University of Missouri, USA

Af Marc Brinch Nielsen, Journalistik 4. semester

Jeg havde egentlig aldrig tænkt, at jeg skulle på udveksling. Jeg havde det jo fedt på DMJX, så hvorfor tage væk ét ud af de sølle fire semestre, vi får på skolen? Min fascination af USA fik mig alligevel til at søge – bare fordi. Da jeg fik pladsen tilbudt, scrollede jeg febrilsk igennem denne side for at finde nogen, der havde haft en nederen oplevelse derovre, så jeg kunne afvise pladsen med god samvittighed. Det lykkedes mig selvsagt ikke. Det var, som om siden var én stor reklamesøjle for udveksling, så jeg lovede mig selv, at hvis jeg tog afsted og endte på den anden side med at skrive sådan en klumme, skulle den være bundærlig og også fremhæve de trælse ting. Det vil jeg prøve her – men jeg kan afsløre, at det bliver svært, for at takke ja til udveksling har ærligt talt været en af de bedste beslutninger i mit liv.

Forberedelserne
Noget af det mest bøvlede ved at tage på udveksling i USA får man heldigvis overstået ret tidligt i processen – faktisk allerede inden man tager afsted. Mizzou efterspørger en række dokumenter om din økonomi, karakterer, sprogfærdigheder osv. Mange af dokumenterne er heldigvis relativt nemme at få fat i, men det kan virke lidt uoverskueligt, når man modtager listen. Derudover skal det nævnes, at medarbejderne på Mizzous internationale kontor er super flinke, men ikke altid lige hurtige til at svare på mails med spørgsmål, hvilket kan være frustrerende. Derefter kommer visumprocessen, som også kræver lidt energi at sætte sig ind i.

Ankomst
Jeg bliver samlet op i lufthavnen i St. Louis sammen med min studiekammerat Mads, der også skal på udveksling på Mizzou. Vi bliver hentet af en mand, der hedder Tim. Sammen med sin kone, Paula, har han taget sig af udvekslingsstuderende fra DMJX i snart 20 år, og de er en af de helt store grunde til, at man skal vælge netop Mizzou. Allerede på den knap to timer lange køretur fra lufthavnen til universitetsbyen Columbia føler vi os som en del af familien. Hele vejen igennem opholdet sørger de for, at vi får rig mulighed for at komme helt tæt på kulturen i Midtvesten ved at tage os med til sportsbegivenheder og arrangementer med deres venner og familie.

Bolig
Man kan vælge enten at bo på campus eller selv finde bolig off-campus. Vi gjorde sidstnævnte, da vi hellere ville have den frihed, der følger med ikke at bo på campus og leve under universitetets regler. Efter næsten at være blevet scammet af en falsk profil fandt vi en udlejer via en boliggruppe på Facebook, som havde et hus, vi kunne leje os ind i – så længe vi var villige til at bo sammen med to amerikanske jævnaldrende. Det var vi selvfølgelig, og det vil jeg anbefale alle andre at takke ja til, hvis muligheden opstår. Vi lærte utroligt meget om amerikansk collegeliv og dét at vokse op i USA ved at bo med to unge lokale.

Det faglige
Mizzou er hjemsted for verdens ældste journalistiske fakultet – “The first and the best,” som de siger. Undervisningen er bygget op omkring det, de kalder “the Missouri method,” som minder meget om learning by doing, som vi kender det fra Dimmeren. Det betyder blandt andet, at man har mulighed for at hjælpe med at producere nyheder på den lokale TV-station, skrive artikler og sælge reklamer i lokalavisen.
 Man vælger selv sine fag, hvilket har været en kæmpe gave for mig, da jeg var meget nysgerrig på kommunikationsverdenen og glad for at kunne tage fag, der lænede sig i den retning.
 Min oplevelse var ikke, at niveauet var højere end på DMJX, men man skal være opmærksom på, at man i USA har alle sine fag sideløbende. Jeg skulle i hvert fald lige vænne mig til at bevare overblikket over deadlines i de forskellige fag.

Det sociale
Mads og jeg boede i området East Campus, som bedst kan beskrives som et villakvarter udelukkende beboet af collegestuderende, der sidder på deres terrasser med en øl eller samles om bål i forhaverne. Vi fik derfor hurtigt et godt forhold til flere af vores naboer. Min oplevelse var dog, at man af en eller anden grund skulle gøre en lidt større indsats for at opbygge relationer til folk i ens klasser – men det kan sagtens lade sig gøre. Amerikanerne er meget åbne og imødekommende, så det handler ofte bare om at bryde isen. Det skal også nævnes, at de amerikanske collegestuderende er yngre end de danske. De er typisk mellem 18 og 23 år. Det var dog ikke noget, der påvirkede min oplevelse ret meget, da mine fag typisk var med afgangseleverne (Jeg er selv 25 år).

Jeg kunne skrive meget mere om Mizzou, Columbia og USA, men jeg er løbet tør for anslag. Budskabet må være: Hvis du overvejer at tage afsted, så gør det! Du kommer ikke til at fortryde det.

Tag endelig fat i mig, hvis du vil vide mere:
 56460@dmjx.dk M-I-Z!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *