Amsterdam University

Af Line Gjerlev

Jeg takker mig selv hver eneste dag, for at jeg tog på udveksling. Det er lige før, jeg vil svinge mig op til at sige, at det har været de bedste seks måneder i hele mit liv. Jeg kan kun anbefale alle at rejse ud, og det spiller ingen rolle, om du rejser om på den anden side af kloden eller flyver halvanden time hjemmefra. Udbyttet er med garanti det samme.

Jeg valgte Amsterdam, fordi jeg ville lære en ny by at kende. Jeg havde aldrig været i byen, før jeg ankom en kold og mørk januaraften, men jeg havde hørt en masse om den hollandske hovedstad, og om hvor sindssygt flot, kreativt og lækkert der er. Alt hvad jeg havde hørt og læst, kan jeg nu med rette gange med 100. Amsterdam er strøget direkte ind i mit hjerte, hvor byen for evigt vil have en helt særlig plads som mit andet hjem.

Amsterdam er et stort kulturelt mødested. Hver dag dukker der nye butikker og caféer op. Der er ofte musikfestivaler og kreative markeder i byen, Europas største loppemarked én gang om måneden på Noord-siden, samt et hav af museer og gallerier. Madfestivaler med kreative boder, den industrielle strand på Roest og ægte hipsterstemning på Hannekes Boom. Der er altid noget at give sig til, og jeg er personligt ikke færdig med byen endnu efter et halvt år. Jeg kan kun anbefale alle at vælge Amsterdam! Hollænderne er et venligt folkefærd og minder generelt meget om os danskere – De er bare lige dét sødere, mere åbne og mere afslappede. Det er fedt at opleve og er blot endnu en ting, der er krøbet ind under huden på mig.

Udover at hænge ud med en masse mennesker fra hele verden, gik jeg også i skole. På universitetet havde jeg fire fag: National Identity and the News, Media Life, Dance me to the end of Love og Dutch Culture and Society 2. De to første fag fik jeg rigtig meget ud af. De var relevante i forhold til mit studie og især Media Life vil jeg klart anbefale! Fag nummer tre er et meget piget fag, hvor vi diskuterede kærlighed i alle dens afskygninger, og hvordan vi lærer om ”ægte kærlighed” gennem medier, litteratur, film, sange, osv. Jeg valgte dette fag for at prøve noget, som jeg aldrig ville få mulighed for derhjemme, og det viste sig at være vildt spændende. Det sidste fag valgte jeg, fordi jeg ville lære om hollandsk kultur, men jeg vil ikke anbefale det. Det var for børnehave-agtigt på den ene side, og på den anden side var der kæmpe workload, i forhold til at faget kun gav seks ECTS.

Inden jeg tog til Amsterdam, havde jeg hørt, at niveauet på UvA var helt vildt højt, og at jeg virkelig skulle forberede mig på at læse, læse, læse. Min erfaring stemmer slet ikke overens med dette. Jeg har læst mange tekster, skrevet korte og lange opgaver og læst til eksamen på den gammeldags måde, hvor man skal huske alt i hovedet. Men jeg har ikke været overbelastet overhovedet, og jeg har endda taget flere ECTS, end der blev krævet af mig. Jeg skriver det ikke for at være en arrogant stodder, men bare for at sige, at man ikke skal blive skræmt væk, hvis man har hørt vilde historier om niveauet på universitetet.

Jeg har løbende blogget om mine seks måneder i Amsterdam på www.amsterdreaming.wordpress.com, som er endt ud med at være en kæmpe kærlighedserklæring til min nye yndlingsby. Hvis det har interesse, er du selvfølgelig meget velkommen til at smutte forbi og læse mere detaljeret om mit ophold, og hvordan jeg har oplevet Amsterdam og hollænderne.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *