Af Katrine Højte Lynggaard (journalist)
Om at studere og bo i Kairo
Kairo er støvet og kaotisk med 20 millioner indbyggere, og et næsten lige så højt antal biler, der dyttende og osende maser sig igennem de smalle gader. Affaldshåndteringen kunne godt trænge til at blive effektiviseret, og de mange hjemløse katte kalder på et hjem eller en kastrering.
Det, der gør byen fantastisk, er dens indbyggere. Grønthandleren, skopudseren, tæppehandleren, forretningsmanden med lædermappen og den dyre bil, den unge veluddannede kvinde med læbestift og løst hår og den ældre husmor med slør og en pose brød under armen. Mange af dem med et iltert temperament. Råber højt det ene øjeblik for at grine hjerteligt det næste. Følelserne sidder virkelig uden på tøjet. Samtidig er kontrasterne ekstreme, og man kan være sikker på hver dag at opleve eller se noget, man aldrig har oplevet eller set før. Som et æsel med en kære midt på motorvejen og en arrig mercedes, der forsøgte at overhæle.
Min studiekammerat og jeg fandt hurtigt en fin lejlighed midt på Zamalek, en lille ø på Nilen. Zamalek er ikke helt så støvet og kaotisk, som andre steder i Kairo. En lille oase med en god grønthandler, en god vandpibecafe og en hyggelig restaurant med lækker mellemøstlig-mad. Alt hvad vi havde brug for. Og så gik skolebussen til AUC fra et stop lige rundt om hjørnet.
Skolen, Det Amerikanske Universitet i Cairo, er ny, moderne og kæmpestor. Med små restauranter, bibliotek og sportsanlæg er det nærmest en lille bydel i sig selv. Universitetet ligger lidt uden for byen, og det tager en time til halvanden med bus hver dag til og fra skole. I starten blev jeg lidt rastløs og irritabel af at bruge så lang tid i bus, men til sidst nød jeg faktisk turen og brugte den på at få læst lektier, bog eller avis eller også tog jeg mig en lille lur med noget musik i ørerne. Udbyttet af fagene er svingende. The Making of the Modern Arab World – et historiefag, der giver et godt overblik over de vigtigste historiske begivenheder i den arabiske verden fra osmanneriget og frem – kan anbefales. Det samme kan elementary arabic. Det var fedt at lære et sprog og dernæst prøve det lærte af i praksis. Det giver også god street credit at kunne en smule arabiske gloser. Faget Public opinion, persuasion and propaganda er spild af tid grundet en lærer, der hylder undervisningsformer som udenadslære og envejskommunikation. Hendes navn er Sheila Perchaud. Så er du advaret.
God rejse!