Af Michael Korsgaard Nielsen

Vesteuropas eneste tredjeverdensland er et besøg værd

De studerendes engagement og niveauet i journalistikundervisningen er ringe i Limerick, men byen og universitetet har heldigvis en masse andet at byde på.

”Do you not get it, lads? The Irish are the blacks of Europe. And Dubliners are the blacks of Ireland. And the Northside Dubliners are the blacks of Dublin. So say it once, say it loud: I’m black and I’m proud,” sådan siger den kridthvide hovedpersonen Jimmy Rabbitte fra den irske kultfilm ”The Commitments,” hvor en håndfuld unge irer fra Dublin starter et soul-band.
Nu er Limerick imidlertid ikke Dublin, men sammenligningen er stadig ikke helt ved siden af. Efter at have boet i Irland i den håndfuld måneder, som udvekslingsopholdet varerede, må jeg konstatere, at boligboom, boligbust og generel money-madness har gjort Dublin lige så hvid som resten af Europa. De er dog stadig lige sorte i Limerick. Der er i hvert fald en kæmpe soul-scene i byen, hvor forskellige bands låner medlemmer på kryds og tværs og spiller soul og funk på en af byens mange barer: Jeg vil anbefale dig Cobblestone Joe’s og Nancy’s i øvrigt.

Og det er derfor, du skal tage til Irland: For sjælen, kulturen og irerne selv.

Undervisningen er egentlig fin nok. Lærerne er engagerede, og der er masser af kød på timerne. Problemet er, at niveauet er noget under, hvad vi er på som 7. eller 8. semesterstuderende. Desuden er de irske elever ret uambitiøse – så lad være med at tage derover for at få en på intellektet, for det kommer ikke til at ske. Det generelt lave niveau blandt de studerende åbner dog for en vifte af andre muligheder: Jeg tog f.eks. Financial Economics med 4. semester økonomistuderende, og selv om det var svært, var det langt fra umuligt at følge med. Jeg havde også undervisning i Macroeconomics, hvilket bestemt også var overkommeligt. Så altså, jeg vil anbefale dig at tage så mange ikke-journalistiske fag som muligt.
Selvom de studerende er lidt smådovne, så er de åbne som få, og de er virkelig lette at komme i kontakt med, hvis man bare selv henvender sig og tager lidt initiativ. De er hjælpsomme og interesserede, så det er ret let at få venner blandt the locals.

Universitetet i sig selv er pisse lækkert. Der er enorme, grønne arealer, Irlands største flod løber lige igennem campus og bygningerne er arkitektonisk flotte – der er virkelig wellness for alle pengene. Men, og der er et men: Universitetet tager sig rigtig godt betalt for at lade dig bo på campus, og de forskellige campus-byer er af meget vigende kvalitet. Jeg vil helt klart anbefale, at man finder sig et værelse i en af de to campus byer, der ligger uden for universitetet. De hedder Groody og Brookfield. Sagen er den, at der bor rigtig mange førsteårsstuderende inde på campus, og de er altså meget, meget unge. De lidt ældre studerende flytter væk fra campus, så der er lidt mere livserfaring at tage af de andre steder. Det er desuden småt med indkøbsmuligheder tæt på campus, så det er endnu et plus ved Groody og Brookfield – selv om der er lidt længere til undervisning (vi snakker måske 800 meter ekstra).

Hvis du vil bo på campus, så kan du vælge mellem Plassey, Kilmury, Drumroe, Thormond og Cappavilla. Plassey og Kilmury er noget gammelt, gammelt lort – så lad være med at booke det. Drumroe, thormond og Cappavilla ligner meget hinanden, men Cappavilla ligger lidt længere væk fra det hele end de to andre. Det giver mere ro, men det er også lidt kedeligt. Kunne jeg vælge igen, ville jeg vælge Drumroe (men jeg ville stadig vælge enten Groody eller Brookfield).

Alt i alt er Limerick en rigtig fed oplevelse. Men lad være med at forfalde til universitetsområdet: Kom ud og oplev byen og dyk ned i de mange barer og spillesteder, for de er faktisk på et højt, højt niveau.

Du er meget velkommen til at skrive til mig, hvis du har spørgsmål.