Af Ida Solveig Richardt (journalist)

Tag på udveksling til Paris – især for sproget og kulturen

Generelt er det faglige niveau på CFJ ikke så højt – det er en kandidatuddannelse, men størstedelen af de studerende har læst historie, statskundskab eller noget lignende før de startede på CFJ, så selvom det er deres andet år, er niveauet en del lavere, end det vi er klar til på 8. semester. På den positive side komme alle underviserne fra den virkelige verden, og det er super fedt at nogle af dem virkelig har fingeren på pulsen.

Før du starter er det værd at overveje, om du har brug for at få det franske støvet af – al undervisningen er på fransk, og når du er den eneste udvekslingsstuderende, bliver der ikke taget hensyn. Det fungerede rigtig godt for mig, og ellers er jeg ret sikker på, at de fleste er villige til at hjælpe. Hvis du vil tage franskundervisning, kan jeg varmt anbefale Sorbonne Universitetets Intensive franskkurser – de er dyre, men gode!

Undervisningen er inddelt i moduler à én eller flere dage, så du har kun gang i én ting af gangen. Man har ikke mulighed for selv at vælge fag på skolen, og jeg fik først af vide, hvad jeg skulle have en uge før start (generelt er det en god idé, at væbne sig med tålmodighed, når det gælder CFJ). Mine fag var:

Mineure télévision: hvis man ikke har lavet tv før, er det et fedt forløb med nogle gode undervisere – f.eks. en intensiv uge med en web-tv-journalist fra Le Monde. Der er dog også nogle mere generelle journalistiske fag, som er lidt en gentagelse af, hvad man allerede har lært på DMJX.

Projet de web documentaire: Et ret cool projekt som går ud på at udtænke, forberede og pitche en webdokumentar for en jury bestående otte journalister fra den franske medieverden.

Efter de to fag (som svarer til 15 points), skulle 2. året begynde på deres majeur, og jeg blev i stedet flyttet til 1. året. Men niveauet her svarede til 1. semester på DMJX, så sammen med rektoren besluttede jeg efter to uger med 1. året at afslutte mit forløb på CFJ, så jeg i stedet kunne få tid til at opleve lidt mere af Paris. Det er der nemlig ikke så meget tid til, imens man er på skolen – der er undervisning fra 9.30 til 18-20 stykker om aftenen.

Jeg var den eneste udvekslingsstuderende på skolen, så der var ingen særlige arrangementer eller velkomst, som på mange store universiteter. Rent faktisk virkede det nærmest som om, de fuldstændig havde glemt at jeg kom. Ingen af underviserne var klar over, at jeg var en del af deres hold og jeg fik sjældent de mails, der blev sendt ud til de studerende (på trods af flere forsøg på at rette fejlen).

De andre studerende er både flinke og imødekommende, men de er også meget unge – og eftersom jeg startede på 2. året, var der ikke så mange sociale arrangementer. Til gengæld boede jeg sammen med en franskmand (som intet havde med journalistik at gøre), hvilket var en super mulighed for både sociale og kulturelle oplevelser. Det kan varmt anbefales.

Det var super besværligt at få udvekslingen i hus, fordi CFJ er så sløve. Når jeg ser tilbage på, hvad jeg fagligt fik ud af forløbet, ville jeg måske ønske, at jeg i stedet havde valgt et universitet. Men Paris er aldrig en dårlig idé!

Af Mathilde Graversen

Man kan ikke se byen for bare monumenter. Velkommen til smukke romantiske og en smule forurenede Paris. Her var jeg på udveksling ved skolen CFJ sammen med franske unge fra hele landet.

Som eneste udvekslingsstuderende blev jeg rost meget for mit elendige franske, men måtte samtidig lege ”kongens efterfølger”, når jeg ikke anede, hvor folk var på vej hen. Franskmænd er super søde og imødekommende … og individualister. Man kan altså ikke forvente, at der er nogen, som ser sig tilbage og sikrer, at alle er med. Med det sagt, fik jeg flere gange hjælp til skoleopgaver, når jeg bad om det, og både elever og lærere var meget overbærende i forhold til sprogvanskeligheder, hvilket var min største bekymring inden afrejse.

Selve skolen CFJ har ifølge elever og lærere et ry for at være en af Frankrigs bedste journalistskoler. Men niveauet er ikke højt – det skyldes nok især, at man følger en klasse på første år, mens man selv er i gang med sit fjerde. Man følger nemlig deres første år på kandidatniveau – og før de kommer ind på kandidaten, har de læst alt mulig andet – fx jura, statskundskab, sprog, økonomi etc.

Undervisningen forløber i blokstruktur med en uge af det ene, tre af det andet osv. Underviserne er journalister udefra, og det betyder, at niveauet svinger meget. Nogle undervisere er rigtig gode, mens andre bare er glade for at snakke og kan fortsætte deres strøm af anekdoter fire timer uden pause.

Jeg fulgte hele semesteret, selvom jeg kun var der for at tage 15 ETCS point – Man kunne måske overveje at vælge nogle forløb ud. Men gør man det, går man også glip af meget af det sociale. Desuden kan det være svært at vide på forhånd, hvilke fag der er interessante.

Det fede ved CFJ er ikke de lange skoledage fra 9.30-18.00, men de mange franske bekendtskaber, der giver en god mulighed for at lære kulturen at kende, at få et fransk perspektiv på nyhedsstrømmen samt forbedre sine sprogkundskaber. Der var fredagsøl, private fester i mikroskopiske pariserlejligheder og hyggeaftener.

Når jeg ikke var i skole boede jeg i ”Cité Universitaire” – den internationale universitetsby i det sydlige Paris. Det er en park fyldt med kollegier fra hele verden (genialt og unikt), hvor jeg hang ud med andre udvekslingsstuderende. For at komme til at bo i universitetsbyen søgte jeg ind via Det danske Studenterhus (http://www.fondationdanoise.org/PAGESDANOIS/huset.html) og fik et værelse, hvorefter jeg blev udvekslet og kom til at bo i det belgiske hus. Det var alletiders, og jeg kan varmt anbefale andre at gøre det samme. Fra Cité U går en direkte linje med RER B til skolen, som tager 15-20 minutter.

Ellers er det værd at vide, at man kan søge boligstøtte, selvom man ikke er franskmand – det gør mange udvekslingsstuderende. Det hedder Caf, (tjek hjemmesiden caf.fr).

Sidste ting, jeg vil bemærke: Franskmænd er ret sjove – jeg kunne kun grine, når mine klassekammerater afbrød undervisningen med et kæmpe pudse-næse trut i deres lommetørklæde uden at fortrække en mine. Eller når de udtaler engelske navne med deres insisterende franske accent. Det er skønt. ”Justin Timberlake” tog mig lidt tid at forstå.

Er du på vej til Paris, så drik en Pelforth øl for mig, ryg en cigaret og spis en snegl.

CFJ, Paris, foråret 2013

Af Gerd Kieffer

En af mine bevæggrunde for at rejse udenlands var, at jeg gerne ville se, hvordan journalister i andre lande bliver uddannet. Hvad er fællesnævnerne, og hvor er forskellene… Dét ønske fik jeg til overmåde opfyldt under mit ophold på CFJ (Centre de Formation des Journalistes) i Paris. Måske endda lige til grænsen.

CFJ er en af Frankrigs mest prestigefyldte journalistskoler. Den toårige uddannelse tiltrækker horder af håbefulde elever, hvoraf kun omkring 45 kommer ind hvert år. Har du ikke det, der kræves, skal den omfattende optagelsesprøve nok verfe dig til side.

Jeg fulgte 2. semester på CFJ, hvilket ikke minder det mindste om det tilsvarende semester på DMJX. Hvor det første års tid på Oluf Palmes Allé handler om selve håndværket, hvordan du laver et interview, arbejder med de forskellige tekstgenrer og kigger på, hvad god skrivestil er, lærer de franske elever forskellige emneområder at kende. Således er der en række 1-uge seminarier som sport, kultur, økonomi og politik, hvor man lærer om journalistikken inden for lige præcis dette område. Meget skægt, men også lidt underligt – for vil du gerne være eksempelvis sportsjournalist, jamen så skal du jo nok lære at producere til den genre sidenhen.

Samtidig har CFJ meget lidt fokus på feedback og idéudvikling i forhold til DMJX. Jeg har kun i ét tilfælde fået en egentlig feedback og vurdering af mine evner udi fransk journalistik – og den feedback kom i øvrigt tre måneder for sent. Elevernes opgaver har oftest deadline samme dag og skrives i ni ud af ti tilfælde kun ved hjælp af research på nettet og det franske nyhedsbureau AFP. Ingen opkald, ingen ”ud og møde kilderne i virkeligheden”, ingen kildekritik. Af- og omskrivning.
Og alle elever får stillet samme opgave: Skriv om den her begivenhed. Der er en, efter min mening, foruroligende mangel på nysgerrighed og undren, og evnen til at tænke selv og videreudvikle historier.

Dog skal det tilføjes, at der på CFJ – og velsagtens i Frankrig generelt – er en hel anden tilgang til faget. For mine franske medstuderende er journalistik lig med hardcore nyhedsjournalistik. At man som journalist skulle beskæftige sig med kommunikation eller arbejde for en virksomhed er dem fuldstændig fremmed. Samtidig bliver franske journalister ofte fastansat i deres første stilling og bliver hængende dér resten af deres arbejdsliv. Derfor bliver de studerende også opfordret til at tilrettelægge deres strategiske moves – såsom valg af praktikplads og mediespecialisering – alt efter hvor/på hvilket medie de ønsker at blive ansat.

Men men men – trods min danske spørgelyst og undren, der til tider er kulmineret i irritation, over CFJ’s måde at fungere på, den konsekvente kommen for sent fra både underviser og elevers side og ændringer i programmet med en uges varsel, har CFJ klart givet mig en god mængde erfaringer og oplevelser med i rygsækken.

2. semester på CFJ byder blandt andet på ”journal-école”, hvor førsteårseleverne (i alt knap 50 fordelt på tre grupper) sammen skal lave en daglig avis i en uge. Der er udlandsrejsen, hvor eleverne skal producere artikler i og om et fremmed land til en blog. Vi var i Grækenland, året før var de i Tunesien og året før igen Indien.
Hver uge inviterer CFJ også gæster, der kommer og holder oplæg eller stiller sig til rådighed for elevernes spørgsmål. Jeg har således mødt blandt andre indenrigsminister Manuel Valls, leder af Parti de Gauche Jean-Luc Mélenchon og fransk journalistiks enfant terrible Audrey Pulvar.

Også et multimediekursus har jeg i frisk erindring. Underviseren var Frankrigs førende internetjournalist, hackeren Manhack, som lærte os nogle super brugbare tricks.

For mig har den største gevinst nu alligevel været Paris uden for CFJ.
Med skoledage fra 9 til 18-19-stykker hver dag, nød jeg at komme hjem til mine fantastiske bofæller og lejlighedens venner, der også blev mine. Det er gennem dem, at jeg for alvor har lært byen og alle dens krinkelkroge og hemmelige steder at kende. Det er sammen med dem, at jeg har snakket til sent, festet til ditto og tilbragt uendelige timer med god mad og vin. Og det er på grund af dem, at jeg for alvor har forbedret mit franske, og at jeg en dag vender tilbage til skønne og insisterende Paris.

Af Annelise Hartmann Eskesen

Hvis du vil på CFJ i Paris, skal det ikke være for at tilføje noget akademisk til din uddannelse. Det er nemlig en journalistskole, ligesom DJH, og undervisningen er altså praktisk og journalistisk orienteret. Og det gik jeg efter og var virkelig glad for! Hvis du til gengæld vil afprøve dine journalistiske færdigheder i en anden virkelighed – politisk, kulturelt, sprogligt osv. – vil jeg varmt anbefale CFJ. Det er nemlig noget helt andet at bedrive journalistik i et land, hvor alle institutioner er anderledes bygget op, og hvor den kulturelle baggrund og referenceramme er en anden end i Danmark.

Ved at tale, lytte og ikke mindst skrive på fransk hver dag og dagen lang, bliver man meget trænet i at tænke journalistisk på fransk til franske læsere og får dermed et indgående kendskab til det franske mediebillede, hvilket jo kan komme én til gavn senere i karrieren! Men man skal have et vist sprogligt niveau for at kunne gebærde sig på skolen, fordi alt foregår på fransk, og alt afleveres, inden man går hjem – man har altså ligeså lang tid som franskmændene til at skrive en artikel på fransk. Det lyder måske lidt vildt, men lærerne ved jo godt, at man ikke er indfødt og kan godt leve med lidt sproglige fejl her og der. Desuden har alle fra min klasse været overdrevet søde til at kigge mine ting igennem inden aflevering. Her skal det også siges, at jeg gik på første år. Dvs. at jeg gik i klasse med folk, der lige var kommet ind på skolen.

Dét taget i betragtning er niveauet ret højt. Det er meget svært for franskmænd at komme ind på skolen (4-5 procent af ansøgerne kommer ind), og man skal have taget en bachelor efter sin studentereksamen for overhovedet at måtte søge ind. De andre studerende er altså ret kompetente og har for de flestes vedkommende allerede været i praktik, inden de starter. Jeg var alligevel glad for min journalistiske erfaring fra Danmark, nu hvor jeg naturligvis var dårligere til fransk end franskmændene. Med til det franske miljø hører også, at der er ret få udvekslingsstuderende (jeg var den eneste, da jeg var der), men det er samtidig det, der er det fede! Det er altså ikke sådan et Erasmus-fællesskab, man får, med folk fra hele verden. Det er fransk fransk fransk, og det er jo meget fedt at lære vaskeægte franskmænd at kende, deres sprog, deres måde at være journalister på, deres steder at gå ud osv. Og gik ud, det gjorde vi meget.

Skolen minder om Journalisthøjskolen ved at være meget social. For det første er man i skole fra ca. 9-18 hver dag og tilbringer på den måde en masse tid sammen med sin klasse (15 elever) og to parallelklasser – både til visse opgaver og i de lange frokostpauser. Dertil kommer La Biscornu (blandt venner: Press café), som vel kan betegnes som skolens stamsted/fredagsbar. Der er gode priser og altid folk fra skolen, så lynhurtigt kender man folk fra begge år. Til sidst vil jeg bare sige, at Paris jo er en fantastisk smuk og interessant (og dyr…) by at bo i – og være journalist i. Hvis I har spørgsmål, er I meget velkomne til at skrive på annelise.eskesen@gmail.com

Udveksling i Paris: Præsidentvalg, arabisk forår og frankofili

Render du rundt med en frankofil journalist i maven, har godt styr på de franske gloser og ønsker at blive klogere på fransk og europæisk politik, er Centre de Formation des Journalistes det helt rette sted at søge om udveksling. Men det er langt fra et ”almindeligt” (læs: tilbagelænet) Erasmus-ophold, der venter dig på denne parisiske journalisthøjskole. Tværtimod.

Marie Louise Albers

Ti minutters gåtur (i parisertempo) fra Louvre og Seinen, samt Centre Pompidou og det hippe Marais-kvarter, ligger en af Frankrigs mest anerkendte journalistskoler: Centre de Formation des Journalistes (CFJ). Her tilbragte jeg forårssemesteret 2012 – midt under et spydigt fransk præsidentvalg, opblussende eurokrise og efterveer oven på Den Arabiske Revolution.

DMJX – på fransk

Først og fremmest skal man vide, at 90 procent af undervisningen foregår på fransk, så det nytter ikke noget at komme herned med begynderfransk fra gymnasiet på cv’et. Dine sprogkundskaber skal være i top, ellers får du ikke noget ud af opholdet.

Skolen fungerer på mange måder lige som Journalisthøjskolen. Det vil sige, at mange af fagene forgår i moduler, hvor man følger ét fag intensivt en uge eller to. Det er ikke muligt at vælge fag, sådan som det almindeligvis er på universiteter.

Til tider vælger du mellem forskellige seminarer: politisk journalistik, kulturjournalistik, sportsjournalist etc., men det er det eneste. Du skal derfor være yderst opmærksom på, hvilke fag du kan få merit for – og hvilke du ikke kan og dermed ikke behøver at følge.

Franske journalister som undervisere

Jeg fulgte blandt andet fag om dokumentarfilm, webdokumentarer, fransk kultur- og erhvervspolitik. Stort set al undervisning foregår med udefrakommende journalister.

Jeg har haft undervisere, som til dagligt er journalister på store franske medier som le Monde, La Libération, le Figaro og France2, samt mange udenlandske journalister og meningsdannere. Det er yderst inspirerende, og godt for kildelisten, at få så mange input fra ”den virkelige journalistiske verden” i Frankrig. Det skaffede mig endda et studiejob hos et fransk bogmagasin, der havde brug for en journalist til at skrive om skandinavisk litteratur.

Desuden har jeg i forbindelse med undervisningen blandt andet været på rundtur i Europas største fængsel, Fleury-Mérogis, besøgt det franske parlament og været med til at organisere og udfører tv-interviews med de franske præsidentkandidater til skolens egen youtube-kanal.

Hver uge bliver man endvidere inviteret til et hav af arrangementer og foredrag efter skole, så der er nok at give sig til (det er der jo i det hele taget i Paris).

Reportagetur til Tunesien

Sidst, men ikke mindst, blev jeg inviteret med på en to ugers reportagetur til Tunesien for at skrive artikler om situationen efter revolutionen og blive klog på Frankrigs forhold til dette nordafrikanske land. Til formålet blev oprettet en hjemmeside, hvor vi, 46 elever, hver dag oploadede artikler, billeder, video- og lydklip. Aldrig har jeg lært så meget om et andet land på to uger, og det har uden tvivl været en af mine allerstørste journalistiske oplevelser.

Ene udlænding blandt franskmænd

Socialt har mit ophold på CFJ været helt i top. Jeg blev tilknyttet en klasse, som jeg fulgte hele semesteret, og det gav mig stor mulighed at lære dem rigtig godt at kende. Endda så godt, at jeg fik to af mine medstuderende overtalt til at søge en Erasmus-plads på DMJX, hvor de nu begge er blevet optaget som studerende til efterårssemesteret 2012.

Mine medstuderende var alle unge franskmænd mellem 21-25 år. De har alle læst en bachelor (nogle af dem også en kandidat), da det er et krav for at blive optaget på skolen. Det var det dog ikke for mig som Erasmus-studerende.

Jeg var samtidig den eneste studerende på skolen, som ikke var fransk eller havde fransk som modersmål (der var to andre Erasmus-studerende fra den fransktalende del af Belgien). Man skal derfor gøre sig klart, at det ikke er et sted, hvor man møder en masse andre udenlandske studerende. Man kommer til gengæld til at lære franskmændene rigtig godt at kende.

Der er utrolig meget skoleundervisning (skoledagen strækker sig fra 9-18 stort set hver dag, også fredag), hvilket naturligvis medvirker, at man tilbringer meget tid sammen.

Stambaren, ”la Presse”, ligger 100 meter fra skolen, og her er der altid nogen, der tager forbi til et glas vin eller en øl efter skole; lige så ofte på mandage som på fredage. Skolen har desuden også et fodboldhold, man kan deltage på, det er dog mest henvendt til drengene.

Hårdt arbejde

Der er ingen tvivl om, at mit ophold på CFJ har været ekstrem givtigt både fagligt og socialt. Men det har samtidig også været hårdt og til tider frustrerende at kaste sig ud i at være journalist på fransk.

Som den eneste ikke-fransktalende studerende på skolen har det ikke altid været let at skulle bruge to timer ekstra på at læse en tekst, formidle et radiooplæg eller skrive en netnyhed. Især når skoledagen i forvejen er så lang! Nogle gange har man bare lyst til at formidle sig på dansk og ikke altid føle sig som en gæstestuderende med særlige vilkår.

Til gengæld har jeg uden tvivl fået en stor viden om franskmændene og deres samfund samt fået banket de franske gloser godt og grundigt fast. Hvis man som jeg drømmer om at kombinere journalistikken med sine franskkundskaber og sin viden om et af Europas mest kulturrige og magtfulde lande, er CFJ – og Paris –  et oplagt sted at sætte sine journalistiske fodspor.

På reportagetur til Tunesien med mine medstuderende fra CFJ, marts 2012. Hvert år (normalvis i foråret) tager eleverne på en to ugers udlandsrejse, hvor du som udviklingsstuderende kan være heldig at komme med (uden at betale en eneste euro for det!)

I forbindelse med vores tur til Tunesien besøgte vi Den Franske Ambassade i Tunis. Her fik vi os en snak med Frankrigs ambassadør i Tunesien, Boris Boillon, som kunne fortælle om tiden før og efter revolutionen, Frankrigs rolle til Tunesien, igangværende projekter mellem de to lande etc.

De fleste af de praktiske øvelser på CFJ er skriftlige, men som udvekslingsstuderende har du også mulighed for at deltage på tv- og radioworkshops. Her er jeg i gang med at læse et nyhedsoplæg op – på fransk – til skolens tv-avis.