Category Archives: Dublin Institute of Technology

Dublin Institute of Technology (DIT)

Af Jesper Nørgaard Thomsen, journalist

Lad mig startet med at sige det med det samme. Efter mit halve år i Irland er jeg fuldstændig forelsket i landet. Irerne er fantastiske mennesker – høflige, ufattelige hjælpsomme, flinke og umådelig sjove. Noget af det bedste ved Dublin er stemningen i byen og alle de fantastiske kringelkroge med små butikker, historiske bygninger, caféer og ikke mindst pubber i verdensklasse. Men de kæmper også med deres problemer, som alle andre storbyer. Flere dele af byen er præget af faldefærdige bygninger og mange hjemløse, men generelt har jeg næsten kun gode ting at sige om byen.

Dublin ligger rigtig smukt placeret ved østkysten. Jeg var selv så heldig at bo lige ned til floden Liffey, som snor sig gennem byen. Jeg boede tæt ved Smithfield på nordsiden af floden med gåafstand til Phoenix Park. Det fakultet (School of Media) som jeg gik på, ligger på sydsiden af floden lige i udkanten af Creative Quarter, som er kendetegnet ved små hyggelige gade med små butikker, cafeer og pubber. Og ikke langt herfra ligger det berømte Tempel Bar område.

Irland er helt generelt et utroligt smukt land. Jeg nåede slet ikke at se alt det, jeg gerne ville. Jeg nåede for eksempel aldrig til vestkysten, som ellers anbefales af alle. Jeg har været en del i området omkring Dublin. Du må især ikke snyde dig selv for at besøge Bray Head, som er et klippefyldt bakket område syd for Dublin. Her får du en fantastisk udsigt over hele byen og den smukke kyst. Desuden er der en asfalteret vandresti hele vejen langs klippekysten fra byen Bray til Graystones. Det er nemt at komme derned med toget DART, som svarer til S-toget i København. Det kører meget ofte, og det tager cirka 25 minutter at komme til byen.

Desuden vil jeg anbefale at tage til forstaden Dún Laoghaire, som også ligger på DART-nettet og er samme vej som Bray. Det er en havneby med en over en kilometer lang mole. Her er utroligt hyggeligt og stemningsfyldt med masser af mennesker og små boder.

Jeg har også besøgt Belfast i Nordirland. Det kan også anbefales, da man på den måde oplever forskellen mellem de to lande og får en lidt bedre forståelse af alle de problemer, der har været og stadig er mellem de to lande. Det er nemt at tage toget fra Dublin til Belfast – de kører ret ofte, og det tager cirka to timer. Derudover kan det også anbefales at besøge Howth, Glendalough og som sagt Vestkysten, selvom jeg aldrig selv nåede derud.

Angående boligsituationen er det meget nødvendigt at være ud i god tid. DIT kan henvise dig til flere udlejningssider, men de har endnu ikke selv nogle kollegier – de er alle sammen privatejet, og der er i den grad rift om dem. Jeg endte med at tage derover, uden at have noget at bo i. Jeg startede med at leje noget via Airbnb, og var så heldig at kunne leje et værelse for hele perioden, hos den person, jeg startede med at leje et værelse fra. DIT advarer kraftigt mod at betale noget som helst hjemmefra, før du har set lejligheden, da mange studerende bliver snydt. Det er også en god ide at melde sig ind i forskellige grupper på Facebook. Der er blandt andet en gruppe for Erasmus-studerende og for danskere i Dublin.

Når du ankommer til skolen, er der introduktionsuge for alle udvekslingsstuderende med information om opholdet og forskellige arrangementer fordelt over ugen. Sørg for at være hurtig til at tilmelde dig de arrangementer du gider, for der er nemlig ikke plads til alle! Udover introduktionen skal du også vælge fag. Det sker i samarbejde med en kontaktperson på skolen, som hjælper dig med dine ønsker, og ser om det kan lade sig gøre. Jeg oplevede en meget afslappet holdning omkring fagvalgene – sådan lidt: ”Det skal vi nok få styr på hen ad vejen.” Det er også fint nok, men jeg vil alligevel opfordre til, at du rimelig hurtigt tager fat til din kontaktperson (du får oplyst, hvem det er i en mail), så du kan få styr på det. Det er også en god ide at prøve flere hold, end du ender med at tage, så du får en fornemmelse af, om det er noget for dig. Jeg valgt to hold fra på den måde.

