigtig mange af byens indbyggere er studerende. Folk er desuden rigtig gode til at tale engelsk, både på studiet og rundt i byen.

Godt at vide når du er optaget på HU

Mit bedste råd, når du er optaget, er SØG BOLIG!!! Boligmarkedet i Utrecht er presset og præget af mange desperate studerende. Du bør være opmærksom på, at der er mulighed for at leje et værelse gennem skolen (SSH), men man skal være hurtig. Her vil man typiske kunne få værelser på kollegier med andre udvekslingsstuderende. Jeg udskød boligsøgningen og var meget, meget heldig at finde et privatudlejet værelse gennem en hollandsk ven i Danmark – men det var på et hængende hår, og vejen dertil vil jeg ikke anbefale andre.

Godt at vide om fagvalg på HU

Der er relativt mange fag at vælge imellem, og jeg fandt mange af fagene relevante for min kommunikationsuddannelse. Undervisningen adskiller sig fra, hvad jeg har oplevet på DMJX, ved, at der er færre undervisningstimer, og at motivationen blandt de andre studerende ikke var så høj som hos mine medstuderende på DMJX. Det gav nogle udfordringer i forhold til gruppearbejde (som der er meget af), men hvis man insisterer på at gå derfra med et fornuftigt fagligt udbytte, så handler det bare om at holde selvdisciplins-fanen højt.

Generelt skal du vide, at du som udvekslingsstuderende kan vælge fag fra mange forskellige årgange og minor-programmer. Det betyder, at du typisk ikke hører til i en bestemt klasse (med mindre du vælger at tage tre fag, der hører til samme årgang, i samme blok). Du skal vælge seks fag, der fordeler sig over to blokke med tre fag i hver blok. Her følger en kort beskrivelse og vurdering af de fag, jeg har haft.

Humanities

Et førsteårsfag, der stiller spørgsmålstegn ved de bias, der påvirker menneskers måde at indrette samfundet og vores hverdag på. Jeg fulgte faget i første blok og var derfor lige så ny som de øvrige studerende. Det var meget rart, da man derved har en chance for at blive dus med bygninger, digitale platforme og printere. Et udemærket fag med letforståeligt pensum.

Digital storytelling in theory and practice

Et fjerdeårsfag, der for mig var lidt ude af kontekst. Faget koncentrer sig meget om teoretikere og modeller med lidt for stor interesse for fiktionsgenren efter min smag. Hvis jeg kunne vælge om, havde jeg taget et nærmere kig på det fag, der hedder Digital Storytelling in Practice.

Mass media and mass persuasion

Et fag, der hører til under den minor, der hedder Media Psychology. Dette fags pensum var overordnet set interessant og relevant. Faget koncentrerer sig meget om teknikker i forhold til reklamestrategier, men det materiale, der bliver gennemgået, kan sagtens overføres til andre overtaleses genrer.

Psychology of social media

Også et fag under Media Psychology. Jeg opfattede det faglige niveau i dette fag som meget højt. Jeg vurderer dog at det hænger sammen med den meget ambitiøse underviser, jeg havde til dette fag. Faget koncentrerer sig om, hvordan og hvorfor vi bruger sociale medier og forsøger at finde svar i psykologien. Et fag, der udfordrede mig, og som jeg i sidste ende er glad for, jeg har taget.

Cyberpsychology

Endnu et fag under Media Psychology, der ligner Psychology of Social Media meget. Her fandt jeg aldrig rigtig ud af, hvad pointen var.

Digital Media Design

Det mest brugbare fag jeg har haft på HU. Faget introducerer dig til basis designprincipper og du lærer at forstå og designe visuelle identiteter for et brand. Selvom faget var et første års fag, fik jeg meget ud af det, da det jeg har lært her, var noget jeg har manglet i min kommunikative værktøjskasse.

Generelle tips og tricks

Du får brug for en cykel

Busserne kører fint i byen, men hollænderne cykler og det er næsten forventeligt, at du også gør. Den nemmeste måde at skaffe en cykel er ved at leje den hos Swapfiets. Jeg betalte 12€ i måneden for min cykel, hvilket inkluderer gratis reparation, hvis du skulle få brug for det. Desuden siger rygtet, at disse cykler sjældent bliver stjålet – win-win!

Finanserne

Jeg oprettede en bankkonto hos ABN AMRO. Mange supermarkeder tager ikke imod VISA, og jeg oprettede derfor en bankkonto for at få et Maestro kort. Du skal være opmærksom på, at de fleste banker forlanger at du er registreret ved kommunen og har en BSN-nummer, før de vil oprette en konto til dig. Du kan dog også klare dig uden bankkonto i landet da de fleste forretninger, barer og restauranter tager imod VISA, mens du kan klare dine indkøb i supermarkederne med kontanter.

Buddy Go Dutch

Hvis du er interesseret i at blive dus med de lokale er Buddy Go Dutch et godt sted at starte. Jeg oplevede det som svært, at opbygge relationer til hollænderne på skolen og synes derfor det var svært at finde venner udover de andre internationale studerende. Buddy Go Dutch er en frivillig organisation, der matcher internationale studerende med hollandske studerende. Jeg var så heldig at møde en sød hollandsk pige til det matching event, der blev afholdt og har haft meget ud af at mødes med hende en gang i mellem. Selve matching eventet var lidt overvældende, med lidt for mange internationale studerende, men generelt synes jeg organisationen gør et godt stykke arbejde for at bygge bro mellem hollændere og internationale.

ESN – Erasmus student network

For at opbygge sociale relationer, kan du også melde dig ind i ESN. Jeg havde mulighed for at deltage i både en introdag (en hel lørdag) og en intro uge, hvor der var arrangeret forskellige aktiviteter for os internationale studerende, hvilket var en nem måde at møde nye mennesker på. Derudover arrangerer ESN aktiviteter og fester i løbet af semesteret.

Jeg tog desuden et ti-ugers begynderkursus i hollandsk gennem ESN. Du skal ikke forvente at blive flydende på disse ti uger, men jeg kan klart anbefale kurset, da du møder andre internationale studerende og samtidig får et indblik i det hollandske sprog og deres kultur. Kurset undervises af hollandske studerende og var billigt!

Generelt var udbuddet af sociale tilbud lidt overvældende i starten, men jeg kan kun anbefale at du kaster dig selv ud i så meget som muligt i starten, da det er den absolut nemmeste måde at finde andre venskabssøgende på.

Når du har fri

Så skal du ud i det blå! Holland har en perfekt placering i forhold til at besøge andre europæiske lande og imponerende hovedstæder. Tognettet i Holland virker rigtig godt, og du kan rejse relativt langt på kort tid. Det er eksempelvis ingen sag at begive dig på lørdagsudflugt til Den Haag eller Amsterdam. Derudover tilbyder Wanderlust Studentrips mange udemærkede busture til lidt fjernere destinationer – eksempelvis var jeg med bus til og fra Paris for 50€.

Jeg ønsker dig et rigtig godt ophold, hvor end du finder hen!

London College of Communication (LCC), England

Af Søs Emily Staal Smed Andersen, journalist

 

Et globalt knudepunkt

Med undervisning på fire timer af tre omgange i løbet af en uge, så var der rig mulighed for at udforske London og byens mange muligheder. London er en global by med stort ’G’. Om man er til kunst, koncerter eller køkkener, så er der altid noget nyt, man skal introduceres for.

 

Transporten frem og tilbage i London er let at gå til, og der er ikke langt til noget; jeg anbefaler stærkt busserne, så man både sparer lidt penge og får set byen fra toppen af en dobbeltdækker. I princippet kan man komme langt på sine ben, og man bliver aldrig skuffet over, hvad en gåtur i London kan tilbyde.

 

I forhold til bolig, så kan det godt virke lidt vanskeligt. Desværre er London kendt for at have en del svindlere på boligmarkedet, men jeg vil stærkt anbefale både at kigge på appen SpareRoom og Airbnb, da det tit er muligt at finde pålidelige udlejere til en rimelig pris; i forhold til hvad det ellers koster i byen.

 

Universitetet og de dertilhørende fag

Som en del af University of the Arts London, så er London College of Communication af naturlige årsager meget fokuserede på den kreative industri. Som den eneste journaliststuderende på min linje, contemporary media cultures, så var det tæt på umuligt ikke at føle sig lige-knap-tilstrækkelig i forhold til kreativitet. Omgivet af medstuderende med forhåbninger om blandt andet at gøre sig i film, mode og musik, så kunne man måske frygte, at man ikke ville føle sig hjemme i fagene. Dét var ikke tilfældet. Trods nogle potentielle kreative udfordringer, så var den udfordring mere end velkommen. Forløbet gav generelt et fantastisk indblik i både den nutidige og fremtidige kreative industri. Underviserne var generelt dygtige, og som journaliststuderende følte jeg mig klædt på til at deltage i fagene uden problem.

 

Working in the Media and the Creative Industries

Mit absolutte yndlingsfag på forløbet. Underviseren er enormt kompetent og materialet spændende. Man opnår en stor forståelse for, hvordan man eventuelt skal til at finde arbejde, når man arbejder i enten den kreative industri eller i medierne. Desuden tilbød underviseren at gennemgå ens CV’er og ansøgninger, hvis man havde brug for det. Det gjorde faget særligt jordnært og det kunne mærkes på hele klassen, at underviseren var utroligt dygtig.

 

Audiences, Publics and Networks

Dette var faget på forløbet, som relaterede sig mest direkte til journalistik. Vi kom i dybden med emner som digital kultur, sociale medier, etnografi og ’social journalism’. Underviserne var dygtige, og jeg fik særligt meget ud af diskussionerne i klasselokalet. Man bliver præsenteret for værktøjer og tendenser som i ingen eller i minimal grad endnu foregår i Danmark, og det er enormt spændende at lære om grundlaget for, hvordan medier og kommunikation i dag bliver skabt.

 

Contemporary Cinema

Umiddelbart det mindst relevante fag i forhold til journalistik. Underviseren var ny, og det var vanskeligt for hende at præsentere filmteori for studerende, som ingen kendskab havde til film på forhånd. Faget beskæftigede sig med emner som visuel nydelse, forskellige filmiske teknikker og feministisk film. For mig var det et fag, hvor jeg helt klart var på udebane. Man skal holde tungen lige i munden for at følge undervisningen, men har man en mere end gennemsnittet passion for film, så er det alligevel et spændende fag.

 

På udveksling i charmerende Utrecht

Af Anna Birch Schmidt, Journaliststuderende på 4.semester

Utrecht er på mange områder en fantastisk dejlig by. Det er Hollands fjerdestørste by, og så minder den lidt om Aarhus. Der er marked flere gange om ugen, hvor man kan købe hollandske specialiteter, såsom ’bitterballen’ og ’kaasstengeln’. Og så er det vigtigt at nævne, at Utrecht er en universitetsby, så der ligger hyggelige caféer og barer omkring et hvert gadehjørne. Utrecht minder på mange måder om Amsterdam, blandt andet med de hyggelige og insta-venlige kanaler, men Utrecht er ikke på samme måde overrendt af turister.

Socialt og boligsituation  

Som nævnt er Utrecht en universitetsby, hvor både hollandske studerende og internationale studerende dominerer gaderne. Af den grund er det nærmest umuligt ikke at møde en masse mennesker. Og hold nu fast, hvor har jeg mødt nogle fantastiske mennesker!

Først og fremmest valgte jeg at søge en bolig gennem SSH, hvilke er boliger tilknyttet universiteterne i Utrecht. Jeg fik et værelse i lejlighedskomplekset Pythagoraslaan (’De Sterren’), og jeg kan kun anbefale jer også at søge derigennem. Jeg boede sammen med 11 mennesker med forskellige nationaliteter, men hvis 11 mennesker lyder som en lidt for stor mundfuld, kan man blandt andet søge Johanna- eller Cambridgelaan-lejlighederne, hvor man bor færre mennesker sammen. Jeg har dog nydt af have mange mennesker omkring mig!

Fagligt

Jeg ville ønske, at jeg kunne blive ved med at rose Utrecht til skyerne, men i forhold til mit faglige udbytte af mit udvekslingsophold, kunne jeg godt have ønsket mig noget lidt andet. Det skyldes både min manglende interesse i fagene, men i særdeleshed den ustrukturerede undervisning. De fleste af underviserne var rigtig kompetente og interessante, men der var bare ikke rigtig styr på det. Men det er jeg sikker på, at de nok skal få fikset til jeres ophold!

Undervisningen på Hogeschool Utrecht er delt op i to blokke, henholdsvis blok A og B i efteråret og C og D i foråret. Når man skal vælge fag, kan man altså kun vælge de fag, der bliver udbudt i de blokke, man går på skolen. Desuden kan man kun vælge fag fra ’Creative Business’, hvor Media Psychology, og Creative Business hører ind under. De fleste af fagene er allerede blevet bedømt af tidligere udvekslingsstuderende, så jeg vil ikke gå i dybden med dem.

I blok A havde jeg valgt ’Humanities’, ’Digital Media Design’ og ’Psychological Effects of the Media’, og i blok B ’Psychology of Social Media’, ’Psychology of News Framing’ og ’Cyberpsychology’. Jeg kan i princippet anbefale alle fag, men underviseren i ’Cyberpsychology’ var – i mine øjne – forfærdelig, så lad os håbe, at hun ikke skal undervise det igen.

Gode tips (og de ting, der altså ikke er nødvendige)

Hollandsk konto

Selvom der flere af de andre blog posts står, at det er en god ide at oprette en hollandsk bankkonto, ville jeg understrege, at det sagtens kan lade sig gøre at leve i Utrecht uden. Det er selvfølgelig træls, at man betaler et gebyr, når man hæver, men jeg erfarede, at hvis man bare hæver nok penge hver gang, skal det hele nok flaske sig. Der er desuden mange steder, hvor man kan betale med kort.

OV chipcard aka hollansk rejsekort

Desuden er det en rigtig god ide at købe et OV chipcard. Selvom jeg for det meste cyklede rundt i Utrecht, brugte jeg det, når jeg skulle på tur til andre byer, da man ligesom med rejsekort sparer penge på billetten, når man bruger det i stedet for automaterne.

Cykel

JA, en cykel er altså livsnødvendig. Det er bare så meget nemmere, og der er jo ingen bakker (til forskel fra Aarhus), så det tager ingen tid at komme rundt. Jeg – og de fleste andre – lejede en cykel via Swapfiets for 12 euro om måneden. De yder desuden den service, at hvis der sker noget med cyklen, såsom et punkteret dæk eller lignende, kommer de og reparerer den eller bytter den ud med en ny. SÅ lej eller køb en cykel.

Rejser

Det er bare super nemt at komme rundt i Holland med offentlig transport, så jeg kan kun anbefale at få set sig lidt omkring, når man nu alligevel befinder sig midt i landet. Amsterdam er kun en halv time væk med tog, og ligeså er både Rotterdam og Den Haag. Jeg kan også anbefale at tage til Maastrict, Gronningen, Eindhoven og de mindre byer såsom Gouda (hvor den traditionelle Gouda ost og stroopwafel er fra). Det er desuden forholdsvist billigt at rejse rundt i Belgien, hvor jeg kan anbefale at besøge Gent, Brugge og Bruxelles. Og så er Paris kun en 7 timers kørsel væk med Flixbus og koster kun 20 euro per vej!

Jeg vil slutte af med at sige, at selvom skolen på flere punkter skuffede, har Holland og Utrecht virkelig været det værd, og jeg kan kun anbefale alle at tage af sted, fordi det vil I absolut ikke fortryde.

Jeg kunne blive ved med at fortælle om Utrecht, men denne smøre er i forvejen blevet alt for lang. Hvis du overvejer at tage på udveksling til Utrecht, er du selvfølgelig velkommen til at skrive en mail til mig (eller finde mig på Facebook): anbisc@mail.dmjx.dk