Af: Trina Marie Tystrup Nielsen

Når jeg tænker tilbage på det nu, føltes det som en urealistisk drøm, da jeg stod i køen til flyet i Københavns Lufthavn. 5 dage forinden havde jeg siddet på min sædvanlige plads ved skrivebordet på B.T.-redaktionen. Nu var jeg på vej til at skulle  bo på den anden side af jorden i fem måneder. Jeg havde absolut ingen forventninger. Jeg anede ingenting om New Zealand. Og så skulle også jeg snart finde ud af, hvor lidt jeg egentlig vidste om mig selv. 

Christchurch i juli-måned kunne lige så godt have været en vestjysk provinsby i november, som jeg kørte der i taxaen fra lufthavnen mod studieboligerne Illam Apartments ved Canterbury University. Knap fire måneder forinden havde der været et terrorangreb i Al Noor Moskeen godt tre kilometer fra, hvor jeg skulle bo. Og otte år tidligere havde et omfattende jordskælv lagt byen i ruiner. Begge dybt tragiske begivenheder, der i den grad havde mærket den næststørste by i New Zealand og dens indbyggere både på godt og ondt. Det var klart. Men hvordan det havde influeret folket, der boede der, vidste jeg ikke. Mon de var blevet bange, bitre eller måske indelukket?

Ingen af delene. Tværtimod.

Folk i Christchurch er de mest imødekommende, empatiske og nærværende mennesker, jeg har mødt. Der emmer af en forståelse for hinanden og et sammenhold, som man ikke finder i København. Det er de små ting, der gør det, som når man stiger ud af bussen og altid kaster et højlydt ‘thank you’ tilbage til buschaufføren, og når man køber ind og altid bliver mødt, med hvad der virker som en helt oprigtig interesse for, hvad man har lavet i løbet af dagen, og hvordan man har det. I starten turde jeg ikke selv sige tak til buschaufføren, og når de spurgte ind til mig bag kassen, svarede jeg kort og tænkte, at jeg ikke ville være til besvær. Men der gik ikke længe, før det blev en forankret del af min hverdag, og i dag sidder den dybtfølte medmenneskelighed stadig i mig. Og jeg vil gøre mit for, at den ikke bliver udvisket herhjemme.

På uni var sangen den helt samme. Her blev man mødt i øjenhøjde af alle – elever som undervisere, og der var en grundlæggende følelse af tryghed og rummelighed på hele campus. Jeg kom fra et mere eller mindre overfladisk miljø i København, hvor jeg var vant til at føle, at jeg skulle tage mig godt ud på alle ledder og kanter. Jeg var blevet god til at definere mig selv ud fra mine ydre omgivelser og omstændigheder. Mit job, mine venner, mit udseende, min bolig. Og pludselig betød intet af det noget længere. Folk på uni gik ikke op i det, og det var det mest befriende, da jeg jeg begyndte at genopdage mig selv uden nogle ydre definerende faktorer. Der var ikke nogen, der dømte hinanden på overfladiske natklubber, hvor man skulle se ud på en bestemt måde og ikke tale sammen, fordi musikken var for høj. Men i stedet var der sjove flat-parties, hvor man dansede i joggingtøj på stuebordet og snakkede om stort og småt i sofaen. 

Det er svært at skulle beskrive mit udvekslingsophold med få ord. Også med mange ord egentlig. Mit udvekslingsophold i Christchurch er en følelse, der sidder i mig. En følelse, jeg under alle.