Af Jakob Flarup

Kigger jeg tilbage på de sidste fem måneder af mit liv, er det med en noget ambivalent følelse, jeg sidder tilbage med. Fem måneder, der ikke var de bedste nogensinde, men også fem måneder, jeg ikke vil bytte med noget andet, på trods af at jeg da har været lidt misundelig på mine medstuderende, der i skrivende stund allerede nu kan kalde sig for journalister.

Jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg skulle forvente af Knoxville, Tennessee. Navnet lød sejt, og så var det tæt på Nashville, som jeg altid gerne har villet opleve. Men det var jo i Syden. Så det måtte være noget med ”Gud er stor, guns er i orden, og homoseksuelle bør finde sig et andet sted at være”. Så sort på hvidt var det dog ikke. Men især det med Gud og guns var i retningen derhen ad, da kirker næsten var i overtal i forhold til fast food restauranter, og Tennessee implementerede en lov, mens jeg var der, der gjorde det lovligt at bære våben i det offentlige rum uden at have tilladelse. ’Murica!

Har du ikke bil derovre, er der ikke meget at lave i Knoxville andet end at gå på bar og drikke billige PBR’s eller æde McDonalds-mad til halv pris i forhold til Danmark. Især hvis du er der i foråret, hvor den amerikanske football sæson er sat på standby. Sunspot blev med deres lækre tagterrasse stamsted, når det var godt vejr, hvad end der var tale om Martini Monday, Pint Night om tirsdagen og torsdagen eller Wine Night om onsdagen. Det med bilen er også nødvendigt, hvis du vil handle stort ind i enten Kroger eller Walmart. Et godt råd er derfor at blive venner med nogen, som ejer en bil, eller, hvis du har råd, købe en selv og sælge den ved semestrets udgang. Det gør, at du kan opleve en anden side af Knoxville, der rent faktisk har noget natur at byde på. En ting, som jeg først fandt ud af den sidste dag, jeg var i byen. Det gør også, at du kan drøne til Smoky Mountains, der ligger en times kørsel væk. Et sted, som jeg inderligt fortryder, at jeg ikke besøgte, mens jeg var i området. To sum it up: Den offentlige transport er simpelthen elendig.

På det sociale plan var jeg i starten ret nervøs. Ikke fordi, jeg ikke er socialt anlagt. Tværtimod. Men fordi, at jeg virkelig følte mig gammel i forhold til resten af de internationale studerende, som hovedsagligt var mellem 19 og 22 år. Jeg selv blev 27 under mit ophold. Men hurtigt fandt jeg Ethan, Nathan, Cate og Rachel, som hurtigt tilsammen blev min bedre halvdel. Faktisk var det udelukkende dem, jeg hang med i lidt over fire måneder, og disse fire bekendtskaber er noget af det, jeg ikke vil bytte for noget som helst andet. Det var dem, jeg tog på Sunspot, Half Barrel, GPT eller Press Pub med, dem, jeg rejste med, og dem, der ligesom udgjorde det bedste af min tid i Tennessee. Bl.a. tog Ethan og jeg på en noget alternativ Spring Break, da vi rejste til iskolde Montreal og kørte i bus og couchsurfede hele vejen tilbage til Knoxville (Megabus har af og til billetter ned til $1 – hvordan, er mig stadig en gåde).

Der kan siges en del godt om University of Tennessee’s måde at køre udvekslingsforløbet for internationale studerende på. Der er i starten masser af gratis mad og sociale aktiviteter. Men det at være ”tvunget” til at bo på Campus som 27-årig, var ikke altid det fedeste. Jo, du er tættere på dér, hvor det sker, og du møder mange nye mennesker (jeg var da sikkert ikke blevet så gode venner med de fire hoveder nævnt ovenover, hvis ikke jeg havde boet på Campus). Men at skulle dele værelse med en og dermed blive frataget enhver form for privatliv var i starten en anelse grænseoverskridende og rent ud sagt ikke skide fedt. Mange af de folk, som bor der, har ikke været vant til at bo væk fra deres forældre før, og det bærer deres ageren også præg af. Hermed sagt, at du skal være forberedt på, at nogle mennesker simpelthen ikke ved, hvad det vil sige at tage ansvar, eller hvad en støvsuger eller opvaskebørste er. Jeg boede f.eks. med en 19-årig, der kunne finde på at lave kaffe, spilde kaffepulver ud over hele køkkengulvet og så bare lade det ligge. Eller min 21-årige kinesiske værelseskammerat, som en dag spildte et helt glas vand under sofaen. Jeg spurgte: Ehh, are you gonna clean that up? Han svarede: ”It’s okay. It will dry”. Jo, nævnte jeg det over for dem, men der var ikke rigtigt noget, der virkede. Så du bør være tålmodig, overbærende og tænke, at du kun skal bo sådan i fire måneder (medmindre du selvfølgelig er okay med svineri). Derfor bør det at bo på Campus være valgfrit. Men universitetet høster selvfølgelig kassen på have folk boende på der (det er ca. dobbelt så dyrt, som hvis du havde dit eget værelse 5-10 minutter væk derfra). Så det er på sin vis forståeligt nok. Og så er det jo også real American college life.

Jeg ved godt, at jeg ikke lyder overvejende positiv, men jeg havde alligevel fire fantastiske måneder med awesome bekendtskaber, plus at jeg besøgte en helvedes masse stater og følte mig af og til fem år yngre igen.

Og så lige et godt råd til dig, som skal til USA: Det amerikanske undervisningssystem kan hurtigt komme til at føles trættende og meget, meget tung. Men du lærer hurtigt at finde en balancegang mellem det sociale og det faglige. Mere vil jeg ikke sige om dette.

Hvis du vil læse mere og se billeder fra opholdet, kan du besøge min blog på mrgegegoestotennessee.blogspot.com