Angående fag har jeg en klar anbefaling: Tag ”Irish Culture Studies.” Det er forholdsvis spændende, og du får en generel introduktion til det irske samfund, men der hvor faget virkelig vinder, er på det sociale område og underviseren, Marc. Faget er kun for udvekslingsstuderende, så du lærer en masse andre at kender fra hele verden, og så er underviseren Marc bare sjov og utrolig underholdende. Han kan få alt kedeligt materiale til at være spændende. Desuden tager han flere gange i løbet af semesteret de studerede med på hans yndlingspubber rundt omkring i byen til en pint eller to – det er et must. Faget tæller for 5 ECTS, er godkendt af DMJX og så er der kun tre skriftlige aflevering i løbet af semesteret – og ingen eksamen.

Jeg havde i øvrigt fagene ”New Media and The Public Sphere,” ”Introduction to Film Studies,” ”Studies in Documentary” og ”Cinema and Modernity.” Jeg vil ikke til at beskrive hver enkelt fag, men opfordrer til, at du tjekker grundigt, hvordan der undervises, og hvilke opgaver/eksamen der er. Jeg havde to skriftlige eksamener. De tager tre timer, foregår i hånden med en kuglepen og uden hjælpemidler undtaget en ordbog – så overvej det grundigt, inden du vælger.

På den sociale front er der især ét tiltag, som jeg kraftigt vil opfordre til, at man overvejer. Det er DIT’s såkaldte Societies – altså små klubber man kan melde sig ind i. Da jeg startede på skolen, var der lidt over 100 societies. Klubberne bliver styret af de studerende, og jeg kan love, at der er noget for enhver smag. Der er Societies om Disney, film, gaming, vandreture, klatring, madlavning, Harry Potter, fly, dans, DJ, mode, lov, religion og så videre. Jeg var med i flere societies blandt andet gaming, fly og klatring. Som regel har de forskellige societies én aften om unge, hvor man mødes og laver det, som man nu gør i det pågældende society. Til gaming mødtes vi hver tirsdag og spillede forskellige spil, hvor der også var konkurrencer og oftest også mad. Ved begyndelsen af hvert semester afholdes der en messe på hvert fakultet hen over en uge, hvor de fleste societies har en stand. Her kan du høre lidt om, hvad det går ud på og melde dig ind. Det koster 1-2 Euro, men så får du oftest også en lille velkomstgave, et rabatkort til butikker og cafeer i byen og et medlemsbevis. Altså en helt klar opfordring til at melde dig ind.

Som jeg også nævnte i starten af artiklen, så elsker jeg Irland. Det er et land, som endnu ikke har rejst sig helt efter den økonomiske krise. Men det har ikke ødelagt irernes gode humør – tværtimod vil jeg sige. De har bevaret deres fantastiske humor og afslappet tilgang til livet. Så hvis du vil lære ikke at tage livet alt for tungt og at alting nok skal ordne sig – især med hjælp fra god øl og mad, så er Irland det rette sted for dig. For mit eget vedkommende er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg vender tilbage til Irland igen.

Dublin Institute of Technology

Af Liv Høybye

Inden jeg tog til Dublin og Irland var min viden og mine forventninger ærlig talt begrænsede. Det var noget med en masse regn, en masse græs og vist nok en hulens masse Guiness og whiskey. Alt det var det – ja, faktisk ankom vi midt i den værste vinter i – hold nu fast – 200 år. Og hvordan tackler man lige det? På pubben.

Mit første indtryk var fattigdom, misbrug, nedslidte bymiljøer og en stemning præget af håbløshed. Da boede vi i East Wall, på nordsiden af floden Liffey, og det er her de barske områder ligger. Det vidste vi bare ikke. I løbet af to uger rykkede vi til sydsiden af Liffey, til  området Dublin 8. Vi boede midt i centrum med to minutter til Temple Bar og ti minutter til fakultetet på Angier Street. Og her ændrede mit indtryk sig – Dublin er også en tjekket og charmerende by med en masse velbevaret historie og alle de ting, man forventer af en europæisk storby. Der er et hav af ting at foretage sig og små udflugter at tage på. Jeg vil  fremhæve Howth – en halvø 30 minutters togtur fra Dublin. Her får man et indtryk af den vilde irske natur og promenaden med fiskerestauranter er fantastisk. Et lækkert pusterum, når storbyen trykker.

Et godt råd er vente med endelig indlogering til ankomsten til Dublin og lige føle sig frem i byen. Som udgangspunkt ligger de bedste områder på sydsiden af Liffey. Vi fandt en lejlighed via www.daft.ie.

Der var opstartsarrangement for Erasmus-studerende med en grundig introduktion til institutionen og ikke mindst til de aktiviteter, som ikke lå i skoletiden. Instituttet tilbyder en lang række af sportslige aktiviteter, som er en god måde at lære irerne at kende på. Der var alt fra de der irske sportsgrene (hurling??) og til ridning, svømning og yoga. En god måde at engagere sig i det irske studieliv på og lære nogle lokale at kende. Jeg gik til yoga tre gange om ugen og på typisk irsk maner forgik undervisningen i et slidt sløjdlokale, hvor der lige blev smidt 10 måtter ud på gulvet. Det var hyggeligt og billigt og virkelig nede på jorden. For sådan er Irland.

Der blev arrangeret en række sociale sammenkomster for Erasmus-studerende både af skolen og af de studerende selv, så uanset ens sociale behov kan det i den grad blive opfyldt. Irerne oplevede jeg som venlige, oprigtige og åbensindede.

I starten af semestret var der et par uger, hvor man kunne shoppe rundt mellem de forskellige fag, inden den endelige beslutning.

Jeg havde to fag, henholdsvis Irish Cultural Studies (5ECTS) og Self Initiated Research and Practice (10ECTS) – et fotofag.

Irish Cultural Studies var to sammenhængende lektioner ugentligt med en relativ overfladisk, men omfattende introduktion til irsk kultur. Der blev stillet implicitte krav til mundtlig deltagelse og vidensudveksling samt tre større skriftlige afleveringer omhandlende forskellige emner i faget. Faget gav en god og meget nyttig introduktion til den irske historie og det samfund man som studerende var en del af.

Self Initiated Research and Practice er et fotofag på sidste del af 3. år. Der er undervisning/vejledning 5 timer ugentligt og forløbet starter med en række teoretiske og praktiske opgaver af passende niveau. Derfra arbejder man selvstændigt med research og projektudvikling, afbrudt af vejledning og feedbackmøder, frem imod det endelige fotografiske produkt, som skal ledsages af en længere akademisk rapport. Dette fag var på mange måder lig arbejdsgangen på et fotoforløb på DMJX, men tilgangen til fotografi er mere kunstnerisk og rettet mod at udstille de færdige værker/projekter.

Irland er måske noget af det tætteste vi kommer på et uland i Europa. På godt og ondt. Der er enorm forskel på rig og fattig, og den sidste gruppe er vokset støt siden the end of the Celtic Tiger, altså den økonomiske krise, som i den grad rev tæppet væk under den irske økonomi. Op til krisen havde Irland oplevet 10 års ekstremt økonomisk boom. Der var fremgang på alle platforme, faktisk for første gang i den irske historie. Gennem faget Irish Cultural Studies fik jeg en forståelse for det irske samfund og folk og de problemer de udfordres af;  for eksempel i forhold til omfattende politisk og økonomisk korruption, som undergraver den nationale identitet. Derfor er det ikke så underligt at områder af Dublin er nedslidte, forfaldne og forladte og at landet slås med massive misbrugsproblemer, fattigdom og affolkning. Landet bærer i den grad synligt præg af sin barske historie og som fremmed kan man ikke undgå at bemærke det.

Der er uendelige naturoplevelser i Irland. For at nævne et par; Aran Islands, Connemara, Cliffs of Moher, Glendalough etc. etc. Landet er tilpas lille til at man kan tage af sted over weekenderne, selvom infrastrukturen ikke altid spiller.

Irland levede i den grad op til mine forventninger om regn, alkohol og smuk natur. Fagligheden på især det fotografiske fakultet er i top. Irish Cultural Studies er en nøgle til at forstå samfundet. Det sociale liv kan være lige præcis det du ønsker. Jeg fik meget ud af mit ophold, ikke mindst en dybere forståelse for et Irland i fortsat krise og en nation, som lever på trods.

DIT Dublin

Af Karna Bunk Jensen.

Her kommer en virkelig ærlig guide til Dublin, som lige kan fortælle dig alt, der er utroligt vigtigt for enhver at vide om byen og universitetet, der ligger der.

Jeg har nemlig tilbragt sidste halvdel af 2013 på Dublin Institute of Technology (DIT) i Irland. Her har jeg læst fagene Audiences, Scriptwriting og Irish Cultural Studies. Audiences var meget lig den Medieteori, vi udsættes for på starten af 6 semester, så det var cirka lige dele interessant og udfordrende.

Scriptwriting var såmænd meget spændende, men nu var underviseren ikke vildt begejstret for at undervise, så i stedet så vi Thelma og Louise og en hulens bunke dokumentarer om scriptwriting, og til sidst blev hun vidst fyret, fordi skolen syntes, det var lidt dvaskt af hende.

Og Irish Cultural Studies – den sorte hest, som jeg ikke gav meget for til at begynde med, vidste sig at blive det mest givtige fag overhovedet, simpelthen fordi underviseren var enormt engageret og kunne fortælle nogle hårrejsende historier om katolicismen i særdeleshed.

Med andre ord KAN det faglige udbytte garanteret blive rigtig godt.

Men, jeg vil altså være ærlig og sige, at Irland også har testet min tålmodighed. Landets uskrevne motto må være ‘det løser sig sikkert af sig selv’, hvilket er ekstremt irriterende, når det helt sikkert ikke gør det. Særligt skolen havde jeg problemer med i begyndelsen af semesteret, som da fx fagkoordinatoren ansat til at tage imod de skandinaviske studerende var blevet opsagt uden varsel inden sommerferien, og ingen var klar over, at jeg eksisterede. Her er et uddrag fra et brev, jeg sendte jeg til skolen i Aarhus, og når jeg læser det nu, kan jeg se, hvor skingrende skør, jeg var ved at blive;

‘desværre er selve oplevelsen ved at være erasmus-student i et nyt land blevet overskygget af, hvad der herfra umiskendeligt ligner en alarmerende inkompetence, der, bred, høj og tyk som en mur virker ganske uigennemtrængelig’

og;

‘jeg er på nuværende tidspunkt er begyndt at danne et nydeligt rektangulært mønster i panden fra den mur, jeg bliver ved at løbe ind i.’

Men her fire måneder senere er der kommet styr på tingene, næsten helt af sig selv, og Irlands ekstremt afslappede attitude har garanteret gjort mig godt. Det kan jo også være, at DIT tager sig en anelse sammen inden næste hold udvekslingsstuderende ankommer.

Og nu til det sjove: Irland er så fed. Og Dublin er fantastisk. Enhver, der elsker at løbe ud over grønne enge og danse med skæggede, fiolspillende mænd, vil elske det.  Naturen og byen er så utroligt smuk, og det samme er de virkelig åbne og snakkesaglige irere (indeni), og faktisk har jeg haft det så vidunderligt på den skønne ø, at jeg bliver og skriver min bachelor herfra i foråret.

Alle fra mine klassekammerater til dem, jeg har mødt rundt omkring til folk-sessions og alt muligt andet spøjst, har været de mest fantastiske bekendtskaber, så det er et af de lande, hvor man hurtigt lærer rigtig mange nye mennesker at kende, hvis man vil. Derudover kan man spille rugby her for skolens hold (det gjorde jeg, og det synes jeg også, at du også gøre), og der er KÆMPE sæler i havet, som kommer helt tæt på kajen, og vilde geder og vandrestier, og lækre pints og hyggelige pubs og alt muligt andet.

Så, jeg fortryder absolut ikke mit udvekslingsophold, tværtimod, og skulle jeg på et tidspunkt blive nødt til at forlade landet, vil jeg savne det afsindigt meget.

 

Venlig hilsen

Karna