Charles University, Prag, Tjekkiet

Af Alberte Bang (kommunikatør)

Jeg hedder Alberte Bang, jeg læser kommunikation i Emdrup og var på udveksling i Prag på mit 5. semester i 2017. Jeg vil helt klart anbefale alle at tage til Prag og studere et semester.

SKOLEN:

Charles University er en ”urban campus” spredt ud over centrum af Prag. Der er ikke mange journalistiske eller kommunikations fag, men til gengæld er der mange sociologiske- og samfundsfaglige fag med et medie tvist. Jeg har haft seks fag i alt: Media Sociology, Popular Culture, Political Marketing, Intercultural Communication Management, Current Issues in Public Policy og Future Media Experiences (i alt 30 ects). Fagene svinger meget i niveau.

Media Sociology og Popular Culture har krævet læsning af akademiske tekster til hver uge, hvorimod det til forelæsningerne i Political Marketing og Intercultural Communication Management har været tilstrækkeligt at møde op til timerne og tage en forholdsvis let eksamen. Det har for mig ikke været noget problem at bestå fagene; naturligvis har jeg skulle læse op til eksamenerne og skrive opgaverne, men underviserne er klar over, at man er udvekslingsstudent og hovedsagelig er i Prag for ”kulturel udveksling”, Aka øl og fest.

BYEN OG BOLIG:

Prag er et mix af Paris og Berlin. Arkitekturen er pompøs og smuk, bylivet er præget af undergrundsklubber og techno raves. Da jeg ankom i februar var det -12 grader, morgenvækningen bestod af bippene fra sneryddere og ophold udendørs blev helt naturligt reduceret til et minimum. Til gengæld havde de hyggelige barer og cafeer en magnetisk effekt og fungerede som varmestue imens man lærte en masse nye mennesker at kende. Når jeg drager mod Danmark i juli ligger gennemsnitstemperaturen på +27 grader. Jeg bruger det meste af tiden på at drikke øl i beergardens og danse natten væk til open air fester.

Leveomkostningerne er betydelige lavere end i København. Mit værelse på omkring 20 m i Prag 3 (område 3) koster 2200 DKK, en udmærket frokost kan indtages ude for omkring 30 DKK og en fadøl koster allerhøjest 11,50 DKK (hvis man er heldig kun 7,50). Men jeg kom hurtig til at bruge mange penge, for jeg spiser mere ude, drikker 10 gange mere og tager på mange flere ture end hjemme i Danmark. Offentlig transport fungerer upåklagelig godt i Prag, – og så er det rørende billigt. 5 månedskort hvor jeg kan kører ubegrænset døgnet rundt koster ca. 500DKK.

Jeg boede i området Zizkov (Prag 3), det minder lidt om Vesterbro i København. Jeg kan varmt anbefale at finde et sted at bo i dette område. Hvis du ikke er så meget til Vesterbro stemningen, ville jeg prøve at finde noget Vinohradská (Prag 2), som minder mere om Frederiksberg/Østerbro. Hvis man vælger at bo på kollegie, skal man være opmærksom på, at de ligger et godt stykke udenfor byen og at man skal bruge ca 30 minutter på transport hver vej. Så man skal tænke sig godt om, inden man beslutter, om man har lyst til at leve med det.

 

DET SOCIALT LIV:

Min intention med opholdet i Prag var, at møde og skabe venskaber med de lokale og integrere mig i den tjekkiske kultur. Dette skete desværre ikke, jeg har ikke én tjekkisk ven. Det skyldes formentlig, at der er absurd mange internationale mennesker i Prag. Jeg bor i en lejlighed med 1 mexicaner, 1 russer, 1 amerikaner og 1 peruaner. Der er næsten ingen tjekkere på mine kurser på universitet. Til gengæld har jeg fået tætte venner fra hele verden. Hvis du ønsker at integrere dig, ville jeg anbefale at finde en lejlighed, hvor du kan bo sammen med tjekkere.

Hvis du gerne vil have et sikkerhedsnet og møde mennesker med det samme, når du ankommer, ville jeg anbefale at du tilmelder dig det intensive tjekkisk kursus. Alle mine tætteste venner fik jeg fra mine 3 første uger på det intensive tjekkiske kursus. Kurset foregår inden universitetsundervisning starter, men er arrangeret af universitetet. Derudover giver det tjekkiske kursus en god forståelse af den tjekkiske kultur, historie og sprog.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *