Melbourne – efterår 2018 – udveksling på Monash University

Af/ Julie Bender Thomsen – Danmarks Medie og Journalisthøjskole

I Danmark hører vi i ny og næ om Australien, selvom landet på mange måder passer sig selv dernede i Oceanien, over 14.000 kilometer væk.

Vi hører om landets vilde, eksotiske dyr og dets årlige import af sabbatårs-rejsende unge, der rejser op og ned ad østkysten. For nyligt hørte vi også om de svimlende 41 grader, der fik dyr og marker til at tørste.

Desværre var vejret ikke heeelt så svimlende varmt, da jeg først tog til Melbourne i juli måned 2018. Faktisk var det vinter og rimelig koldt i starten.

Huen og handskerne kom på, mens jeg begav mig ud i den store by med knap 5 millioner indbyggere, kæmpe højhuse og hippe forstæder. Byen der nu skulle være mit hjem for det næste halve års tid.

Jeg boede i West Melbourne tæt på parker, centrum og Queen Victoria Market. Alt i gåafstand, så jeg slap for indkøb af cykel og kørsel i den forkerte side af vejen.

Jeg var afsted i forbindelse med syvende semester på journalistuddannelsen og studerede på DMJX’s partneruniversitet Monash University i afdelingen i Caulfield.

Lige fra starten noget af det allerbedste, jeg nogensinde har gjort. Selvom det både er enormt langt væk fra Danmarks velkendte grænser og en dyr fornøjelse, så gjorde jeg gerne det hele en gang til. På grund af sidstnævnte var det derfor også en kæmpe hjælp, at turen var støttet af Knud Højgaards Fond.

Det faglige udbytte fra universitetet var af en blandet størrelse, dels fordi det selvfølgelig er op til en selv at få læst og dyrket pensum, men også fordi niveauet i undervisningstimerne til tider var ret lave.

På Monash University havde jeg fire fag: Documentary, Digital Production, Introduction to Television Studies og Exploring Contemporary Australia.

Jeg kan som udgangspunkt anbefale dem alle, men igen skal du forvente, at niveauet er lavere end på DMJX. Universitetet er privat og højt rangeret, men når størstedelen af de studerende i dine klasser er udefrakommende asiatiske studerende med et lavere engelsk niveau, gør det desværre klasseundervisningens niveau lavere, end hvad man måske bør forvente.

To af fagene (Documentary og Digital Production) var tredjeårs journalistfag, og jeg havde større tiltro til dem fra starten. Men de viste sig at være rimelig bagud fra medieverdenen, så jeg brugte det bedste, der var i især dokumentar-faget: Der er ingen rammer og restriktioner, du får fri leg til at lave et fedt projekt.  På trods af det lave niveau for et journalistfag, vil jeg alligevel råde dig til at tage nogle. Det er utrolig god læring at bo i et helt nyt land som journalist, hvor du skal opdyrke nye historier og kilder.

Monash University gør overraskende meget ud af at få rystet de udvekslingsstuderende sammen. I starten er der ugentlige begivenheder, du kan tage til, og der er meget lav risiko for at rejse retur uden en masse nye venner i bagagen.

Måske lidt naivt havde jeg en forventning om at studere der som ene dansker, men det viste sig, at der var rigtig mange danske studerende på Monash. Det kan både være godt og skidt, men jeg er glad for, at jeg nu har fået venskaber fra hele verden – men også fantastiske venskaber her i Skandinavien, jeg lidt lettere kan ses med i hverdagen.

Melbourne by er en skør blanding mellem København og New York. Det gik jeg tit og tænkte på, fordi der både er business distrikterne med de høje betonklodser, men også de hyggelige og hippe områder med graffiti overalt, der på sin egen måde kunne minde lidt om et australsk Nørrebro.

Bidraget fra fonden betød blandt andet, at jeg kunne bruge beløbet på dele af min husleje, så jeg stadig havde penge nok til at tage på tur i weekenderne. Vi var ret hurtige til at tage afsted og var blandt andet i Byron Bay på Østkysten, ved Uluru (den kæmpe sten i midten), på en roadtrip opad Vestkysten og på adskillige hikes i nationalparkerne i delstaten Victoria.

Selvom man selvfølgelig skal udnytte chancen for at tage rundt i landet, er det også vigtigt at bruge weekender i byen. For den har virkelig noget at byde på.

Jeg var især glad for at gøre brug af byens fantastiske restauranter og dens fuldstændig vanvittige (og ret billige!) kaffe, den er verdensberømt for. Og da foråret begyndte, startede festivalsæsonen også. Det er en rigtig god måde at få indblik i den australske ungdomskultur, som ellers kan være lidt svær at nærme sig som udvekslingsstuderende.

For mine venner var primært udenlandske, og set i baglyset ville jeg nok have gået efter et share house i byen, hvor man kan bo sammen med unge australiere. Blot et lille tip, hvis du selv skal til Melbourne og studere. Gid det var mig!

Hvis du vil have flere tips om byen eller studiet, er du meget velkommen til at skrive en mail på julie.bt@hotmail.com.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *