HOGESCHOOL UTRECHT, HOLLAND

Af Selina Coley, Kommunikation

Hej 👋

Mit udvekslingsophold blev langt fra, hvad jeg havde håbet, og det kan jeg takke dumme Corona for. Det blev til sølle halvanden måned, hvorefter jeg måtte rejse hjem og færdiggøre semesteret fra min computer i København. Derfor kommer dette skriv ikke til at give et fuldt billede af, hvordan det er at være udvekslingsstuderende. Jeg har dog stadig nogle ord, jeg kan give dig med på vejen, hvis du overvejer Utrecht.

Hvorfor Utrecht?

Utrecht er en lille vidunderlig hollandsk perle, som jeg kun kan give min varmeste anbefalinger. De fineste kanaler løber gennem byen med de karakteristiske hollandske bygninger på siderne og cafeer ved bredden. Det minder om Amsterdam, men er langt mindre overrendt. Utrecht er en by man hurtigt føler sig hjemme i, og så er hollænderne simpelthen så søde.

Hvor skal man bo?

Søg igennem student housing organisationen SSH – de har en masse boliger som er tilknyttet universiteterne i byen, og det er klart den bedste og billigste løsning. https://www.sshxl.nl/en

Jeg boede på kollegiet Johanna Building, som er et kollegie på campus. Jeg boede i en lejlighed med fem – vi havde hvert vores værelse på ca. 20 m2 og delte køkken alrum, toilet og bad. Jeg betalte ca. 500 €/mdr. Af alle kollegierne er Johanna by far det lækreste. Johanna ligger på campus, hvilket gør det dejligt hurtigt at komme i skole, men det betyder også, at man bor ca. 5 km fra centrum. Jeg synes slet ikke det gjorde noget – der går sporvogne, busser og tog hele tiden, og skaffer du en cykel, tager det kun 15-20 minutter at være inde.

Når du skal søge bolig, så skal du være hurtig! Det er først til mølle, så sid klar når de åbner og vær hurtig på tasterne.

Det faglige

Semesteret på HU er opdelt i to moduler. Jeg valgte at kombinere fag indenfor to linjer: Creative Business og Media Psychology, og jeg havde fagene:

  • Branding Fundamentals (Creative Business)
  • Creativity (Creative Business)
  • Mass Media and Mass Persuasion (Media Psychology)
  • Psychological Effects of the Media (Media Psychology)
  • Cyberpsychology (Media Psychology)
  • Psychology of News Framing (Media Psychology)

Begge linjer har kun 5 ETCS points fag, hvilket vil sige at man har tre fag pr. modul – seks fag i alt. Det gør strukturen anderledes, end vi er vant til fra DMJX, da man har mange fag over en kort periode og mange eksamener for at opnå de 30 ETCS point. Til gengæld er niveauet generelt set lavere end i Danmark.

Det sociale

Der er uendelige arrangementer, man kan deltage i. Foreningen ESN arrangerer en pakket introuge med en masse udvekslingsstuderende, kollegierne hoster også ofte arrangementer, og BuddyGoDutch kan parre dig op med en lokal, som kan vise dig byen og give dig et indblik i den hollandske verden. Der er virkelig mange muligheder for at være social, don’t worry.

Du får brug for en cykel

Utrecht er en cykelby, og jeg ville klart anbefale at du skaffer dig en Swapfiets cykel med det samme. Det koster ca. 20 €/mdr.

OV-chipkaart
Køb det allerede når du lander i lufthavnen. Du kommer til at bruge det, når du skal bruge offentlig transport og du sparer penge på hver rejse. Det fungerer stort set ligesom det danske rejsekort.

Spørgsmål?

Du er mere end velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål. Min mail er: sebigeco@dmjx.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *