Af Stephanie Poulsen, Kommunikation
Så er jeg netop hjemvendt fra udveksling på San Francisco State University, og hold nu op en rejse!
Skolen
Selve skolen var ikke det jeg primært tog afsted for, men det viste sig, at jeg fik en hel del ud af det alligevel. Niveauet er knap så højt som hjemme på DMJX og i Danmark generelt, selvom amerikanerne nok selv ville mene det modsatte. Der er en meget loose kultur, især i San Francisco, hvor folk kommer og går til fagene som de har lyst – også selvom der i princippet er mødepligt. Du skal derfor ikke være bange for at misse et par timer, medmindre I har en quiz, som de går utroligt meget op i.
Inden jeg tog afsted, var jeg meget sikker på de fag jeg havde valgt, men pga. noget omrokering var jeg tvunget til at vælge lidt om i den første uge. Heldigvis for USA er det sådan, at man kan bytte fag helt indtil 2. skoleuge, så det viste sig ikke at være et problem. Jeg benyttede mig af det såkaldte ’course crashing’ hvor man bare dukker op til en time, selvom holdet egentlig er fuldt booket, og hvis nogen så ikke er dukket op, får du lov til at joine i stedet. Utroligt succesfuldt og kan klart anbefales hvis man lige vil teste nogle forskellige fag.
Jeg havde fagene:
Digital media basics
Faget berørte meget spændende og aktuelle emner inden for digitale medier, men reelt går faget ud på at du til sidst kan lave en hjemmeside. Læreren, Lena Zhang, var meget old school og specifik i hvad hun ønskede, men så længe du opfyldte det, klarede du dig helt fint.
Creative podcasting
Læreren Jeff Jacoby var meget ’ung med de unge’ og en rigtig hyggefætter. Timerne gik mest med at han snakkede og vi lyttede til hinandens podcasts, hvilket var hyggeligt nok, men også lidt langtrukkent. Vi fik ingen undervisning i optagelse/redigering/produktion eller lignende, så hvis du ingen erfaring har med det, ville jeg måske vælge et andet fag.
Media and society
Et 100% online fag som dog blev eksekveret rigtig godt. Hver uge var det noget læsestof/video man skulle gennemføre for at besvare ugens quiz. Fagets final exam blev lavet i små dele gennem hele semestret så man ikke sad med en kæmpe opgave til sidst, og læreren var rigtig god til at svare på spørgsmål og meget imødekommende hvis man ville lave en opgave lidt anderledes.
Conflict resolution
Jeg havde Douglas Speilman i dette fag, og det blev lidt nogle snakketimer. Der var mange klassediskussioner og forelæsninger, men relativt nemt ift. at det er et 4 unit fag. Selve stoffet var lidt repeterende fra de første semestre på kommunikation, men det gav bare en fordel.
Critical approaches to culture and communication
Egentlig et ok spændende fag, men jeg havde det lidt svært ved at deltage 100% i det, da jeg altid var bange for at sige noget forkert. Folk var meget woke og snakkene gik mest på hvordan USA kunne behandle minoriteter bedre og hvor synd det var for alle der ikke var hvide, rige mænd. Dog et meget indsigtsgivende fag.
Fritid
Ud over skole havde jeg en masse fritid, som blev brugt på restaurantbesøg, weekendture, ferier, sportsbegivenheder osv. osv. Der er MASSERE at lave i SF, og du kommer helt sikkert ikke til at kede dig.
Et par hurtige anbefalinger:
- Golden Gate Park
- Alamo Drafthouse biograf
- Dolores Park
- Se en basket kamp i Chase Center
- Vandre SF’s bakkede gader tynde og udforsk de mange unikke neighborhoods (især Noe Valley, Marina, Castro, Mission Dolores og Lower Haight er skønne)
Jeg boede i Mission kvarteret, hvilket jeg var meget glad for, men kan også helt klart anbefale de førnævnte kvarterer samt Hayes Valley.
Og til sidst vil jeg bare sige: tag afsted, nyd det og vær forberedt på at bruge mange penge, for hold nu op SF er en dyr by!