Af: Katrine Eisemann de Almeida, JOUR 3. sem
Jeg har været hjemme i Danmark nu i et par uger, og jeg savner allerede min udveksling helt vildt. At tage til et helt fremmed sted og så bare skulle finde ud af alting selv, har lært mig utrolig meget. Jeg ville ikke være det foruden. Så hvis du overvejer at tage afsted på udveksling, kan jeg kun sige ”gør det.” Du vil ikke fortryde det.
De fag jeg havde
Jeg vil anbefale alle, der vil på udveksling til München, at deltage i det intensive sprogkursus i marts. Jeg blev langt bedre til tysk på grund af det. Desuden gav sprogkurset mig også en god introduktion til Ludwig Maximilians Universität (LMU), og jeg fik en masse venner fra sprogkurset, som jeg ellers ikke ville have mødt, fordi de læste noget helt andet.
Jeg tog fagene:
- Crashcourse in Podcasting
- Media institutions in Munich
- Analysing networks of climate change disinformation on social platforms
- Insights into media audience measurement systems and their data
- Writing for academic purposes
”Crashcourse in Podcasting” valgte jeg, fordi jeg var ærgerlig over at misse radioforløbet, som de kørte med hjemme i Danmark på 3. semester. Dette fag er fuldstændig, hvad det lyder til. Vi lærte at lave vores egen podcast.
Jeg vil anbefale, at man som udvekslingsstuderende vælger faget ”Media institutions in Munich,” fordi man her kommer på en masse ekskursioner til diverse mediehuse i München og på den måde lærer mediemarkedet at kende i byen. En af vores opgaver til denne undervisning var, at vi skulle hver især vælge et af de mediehuse, vi skulle på ekskursion til og skrive en artikel om det. Vores artikler blev udgivet og kan læses her: https://sites.ifkw.lmu.de/internationals/latest-posts/ . Man fik ikke det største udbytte af undervisningen, men til gengæld fik man en masse sjove oplevelser.
I ”Analysing networks of climate change disinformation on social platforms” lærte vi, at der er forskellige former for disinformation på sociale medier, og hvordan man karakteriserer dem. Desuden lærte vi også at lave kampagner imod disinformation.
Mit yndlingsfag var ”Insights into media audience measurement systems and their data.” Her lærte vi om, hvordan man ved, hvor mange der f.eks. læser et eksemplar af en avis, eller hvor mange der rent faktisk ser med i TV’et, da der jo kan sidde flere og kigge på den samme skærm. Det, synes jeg, var utroligt spændende, men hvis man ikke er glad for tal, skal man nok ikke vælge det fag.
I faget ”Writing for academic purposes” lærte vi, hvordan man citerer korrekt, og hvordan man laver en rigtig litteraturliste ud fra APA-style. Jeg synes ikke, at jeg lærte noget nyt her, da alt vi lærte, havde jeg lært på DMJX. Men hvis man har svært ved de formelle krav, når man skriver en opgave, giver det her fag selvfølgelig god mening at vælge.
Jeg havde ingen eksamener i mine fag, kun skriftlige afleveringer. Hvilket var skønt! Så skulle jeg ikke blive i München til eksamensperioden var slut, jeg kunne bare tage hjem og skrive de sidste opgaver færdig i Danmark.
Ting du bare skal opleve
Hvis du beslutter dig for at tage til München på udveksling, så er der et par ting, jeg virkelig vil anbefale dig at tage til. Tag enten til Oktoberfest (hvis du er afsted på vintersemesteret) eller til Frühlingsfest (hvis du er afsted på sommersemesteret), det er virkelig en kæmpe oplevelse, som giver dig et godt indblik i den bayerske kultur.
To store begivenheder, der finder sted i sommersemesteret, som du heller ikke må misse, er Sommerfesten på LMU og Drachenbootrennen. Til sommerfesten på LMU laver de hovedbygningen om til en kæmpe fest. Der er forskellige DJs i forelæsningssalene, koncerter ude i gården og diverse andre ting, man kan prøve. Drachenbootrennen kan nok bedst sammenlignes med kapsejladsen i Aarhus, her er det forskellige universiteter og fakulteter, der er klædt ud og kæmper mod hinanden i en form for roning. Så det må du endelig ikke gå glip af. God tur!