Dublin Institute of Technology

Af Liv Høybye

Inden jeg tog til Dublin og Irland var min viden og mine forventninger ærlig talt begrænsede. Det var noget med en masse regn, en masse græs og vist nok en hulens masse Guiness og whiskey. Alt det var det – ja, faktisk ankom vi midt i den værste vinter i – hold nu fast – 200 år. Og hvordan tackler man lige det? På pubben.

Mit første indtryk var fattigdom, misbrug, nedslidte bymiljøer og en stemning præget af håbløshed. Da boede vi i East Wall, på nordsiden af floden Liffey, og det er her de barske områder ligger. Det vidste vi bare ikke. I løbet af to uger rykkede vi til sydsiden af Liffey, til  området Dublin 8. Vi boede midt i centrum med to minutter til Temple Bar og ti minutter til fakultetet på Angier Street. Og her ændrede mit indtryk sig – Dublin er også en tjekket og charmerende by med en masse velbevaret historie og alle de ting, man forventer af en europæisk storby. Der er et hav af ting at foretage sig og små udflugter at tage på. Jeg vil  fremhæve Howth – en halvø 30 minutters togtur fra Dublin. Her får man et indtryk af den vilde irske natur og promenaden med fiskerestauranter er fantastisk. Et lækkert pusterum, når storbyen trykker.

Et godt råd er vente med endelig indlogering til ankomsten til Dublin og lige føle sig frem i byen. Som udgangspunkt ligger de bedste områder på sydsiden af Liffey. Vi fandt en lejlighed via www.daft.ie.

Der var opstartsarrangement for Erasmus-studerende med en grundig introduktion til institutionen og ikke mindst til de aktiviteter, som ikke lå i skoletiden. Instituttet tilbyder en lang række af sportslige aktiviteter, som er en god måde at lære irerne at kende på. Der var alt fra de der irske sportsgrene (hurling??) og til ridning, svømning og yoga. En god måde at engagere sig i det irske studieliv på og lære nogle lokale at kende. Jeg gik til yoga tre gange om ugen og på typisk irsk maner forgik undervisningen i et slidt sløjdlokale, hvor der lige blev smidt 10 måtter ud på gulvet. Det var hyggeligt og billigt og virkelig nede på jorden. For sådan er Irland.

Der blev arrangeret en række sociale sammenkomster for Erasmus-studerende både af skolen og af de studerende selv, så uanset ens sociale behov kan det i den grad blive opfyldt. Irerne oplevede jeg som venlige, oprigtige og åbensindede.

I starten af semestret var der et par uger, hvor man kunne shoppe rundt mellem de forskellige fag, inden den endelige beslutning.

Jeg havde to fag, henholdsvis Irish Cultural Studies (5ECTS) og Self Initiated Research and Practice (10ECTS) – et fotofag.

Irish Cultural Studies var to sammenhængende lektioner ugentligt med en relativ overfladisk, men omfattende introduktion til irsk kultur. Der blev stillet implicitte krav til mundtlig deltagelse og vidensudveksling samt tre større skriftlige afleveringer omhandlende forskellige emner i faget. Faget gav en god og meget nyttig introduktion til den irske historie og det samfund man som studerende var en del af.

Self Initiated Research and Practice er et fotofag på sidste del af 3. år. Der er undervisning/vejledning 5 timer ugentligt og forløbet starter med en række teoretiske og praktiske opgaver af passende niveau. Derfra arbejder man selvstændigt med research og projektudvikling, afbrudt af vejledning og feedbackmøder, frem imod det endelige fotografiske produkt, som skal ledsages af en længere akademisk rapport. Dette fag var på mange måder lig arbejdsgangen på et fotoforløb på DMJX, men tilgangen til fotografi er mere kunstnerisk og rettet mod at udstille de færdige værker/projekter.

Irland er måske noget af det tætteste vi kommer på et uland i Europa. På godt og ondt. Der er enorm forskel på rig og fattig, og den sidste gruppe er vokset støt siden the end of the Celtic Tiger, altså den økonomiske krise, som i den grad rev tæppet væk under den irske økonomi. Op til krisen havde Irland oplevet 10 års ekstremt økonomisk boom. Der var fremgang på alle platforme, faktisk for første gang i den irske historie. Gennem faget Irish Cultural Studies fik jeg en forståelse for det irske samfund og folk og de problemer de udfordres af;  for eksempel i forhold til omfattende politisk og økonomisk korruption, som undergraver den nationale identitet. Derfor er det ikke så underligt at områder af Dublin er nedslidte, forfaldne og forladte og at landet slås med massive misbrugsproblemer, fattigdom og affolkning. Landet bærer i den grad synligt præg af sin barske historie og som fremmed kan man ikke undgå at bemærke det.

Der er uendelige naturoplevelser i Irland. For at nævne et par; Aran Islands, Connemara, Cliffs of Moher, Glendalough etc. etc. Landet er tilpas lille til at man kan tage af sted over weekenderne, selvom infrastrukturen ikke altid spiller.

Irland levede i den grad op til mine forventninger om regn, alkohol og smuk natur. Fagligheden på især det fotografiske fakultet er i top. Irish Cultural Studies er en nøgle til at forstå samfundet. Det sociale liv kan være lige præcis det du ønsker. Jeg fik meget ud af mit ophold, ikke mindst en dybere forståelse for et Irland i fortsat krise og en nation, som lever på trods.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *