Af Jakob Flarup

Kigger jeg tilbage på de sidste fem måneder af mit liv, er det med en noget ambivalent følelse, jeg sidder tilbage med. Fem måneder, der ikke var de bedste nogensinde, men også fem måneder, jeg ikke vil bytte med noget andet, på trods af at jeg da har været lidt misundelig på mine medstuderende, der i skrivende stund allerede nu kan kalde sig for journalister.

Jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg skulle forvente af Knoxville, Tennessee. Navnet lød sejt, og så var det tæt på Nashville, som jeg altid gerne har villet opleve. Men det var jo i Syden. Så det måtte være noget med ”Gud er stor, guns er i orden, og homoseksuelle bør finde sig et andet sted at være”. Så sort på hvidt var det dog ikke. Men især det med Gud og guns var i retningen derhen ad, da kirker næsten var i overtal i forhold til fast food restauranter, og Tennessee implementerede en lov, mens jeg var der, der gjorde det lovligt at bære våben i det offentlige rum uden at have tilladelse. ’Murica!

Har du ikke bil derovre, er der ikke meget at lave i Knoxville andet end at gå på bar og drikke billige PBR’s eller æde McDonalds-mad til halv pris i forhold til Danmark. Især hvis du er der i foråret, hvor den amerikanske football sæson er sat på standby. Sunspot blev med deres lækre tagterrasse stamsted, når det var godt vejr, hvad end der var tale om Martini Monday, Pint Night om tirsdagen og torsdagen eller Wine Night om onsdagen. Det med bilen er også nødvendigt, hvis du vil handle stort ind i enten Kroger eller Walmart. Et godt råd er derfor at blive venner med nogen, som ejer en bil, eller, hvis du har råd, købe en selv og sælge den ved semestrets udgang. Det gør, at du kan opleve en anden side af Knoxville, der rent faktisk har noget natur at byde på. En ting, som jeg først fandt ud af den sidste dag, jeg var i byen. Det gør også, at du kan drøne til Smoky Mountains, der ligger en times kørsel væk. Et sted, som jeg inderligt fortryder, at jeg ikke besøgte, mens jeg var i området. To sum it up: Den offentlige transport er simpelthen elendig.

På det sociale plan var jeg i starten ret nervøs. Ikke fordi, jeg ikke er socialt anlagt. Tværtimod. Men fordi, at jeg virkelig følte mig gammel i forhold til resten af de internationale studerende, som hovedsagligt var mellem 19 og 22 år. Jeg selv blev 27 under mit ophold. Men hurtigt fandt jeg Ethan, Nathan, Cate og Rachel, som hurtigt tilsammen blev min bedre halvdel. Faktisk var det udelukkende dem, jeg hang med i lidt over fire måneder, og disse fire bekendtskaber er noget af det, jeg ikke vil bytte for noget som helst andet. Det var dem, jeg tog på Sunspot, Half Barrel, GPT eller Press Pub med, dem, jeg rejste med, og dem, der ligesom udgjorde det bedste af min tid i Tennessee. Bl.a. tog Ethan og jeg på en noget alternativ Spring Break, da vi rejste til iskolde Montreal og kørte i bus og couchsurfede hele vejen tilbage til Knoxville (Megabus har af og til billetter ned til $1 – hvordan, er mig stadig en gåde).

Der kan siges en del godt om University of Tennessee’s måde at køre udvekslingsforløbet for internationale studerende på. Der er i starten masser af gratis mad og sociale aktiviteter. Men det at være ”tvunget” til at bo på Campus som 27-årig, var ikke altid det fedeste. Jo, du er tættere på dér, hvor det sker, og du møder mange nye mennesker (jeg var da sikkert ikke blevet så gode venner med de fire hoveder nævnt ovenover, hvis ikke jeg havde boet på Campus). Men at skulle dele værelse med en og dermed blive frataget enhver form for privatliv var i starten en anelse grænseoverskridende og rent ud sagt ikke skide fedt. Mange af de folk, som bor der, har ikke været vant til at bo væk fra deres forældre før, og det bærer deres ageren også præg af. Hermed sagt, at du skal være forberedt på, at nogle mennesker simpelthen ikke ved, hvad det vil sige at tage ansvar, eller hvad en støvsuger eller opvaskebørste er. Jeg boede f.eks. med en 19-årig, der kunne finde på at lave kaffe, spilde kaffepulver ud over hele køkkengulvet og så bare lade det ligge. Eller min 21-årige kinesiske værelseskammerat, som en dag spildte et helt glas vand under sofaen. Jeg spurgte: Ehh, are you gonna clean that up? Han svarede: ”It’s okay. It will dry”. Jo, nævnte jeg det over for dem, men der var ikke rigtigt noget, der virkede. Så du bør være tålmodig, overbærende og tænke, at du kun skal bo sådan i fire måneder (medmindre du selvfølgelig er okay med svineri). Derfor bør det at bo på Campus være valgfrit. Men universitetet høster selvfølgelig kassen på have folk boende på der (det er ca. dobbelt så dyrt, som hvis du havde dit eget værelse 5-10 minutter væk derfra). Så det er på sin vis forståeligt nok. Og så er det jo også real American college life.

Jeg ved godt, at jeg ikke lyder overvejende positiv, men jeg havde alligevel fire fantastiske måneder med awesome bekendtskaber, plus at jeg besøgte en helvedes masse stater og følte mig af og til fem år yngre igen.

Og så lige et godt råd til dig, som skal til USA: Det amerikanske undervisningssystem kan hurtigt komme til at føles trættende og meget, meget tung. Men du lærer hurtigt at finde en balancegang mellem det sociale og det faglige. Mere vil jeg ikke sige om dette.

Hvis du vil læse mere og se billeder fra opholdet, kan du besøge min blog på mrgegegoestotennessee.blogspot.com

Af Mikkel Secher

Da jeg i december pakkede mine tasker og gjorde mig klar til at forlade Knoxville, glædede jeg mig egentlig til at rejse fra den by, der havde været mit hjem i fire måneder. Trods masser af gode oplevelser, følte jeg ikke byen havde mere at byde på, og jeg trængte til luftforandring. Det varede dog kun, indtil jeg kom hjem. Nu savner jeg allerede livet i Knoxville og på University of Tennessee.

Under mit ophold boede jeg som alle andre udvekslingsstuderende i Apartment Residence Hall, der ligger på campus. Man bliver automatisk indskrevet til at bo her, men det fjernede i det mindste eventuel panik over at skulle finde bolig på egen hånd. Lejlighederne er som sådan fine nok, men man bor som udgangspunkt fire sammen i én lejlighed og to på samme værelse. Jeg havde derfor hjemmefra kontaktet universitetet og bedt om at få mit eget værelse – det var en anelse dyrere, men det var virkelig alle pengene værd. Jeg kan kun opfordre fremtidige studerende til at gøre det samme; send en mail til housing@utk.edu hurtigst muligt og søg om en single bedroom apartment.

Trods mit ønske om muligheden for lidt privatliv boede jeg stadig i ”The International Village”, som er navnet på de to etager, hvor stort set alle udvekslingsstuderende bor sammen med nogle amerikanere, som selv har søgt om at bo her. Det er rigtig fedt, da man derved hurtigt får et godt sammenhold og nemt kan noget med hinanden.

Det største minus – når man vel og mærke kommer fra frisindede Danmark – er, at UTK er et såkaldt dry campus, hvor man ikke må drikke. Dette kan dog omgås, hvis man ikke larmer i lejlighederne, ligesom den store bar-gade ”The Strip” ligger blot fem minutters gang fra lejlighederne. Her kommer man for resten nemt til at bruge en masse tid med at drikke billige, tynde amerikanske øl. Det var aldrig et problem at finde nogen, der ville med ud at spise $5 burgers og drikke $1 drafts. Hvis du lyster, kan du gennem amerikanerne også finde frem til forskellige privatfester uden for campus, hvor der er kegs og party cups som i enhver amerikansk teenage-film.

Da jeg i sin tid ankom til Knoxville fandt jeg hurtigt ind i en hverdag, selvom alting var nyt og det meste lidt anderledes, end jeg var vant til. Det internationale hus på universitetet har en masse gode arrangementer, der både ryster de internationale sammen og som hjælper dig med at komme på plads med dine fag eller indkøbsture. Jeg kan kun opfordre til at deltage i så mange intro-arrangementer som muligt – de resterende i løbet af semestret deltog jeg stort set ikke i – da det er den hurtigste måde at få nye bekendtskaber.

Universitetet har masser af tilbud til sport og aktivitet og de har et stort fitnesscenter, du gratis kan benytte. Der er masser af amerikanske oplevelser i form af football (efterår) og basketball (forår), som er værd at gå til (også selvom du ikke er sportsinteresseret) alene på grund af de store arenaer og den unikke stemning.

Undervisningen er, hvad du selv gør den til. I de fleste fag er det forholdsvis nemt at få en god karakter, hvis du bare følger underviserens anvisninger – også selvom du ikke læser lektier hver gang. Men vil du hellere bruge den tid på noget andet, er det også til at snige sig igennem fagene med minimal indsats, hvilket synes at være indstillingen hos flere af amerikanerne. Fagbeskrivelserne på universitetets hjemmeside kombineret med elevernes beskrivelse af underviseren (ratemyprofessors.com) giver dig et ret godt indblik i både fagenes indhold og ambitionsniveau.

Jeg følte i starten, at jeg havde utroligt travlt, men efter et par uger faldt hverdagen på plads, og jeg havde både tid til lektier og at socialt liv ved siden af og til weekendture til andre byer. Sidstnævnte kan blive tiltrængt, da Knoxville – dejlig som den er – dog ikke har meget at byde på som by. Så sørg for at have lidt ekstra opsparing med, hvis ikke du vil sidde alene tilbage, når alle de andre udvekslingsstuderende rejser væk i løbet af semestret.

Men bortset fra det har jeg kun positive ting at sige om mit ophold i small town America og  University of Tennessee.

Southern Hospitality for begyndere

Det største kulturchok i Knoxville, Tennessee midt i bibelbæltet, var hverken en overdreven religiøsitet eller nationalpatriotismen, der bliver præket i medierne. Det var derimod en varme og en nysgerrighed efter at lære andre folk og kulturer at kende, man som journalist og dansker kan lære meget af.

Af Jonas Hjortdal

”Så du kan godt lide italiensk mad? Min onkel er italiener. Hvad siger du til at komme over og prøve hans pasta en gang i næste uge?” Ordene kommer fra min medsammensvorne Ashley, der har meldt sig sammen med mig som frivillig til at stå i den europæiske bod, hvor vi sammen skal ’sælge’ udlandsophold til interesserede amerikanske studerende. Det er da Ashley, hun hedder, er det ikke? Vi har knap nok fået overstået formaliteterne, og jeg kan allerede se mig selv ved et klassisk italiensk middagsselskab med store armbevægelser og dramatisk gestik. Det er så typisk amerikansk. Jeg nåede kun at stå i boden i halvanden time, men to af de amerikanere, jeg mødte der, har jeg haft kontakt med, siden jeg vendte hjem til Danmark.

Det kan godt være, det tager lidt tid at vænne sig til, at der ikke nødvendigvis er en medsammensvoren, der fisker din pung op af baglommen, hvis en fremmed henvender sig til dig på gaden. Eller at det rent faktisk er et oprigtigt forslag, når en veninde, du kun har mødt to gange i løbet af semestret, tilbyder, at du da bare kan overnatte hos broren i New York, når nu du skal på rundrejse efter semestret. Selv i en profession, hvor man skal leve af sin nysgerrighed, har det været en positiv mavepuster at tilbringe et halvt år i bibelbæltet. Så længe, det er medmenneskeligheden og næstekærligheden, der bliver lagt størst pris på, må selv en svoren ateist sænke paraderne.

At nysgerrigheden så ikke altid afspejler sig i en voldsomt bred horisont, og det at placere Europa på et verdenskort ofte kan være sværere end at placere den berømte hale på grisen med bind for øjnene, det er en anden historie. Men så er man i den privilegerede situation at kunne give noget den anden vej. For viljen til at lære er dybt forankret i både mentalitet og uddannelsessystem. Og om ikke andet giver det ekstra perspektiv en unik mulighed for at score et par lette point og imponere underviserne.

Deep South

Du behøver ikke være fan af orange, for at studere i Tennessee, men det hjælper…

Af Sofie Marie Ottsen

”Go Big Orange, Go!” synger cheerleaderne mens de løfter papskilte, der signalere, hvornår de mange tusinde publikummer skal heppe. Det 60 mand store blæserorkester begynder de første toner af ”Rocky Top”, University of Tennessees uofficielle nationalsang, og vi synger alle sammen med. Det her er Knoxville. Og du lærer hurtigt teksten.

”Why? Why the fuck would you go there, when you can come here?” spurgte en ung mand mig på en bar i San Francisco i sidste uge. Jeg havde lige fortalt ham, at jeg studerede i Tennessee. Efter fem måneder i Amerikas varme Syd vænner man sig så småt til, at det er den attitude, man bliver mødt med, hvis man bevæger sig nordpå eller ud til kysterne. Tennessee er åbenbart et sted fyldt med republikanske fundamentalister, kristne galninge, bøsse-hadende machomænd og solariebrune sorority-tøser. Og hvorfor skulle man frivilligt flytte hertil? Fordi damen i Walgreens kalder dig doll face, fordi alle døre til alle sydstatshjerter står vidtåbne og parat til at byde dig indenfor og fordi alle burde lære, hvordan man udtaler Maryville med sydstats-twang (”Murrv’l).

Men det er ikke alt sammen løgn – det der, du tror, du ved om Syden. De er her skam, de republikanske bøssehadere og de fallerede beauty queens og dirt poor rednecks. Og kristendommen er slet ikke til at slippe udenom. På vej til skole over campus-området står tit gale missionærer, der mener, at alle andre end dem selv er lige lukt på vej i Helvede. Og der hersker da også en hvis form for manikureret strømlinethed blandt mange af de unge her; pigerne er sportsagtige og falskt jomfruelige, drengene drikker bajere og siger Dude. Men det er også lidt det fede. Og du skylder dig selv, og de mange timer af dit liv du har brugt på at nedsvælge amerikansk kultur gennem teen-film og TV-serier, at tage et kig ind i den del af USA, du sandsynligvis kun har set gennem andre folks fordomme.

Universitetet er allright. Ud af mine fire fag var et af dem helt fantastisk, et andet ok, et tredje sådan bob-bob og det sidste dræbende kedeligt. Du kommer til at lave lektier – men du kommer også til at få gode karakterer. Mange af professorerne er vilde med din danske selvstændighed, dine eksotiske holdninger og din fede accent (tro mig – du er mere eksotisk end du går rundt og tror).

Som studerende i Tennessee kommer du til at bo ret tæt med skolens andre udvekslingsstuderende. Det er fint nok. Og du kommer også til at tage på utallige rejser ud i landet. Det er vildt fedt. Og så kommer du til at se en hel masse sport. Hvis du lander i foråret, er det især basketball og baseball. Om efteråret står den på sveddryppende football. Og før du ved af det, så står du der i din skrigorange T-shirt og hujer med på Rocky Top like a pro. Og du mærker næsten ikke varmen eller luftfugtigheden, der får det til at føles som om du går ind i en finsk sauna, hver gang du bevæger sig udenfor.

Jeg kan ikke få mig selv til andet end varmt og fugtigt at anbefale et semester i Knoxville. Og lad dig ikke skræmme væk af at UT har hvad man kalder en ”dry campus” (som i No Alcohol Allowed Ever). Efter at have tilbragt en vidunderlig eftermiddag til Alcohol Education Meeting med Corporal roach efter temmelig ikke-dry fest på campus, så kan jeg ikke understrege nok, at selv det tilsyneladende negative er en stor, stor oplevelse hernede.