University of Amsterdam, Holland

Af Sara Haugegaard, kommunikation

University of Amsterdam (UvA), Holland

Af Sara Haugegaard, Kommunikation i København

 

Mit udvekslingsophold i Amsterdam har været fyldt af cykelture, tidlige morgener, sene nætter, lange dage med bøger, besøg på coffee-shops, besøg på museum, besøg fra Danmark, dans, løbeture, grin og en smule tårer. Men mest af alt har de fem måneder været proppet med mindeværdige stunder. Jeg vil anbefale alle at gribe chancen og tage af sted.

 

Exchange program Communications science, UvA

Desværre er der ikke det største udvalg af kommunikationsfag som udvekslingsstuderende på UvA. Mange af dem er mere journalistiske end hvad jeg personligt ville ønske, men jeg kan se, at de hele tiden udvider. På UvA er semesteret delt op i tre blokke, hvilket betyder at nogle af fagene kun kører i 5-6 uger. Det synes jeg har fungeret super godt, da dette gør at eksaminerne bliver fordelt over månederne, i stedet for at man sidder med alle i maj/juni. Mange af mine medstuderende var endda så smarte, at de kun havde valgt fag i første og anden blok, så semesteret derfor kun varer ca. fire i stedet for fem måneder. Det er et større puslespil at få undervisningsskemaet til at gå op med tid, eksaminer og ECTS-point, men det betaler sig i sidste ende at have lagt noget tid i det.

Desuden var det også en stor tilvænning for mig, at flytte fra en professionshøjskole til et universitet. Det har været lidt omvendt-land, eftersom jeg max havde undervisning 4 timer om ugen, men havde rigtig, rigtig meget at læse. Undervisningen består udelukkende af forelæsninger, hvor eleverne kun bliver inddraget i meget små mængder. Jeg var ligeledes heller ikke tilknyttet én klasse, og havde sjældent undervisning med de samme personer. Når det så er sagt, synes jeg det har været fedt, at prøve ”universitetslivet” og tager det som en positiv oplevelse og en del af dét at studere udenlands.

 

Det sociale

Et godt råd jeg vil videregive er, at skrive dig op til student housing i gennem universitetet. De har overraskende mange boliger som ofte også er centralt beliggende. Hvis man er hurtig nok ude, kan man få en af de helt centrale gader, hvor der kun er 5-10 min på cykel til universitetet. Jeg var så heldig, at få en af de centrale gader, hvor bygningen endda også havde et fælles rum så alle 100 udvekslingsstuderende der boede der, havde mulighed for at lave sociale ting sammen. Meget fordelagtigt for mig der havde eget værelse, køkken og bad. Min sociale kreds endte med at bestå af enkelte studerende jeg havde samme fag med, min bygning og ISN Amsterdam (International Student Network). Så der er altså rig mulighed for at få et bredt internationalt netværk, men ikke de største muligheder for at mingle med hollænderne.

8 gode råd til dig der skal på udveksling i Amsterdam

  • Brug god tid på at forberede alt det praktiske såsom housing, TOEFL-test og kombinationen af fag/ECTS point.
  • Forbered dig mentalt på meget mindre undervisning og generel mere selvstudie.
  • Køb dig en cykel og TO gode låse – Jeg fik to cykler stjålet ved hhv. universitetet og hvor jeg boede. Cykler kan købes billigt på Amsterdam Market Place (Facebook) eller Waterlooplein loppemarked.
  • I diverse supermarkeder, på universitetet og enkelte caféer accepterer de hverken MasterCard eller Visa kort. Indstil dig på at bruge lidt penge på at hæve kontanter eller opret en hollandsk konto.
  • Køb et museumskort. Det giver gratis adgang til rigtig, rigtig mange museer.
  • Brug noget af din fritid på at se byerne rundt i Holland. Jeg kan anbefale Utrecht, Den Haag og Haarlem som alle tre kun er max en time i tog fra Amsterdam Central Station.
  • Tilmeld dig ISN. Under hele semesteret arrangerer de sociale aktiviteter. De sørger for et pakket program i den første weekend, hvilket er SÅ rart da du ellers kan føle dig lidt rodløs og alene i de første dage.
  • Hav ”ja-hatten” på! Især i starten kan det betale sig at tage med til alt det sociale.

 

Skriv endelig til sara_haugegaard@hotmail.com, hvis du har spørgsmål. 🙂

 

Tilføjelser til introduktionen til dit partneruniversitet

Undervisningssprog: Engelsk – selvom hollænderne ikke har engelsk som modersmål er de meeega dygtige!

TOEFL-test med 88 point i score for at blive optaget på universitetet – relativt højt. Tag denne i god tid så du har mulighed for at tage den igen, hvis dette skulle blive nødvendigt.

Fagvalg

Der er/var ikke det største udvalg af kommunikations-fag pt, men de får hele tiden flere og flere. Mange af dem de udbyder, er mere inden for det journalistiske felt. Jeg oplevede, at mange af fagene var meget teoretisk tunge, og jeg savnede lidt det mere praktiske. Desuden er der meget udenadslære og ingen hjælpemidler til eksaminerne er tilladt.

Jeg valgte:

  • Introduction to Communications science: Fungerede som introduktion til kandidaten. Var meeeget teoretisk tungt. Tre eksaminer som alle består af (svære!) multiple choice samt en lille essay ved den sidste.
  • Topic national Identity and the News: Mere journalistisk rettet, men jeg synes det var rigtig fedt og interessant. Man lærer bl.a. om, hvordan lande formidler og vinkler nyheder forskelligt. Læren var også et plus.
  • Media Life: Jeg var ikke synderligt begejstret for dette fag. Tog det som alternativ da jeg ikke fik faget ’Organisations and Social Media’. Som en del af eksamen skulle man lave en kreativ opgave, hvilket var sjovt.
  • Health Communication – from theory to practice: Jeg var rigtig glad for det fag. Faget kører kun i tre uger, hvilket gør det mere intenst. Dette fag var (som titlen) også indikerer mere praktisk anlagt, hvilket jeg synes var et kæmpe plus.

Øvrige kommentarer:

Kæmpe forskel mellem universitet og professionshøjskole. Undervisningen består udelukkende af forelæsninger, hvor eleverne næsten ikke bliver inddraget. Meget få undervisningstimer og generelt selv-studie.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *