Af Joachim Marcus Saxtorph Poulsen (journalist)
Hvis du har en interesse i Mellemøsten og gerne vil se regionen an, så skal du bestemt prøve American University of Beirut. Min opfattelse er, at byen er noget mere vestligsindet end det meste af Mellemøsten, men det hjælper også på ”kulturchokket”, hvis du aldrig har været i Mellemøsten før. Du får stadig en god oplevelse af regionen, for alt er tæt på Libanon, og så er landet en smeltedigel af arabiske kulturer. Sproget er primært arabisk og fransk, men mange libanesere – selv den ældre generation – kan fint gebærde sig på engelsk.
Beirut som by er helt fantastisk. Den byder på masser af kunst og caféer, et intenst natteliv og så et helt eminent køkken. Man forelsker sig i libanesisk mad, intet mindre. Derudover er byen fyldt til randen med venlige mennesker, der elsker, at folk besøger dem, og så har den også meget historie. Allier dig en af de første dage med en lokal, som kan vise dig rundt og fortælle dig om de forskellige steder. Der er masser af røverhistorier om hvert et gadehjørne. Og så er Beirut ikke meget større end København, så hvis du afsætter en dag til at se de væsentligste byområder, kan du gøre det til fods.
De vigtigste byområder er Hamra (der ligger AUB), Mar Mkhael, Gemmayze ,Bourj Hammoud og Aschrafieh. Man kan også bo i andre kvarterer, men sørg for det ligger tæt på ét af de her områder. Jeg boede i Mar Mkhael, som er et pænt stykke fra AUB – en times gang – så jeg tog fællestaxi hver dag. Det er enten service eller servicen (2.000 eller 4000 libanesiske pund, dvs. 4-8 kr.). Det var fedt på den måde, at man mødte nye mennesker og så byen hver dag. Ufedt fordi fællestaxierne kan være nogle krejlere, der vil hive lidt ekstra penge ud af dig, og de kan være skumle på de sene aften-/nattetimer. Jeg blev røvet to gange. Tager du taxa, så hav minimalt på dig. Du kommer også til at taxa, hvis du bor i Gemmayze, Bourj Hammoud eller Aschrafieh. Lejen for et værelse bør ligge mellem 450-550 dollars om måneden. Er du i den dyre ende, så bør der være generator + AC inkluderet. Jeg kan anbefale Facebook-grupperne ”Apartments in Beirut (for Renters and Rentees)” og ”Accommodation in Beirut (Renters and Rentees)” i forhold til boligjagt. Her fandt jeg et fint værelse med søde værelseskammerater. Det er også muligt at finde noget, når du kommer herned – så kan du også se byområderne an først. Der kan jeg anbefale at bo billigt på Saifi Urban Gardens, mens du leder.
Kort om områderne: Hamra er et muslimsk kvarter, men ikke på den konservative måde. Stadig meget mangfoldigt, og der ligger fantastiske restauranter og caféer der. Mar Mkhael og Gemmayze er kristne kvarterer, meget vestligt og også der, hvor alle går i byen. Nattelivet er vildt, især i Mar Mkhael. Aschrafieh er også kristent, et af de pænere/rigere kvarterer og super hyggeligt. Bourj Hammoud er det armenske kvarter, som byder på lækker, lækker armensk mad, hyggelige caféer og fede søndagsmarkeder.
Men Libanon er meget mere end Beirut. Besøg vingårdene i Bekaa-dalen (fx Ksara) eller ved Batroun (fx Ixsir). Tag på vandretur i Chouf eller Qadisha Valley. Se Tripolis gamle souk og de enorme ruiner ved Baalbek. Den gamle havn i Sour/Tyr og den 4000 år gamle by Byplus. De gamle ruiner ved Anjar, klos op af de antilibanesiske bjerge, er også en speciel oplevelse – på hjemvejen skal du smutte forbi restauranten Shams i Anjar. Og Hezbollahs naturmuseum på en gammel base på toppen af et bjerg, Mleeta, er også et spøjst bekendtskab. Sørg dog altid for lige at tjekke sikkerheden, for Libanon har problemer med sekterisme og spill-over fra den syriske borgerkrig. I skrivende stund er det nordlige Bekaa no-go, mens resten af Libanon er pænt sikkert.
Prisniveauet i Libanon er generelt billigere end i Danmark, men ikke meget, når det kommer til dagligdagsindkøb og restauranter. Shawarmabiksene er dog latterligt billige.
I forhold til visum: Du får et visum ved indrejse. Det gælder i to måneder, som jeg fik det fortalt. Det er dyrt og besværligt at forlænge det til mere, så snup en billig flybillet til Jordan, Cypern, Egypten, Tyrkiet eller andet, inden visummet udløber. Så får du også en oplevelse for pengene.
Nå ja, og så skolen. Undervisningen er meget traditionel tavleundervisning, hvor du skal læse en masse om et emne, og så uddyber læreren din læsning. Jeg var på udveksling på 7. semester og skulle tage 25 ECTS point (eksl. Medieteori) og tog følgende fag:
PSPA 290C Sen.Sem.: Arab & Islam Pol. Thought v. Ahmad Moussalli, 6 ECTS: Fantastisk fag. Bestod af en lection om ugen på to timer. Moussalli er supercool og vidende om området, som er moderne islamisk ideologi, dvs. Wahhabisme, salafisme, fundamentalisme, modernisme, islamisme, radikal islamisme, etc. Moussalli er også lidt skarp i kanterne, så er du ikke god til en lærer med sarkasmen i orden, så kan du måske støde dig lidt på ham. Moussalli optræder ofte på tv som ekspert i det her emne.
MCOM 295A Media Lab: Media Brown Bag v. Tony Oyry, 2 ECTS: Én forelæsning om medier (kommunikation, magasin, journalistik, radio, dokumentar) om ugen på halvanden time og så seks opgaver på hver 4-500 ord, der knytter sig til en af forelæsningerne. Man får nogle interessante ting med på vejen, og arbejdsbyrden er bestemt overkommelig.
MCOM 243 Trauma Journalism v. Nora Boustany, 6 ECTS: Læreren har 30 års erfaring fra Washington Post og har dækket masser af krigskonflikter. Hun forstår sig i hvert fald på traumejournalistik og har kontakterne i orden, så en gang imellem hiver hun en fed personlighed ind til et foredrag. Som lærer er Nora dog ikke en åbenbaring, og nogle timer en seriøs omgang tynd suppe. Faget ender ud i, at du laver én artikel med og om traumer. Det er ret overkommeligt ud fra DMJX-standarder.
HIST 258AP S.T.: Format. of Islamic Thought v. Lyall Richard Armstrong, 6 ECTS: Her lærer du om det helt tidlige islam og får en introduktion til de basale ting: hadith, sura, sira, sunna, maghazi, de fire sunniskoler, tilblivelsen af Koranen osv. Læreren er amerikaner og letforståelig – og faget er helt fantastisk. Du lærer sindssygt meget virkelig hurtigt, og dine medstuderende er oftest selv muslimer, så de mange klassediskussioner er også givende. Der bruges mange arabiske termer, men hvis du gør din læsning, så lærer du dem hurtigt. Lyall viser ikke sin bias, men fremlægger tekster fra hver side nøgternt og præcist. Fortolkningsspørgsmål tager han ikke stilling til, men lægger ud i klassen. Kan varmt anbefales – især i kombination med Ahmad Moussallis fag om islamisk ideologi.
PSPA 236 The Arab-Israeli Conflict v. Farid Khazen, 6 ECTS: På papiret et spændende fag, og læreren er også super vidende omkring emnet (og er endda medlem af Parlamentet). Men man kommer ikke dybt ned i konflikten, og Farid Khazen er som lærer virkelig uengageret. Du kan få en del ud af læsningen – som der er MEGET af – men ikke så meget af timerne. Derudover er Farid Khazen tydeligt farvet og giver ikke meget for Israel, men sund kildekritik kan gøre op med det. Ikke et fag jeg vil anbefale dog.
HUSK: Drop-and-add-ugen i starten er vigtig. Tag til så mange fag som muligt og se, hvad du har lyst til at tage. Din indledende fagregistrering er ikke bindende, og du skal nok få det, du vil have. De er glade for udvekslingsstuderende. OG! Søg legater. Det betaler sig. Har du spørgsmål, så kontakt mig endelig. Min mail er saxtorphp@gmail.com.