Journalistik i Utrecht og beyond

Af: Sofie Jensen Märcher, JOUR 3. semester

Wupti (knipser med fingrene) så var fem måneder kommet og gået.

Huse, træer og marker flyver forbi som toget kører hjem mod Aarhus. Ligeså gør mine minder fra de seneste fem måneder, mens jeg forsøger at formulere mine oplevelser på dansk, et sprog jeg ikke har snakket i min hverdag og som uden tvivl giver mig et smil på læben, når det synger i mine ører om nogle timer.

Jeg kan genkalde mig min ankomst i Utrecht som var det i går. Jeg ankom på campus med min 50 liters rygsæk på ryggen, og en kuffert, der ikke havde klaret turen, i hånden. Jeg slæbte den hen ad asfalten og måtte bruge hver en muskel for at nå min dør til værelse 157 i Johanna. Jeg var så umådeligt heldig at sikre et værelse blot fem minutters gang fra mit klasseværelse i Utrecht Science Park. Jeg nåede endelig døren og mødte mine rumboer for de næste fem måneder. En fra Østrig, en fra Belgien, en fra Florida og en fra Ungarn. Ikke længe efter min ankomst ringede det på døren. Ingen af os vidste hvad der foregik, men vi fandt efter lidt tid ud af at det var dørklokken. En tidligere beboer stod udenfor. Hun havde en af hendes tidligere rumboer med på Face Time og personen på Face Time plejede at bo på mit nye værelse. Hun fortalte at hun havde efterladt et brev, gemt i en kuvert bag ved gardinet. Brevet var den sødeste start på dette ophold. Jeg var klar på et helt nyt eventyr. Et eventyr jeg aldrig har prøvet før og aldrig nogensinde vil glemme.

At studere i udlandet

Cultural Journalism var navnet på mit kursus dette semester. Det bestod af journalistiske fag: Skills and Workshop, Research og CMP. Innovation, kunstfag og ekskursioner til Amsterdam, Berlin og én valgfri destination. Alt sammen ting og steder der har lært mig ting jeg ikke kunne have forestillet mig da jeg for fem måneder siden sad i toget i den modsatte retning.

Lad os starte bagfra. Jeg har netop afleveret min sidste opgave for semesteret. Et stykke journalistik jeg har arbejdet på siden slutningen af april, og et stykke journalistik jeg er meget stolt over at have produceret. Den 17. maj tog jeg klokken 00.35 med Flixbussen mod London. Næste dag foregik den hidtil største march for Palæstina. Jeg filmede den og besøgte en af lejrene for Palæstina på SOAS University i vest London. Min opgave handler om fællesskab og hvordan studerende finder fællesskab i deres aktivisme for Palæstina. Jeg lærte ikke kun om det fællesskabet en sådan lejr kan skabe, men jeg lærte om historien bag den nuværende krig. Vi havde to uger til at rejse ud i Europa og skrive/filme/optage vores historier. Jeg vidste jeg ville lave noget om fællesskab, og skæbnen sendte mig i retningen af fællesskabet i en studenterlejr for Palæstina i London. Det er en mulighed jeg aldrig før har haft og det gav mig blod på tanden i forhold til at lave mere journalistik i udlandet.

Opgaven før denne foregik i Berlin. Hele vores hold tog sammen med fire af vores kompetente undervisere til Berlin for at lære om ’Creative Cities’, kultur og at lave journalistik. Turen var en kulmination mellem vores fag Creative cities og vores journalistiske fag Skills and Workshop. Med Creative Cities lavede vi i grupper rundvisninger af forskellige nabolag. Jeg lavede rundvisning af området Reuterkiez og vores fokus var klasse. Vi fortalte vores medstuderende om forskellige tegn på klasse i området, og havde lært utroligt meget om dette lille område i vores research. Udover fire forskellige rundvisninger, med fire forskellige fokuser, i fire forskellige nabolag, besøgte vi også talrige museer, spiste god mad og lærte hinanden bedre at kende. Dette var dog kun de to en halv dag ud af fem. De sidste dage havde vi til at lave en journalistisk produktion. Mig og min veninde besluttede i Utrecht at vi gerne ville lave en lille dokumentar om en såkaldt foodforest i Berlin. Jeg lærte meget om at filme, ligesom jeg havde ønsket mig. Og denne nye viden brugte jeg ligeledes i mit fornævnte projekt i London.

Vi lavede også journalistiske opgaver i Nederlandene i begyndelsen af semesteret. Det var første gang jeg lavede journalistik om mennesker der ikke snakkede dansk, og det bliver i hvert fald ikke sidste gang.

At bo i udlandet

Jeg har rejst meget og jeg har også boet i udlandet en enkelt gang før, men ikke i fem måneder som dette udvekslingssemester har varet. At bo i udlandet fører mange ting med sig. En ting jeg virkelig nød ved det, var at få besøg af folk hjemmefra. Mine forældre og søster besøgte mig to gange. Den første gang viste jeg dem mit nye hjem og vi udforskede Amsterdam. Anden gang gik vi på opdagelse i et helt nyt område af Nederlandene. Min veninde hjemmefra besøgte mig også, min rejseveninde jeg mødte i Grækenland sidste sommer besøgte mig og så besøgte min farfar og hans kæreste mig. Alle mine besøg gav mig oplevelser jeg ikke ville have været for uden. Vi så både forskellige steder i Nederlandene, og jeg viste dem alle rundt i mit midlertidige hjemby Utrecht.

Tingene jeg glædede mig til at vise dem, og som de var spændte på at se var mange. Kanalerne i Utrecht var altid på listen. De flyder gennem hele byen, og er flankeret af hyggelige restauranter, caféer og lokale butikker. En ting jeg heller aldrig vil glemme at nævne, er det smukke kirketårn der langsomt igennem semesteret er blevet mere og mere afklædt af stillads. Tårnet har været under renovering og dækket af stillads de seneste seks år, så selv mine Nederlandske medstuderende, der havde boet i byen i fem år, har aldrig set kirketårnet uden stillads omkring det. Fra toppen er der en fantastisk udsigt. Du kan ikke bare overskue hele Utrecht, men se helt til Amsterdam, Rotterdam og hvis du er heldig, kan du skimte de Haag ude i horisonten.

Som sagt er byen fyldt med caféer og restauranter, og kulturen om disse er meget ligesom hjemme i Aarhus eller andre danske byer for den sags skyld. Selv i februar-kulden sidder folk med tæpper og nyder deres varme chokolade. I Nederlandene gælder det lige såvel som derhjemme, at der ikke findes dårligt vejr, blot forkert påklædning. Vejret er lige så forudsigeligt som i Danmark. Lige så vådt og befolkningen nyder solen når den er der, selv hvis det er under frysepunktet.

At være eller ikke at være international

Jeg kan godt lide at overgive mig helt til nye kulturer når jeg møder dem. Så, jeg skrev mig op til Nederlandsk undervisning før jeg ankom. Nederlandsk er for mig et utroligt sjovt sprog. Man kan nogle gange stoppe op et øjeblik og tro det er dansk man har hørt fra dem der gik forbi, men nej. Ofte er det bare en snyder, og de snakker Nederlandsk. Mine sprogtimer blev hurtigt et sted jeg kunne lære en masse om kulturen jeg nu levede i. Der er ikke meget kulturchok når man flytter fra Danmark til Nederlandene, men der er alligevel nogle forskelle. Jeg spurgte altid min sprogunderviser om kulturelle spørgsmål og forskelle, og jeg er næsten sikker på hun nød det lige så meget som jeg. Noget af min kulturelle læring, mødte jeg dog i undervisningen og ikke til sprogtimerne. Folk fra Nederlandene er meget direkte. Hvor danskerne måske er lidt for gode til at vandre rundt om den varme grød længere end nødvendigt, er dette ikke noget man vil møde i Nederlandene. De er direkte, siger tingene som de er, og det kan godt føles personligt af og til, men bare rolig, det er det ikke. Jeg snakkede både med mine undervisere og mine medstuderende om dette, og selvom man kan føle sig personligt angrebet af og til, er det ikke noget de hænger sig i. Det er blot deres kultur at sige tingene ligeud.

Som de fleste andre nationer (ikke alle, men de fleste) sætter Nederlænderne stor pris på at du forsøger at lære deres sprog. Men det er ikke altid de forstår hvad du forsøger at sige. Udtalen er uden tvivl det sværeste at lære. Men med Duolingo på hånden kan du forsøge at abe efter udtalen så godt du kan.

Det kan være svært at overgive sig helt til kulturen, når man lever med internationale, studerer med internationale og ikke snakker sproget. Men man kan spise stroopwafel, kroketen og biterballen og føle man er en del af kulturen. Man kan også deltage i sprogcaféer og andre sjove sager, hvis man gerne vil møde flere lokale. Vi havde en håndfuld Nederlændere i min klasse, så det skabte uden tvivl en større forståelse af kulturen. Uh, og du må endelig ikke glemme din cykel derhjemme! Den (eller en du finder dernede) får du uden tvivl brug for hvis du tager på udveksling i Nederlandene.

Er udveksling for mig?

Jeg var ikke et sekund i tvivl om at jeg skulle på udveksling da jeg valgte min videregående uddannelse. Men, det er jo ikke sikkert du sidder og har det på samme måde. Jeg vil uden tvivl anbefale at tage på udveksling, hvis du er interesseret i at lære om andre kulturer, hvis du gerne vil udforske horisonterne udenfor DMJX og specielt hvis du går med en udenrigskorrespondent i maven. Jeg vil i høj grad anbefale Cultural Journalism i Utrecht hvis du gerne vil opleve endnu mere end bare Utrecht. Ekskursioner og mulighederne for at lave journalstik i udlandet er noget af det bedste ved dette program!

Har du nogen spørgsmål om Utrecht eller om udveksling, eller er du bare nysgerrig er du mere end velkommen til at kontakte mig på 30281@dmjx.dk.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *