HU University of Applied Sciences Utrecht

Maja Ravn, Kommunikation 5. semester.

Kære måske kommende udvekslingsstuderende i Utrecht. Her får du mine tanker om mit, desværre alt for korte, udvekslingssemester i Holland.

Corona fik desværre stoppet udvekslingen efter knap to måneder. Det har selvfølgelig radikalt ændret oplevelsen, men forhåbentlig kan du som kommende udvekslingsstuderende få hele semestret i Utrecht. Det er nemlig en rigtig dejlig by, som klart fortjener at blive taget med i overvejelserne når du skal vælge udveksling.

Hvad er Utrecht?

Man tænker højst sandsynligt Amsterdam som det første, når man hører ordet Holland. Men Utrecht er Amsterdams lillesøster, som har sin helt egen charme. Det tager cirka en halv time med tog fra Amsterdam at komme til Utrecht. Det er helt klart en by, der kan være god for mange med aktiviteter til enhver smag. Byen har kanaler, små butikker, caféer, spisesteder, klubber, et rigtig godt studieliv og cykler overalt ligesom Amsterdam men uden alle turisterne. Det er en rigtig hyggelig by med mange små gader, som jeg ville ønske jeg havde kunne nå at lære bedre at kende.

Hvordan er HU universitetet?

Semestret er opdelt i to blokke af ti uger med en uges ferie i begge. Man går i skole cirka 12 timer om ugen, dvs. to ugentlige lektioner i ens tre fag. Derudover er der en hel del selvstudie.

Kommer man fra Kommunikationsuddannelsen på DMJX vælger man fag fra deres Creative Business eller Media Psychology linje. Creative Business fagene er en smule mere praktiske, hvor Media Psychology fagene er teoretiske. Det er heldigvis ikke besværligt at skifte fag, hvis man hurtigt fornemmer, at man er endt på det forkerte fag, f.eks. hvis undervisningen minder meget om noget man allerede har haft på DMJX. Deres International Office er søde og hurtige til at rykke en til et nyt hold.

Undervisningen for mig var en blandet oplevelse – det var selvfølgelig også en corona-tid, hvor meget skulle laves om med pludselig onlineundervisning og lignende. Selve universitet og undervisningen er en del anderledes end DMJX, og ligner generelt mere et klassisk universitet med forelæsninger og meget akademisk læsestof. Men det var enormt forskelligt fra fag til fag – nogle fag, f.eks. Creativity, var meget praktisk og hands-on som vi kender det fra DMJX.
Som udvekslingsstuderende kommer man ind i faste klasser. De studerende er typisk en del yngre end på DMJX, og der er måske et par udvekslingsstuderende på hvert fag. Der er en del gruppearbejde i næsten alle fag, og gode områder på universitetet til at sidde sammen i små studierum. Generelt har HU rigtig gode faciliteter med gode lokaler, tagterrasse, grupperum, caféer og kaffeautomater.

Mine fag

Jeg valgte fagene:

  • Creativity
  • Global Campaign Strategy
  • Framing in the Media
  • Psychology of News Framing
  • Interactive Experiences
  • Cyberpsychology

Creativity er et sjovt og hands-on fag med en del gruppearbejde. Kan anbefales.

Global Campaign Strategy vil jeg ikke anbefale. Det er et meget stort fag, hvor forventningerne for at bestå virkede uklare.

Framing in the Media var et udmærket fag der handlede om, hvordan nyheder framer virkeligheden. Hvis man synes det er spændende at analysere artikler, er dette faget for dig.

Psychology of News Framing vil jeg ikke anbefale. Det var igen et meget stort fag med uklare forventninger til eksamen. Faget består af meget dybdegående analyse af artikler og efterfølgende statistiske analyser.

Interactive Experiences var et af mine yndlingsfag, og kan klart anbefales. Hvis du interesserer dig for eventplanlægning og eksekvering, er dette et godt fag for dig. Teorien var spændende og relevant, og det var sjovt at arbejde på at skabe en oplevelse til den endelige eksamen.

Cyberpsychology kan anbefales som mere teoretisk fag. Det handler om internettet og menneskers psykologi. Jeg oplevede faget som meget vedkommende med spændende teori.

Generelt kan jeg anbefale at blande teoretiske og mere praktiske fag fra både Creative Business og Media Psychology linjen. Og husk, at du kan skifte fag i starten, hvis det virker helt forkert.

Det sociale og aktiviteter

Vi var en håndfuld fra DMJX i Utrecht, men også hvis man kommer alene, vil der være massere at give sig til i byen. Erasmus Student Network (ESN) holder en introuge og har løbende en masse aktiviteter og ture, hvor man kan møde og blive venner med udvekslingsstuderende fra hele verden.

Jeg nød at tage hold eller spille badminton i Sport Centre Olympos, som ligger tæt på HU. Det er en rigtig god og billig sportsløsning, hvor du f.eks. kan gå til yoga og andre hold, i fitness eller låne baner. Desuden kan man klatre i Boulderhal Sterk, hvor der altid er mennesker og god stemning. Yoga Moves er et professionelt yogastudie tæt på HU, hvor du kan gå til hot yoga. Det kan anbefales! Hvis du vil prøve lidt forskellige aktiviteter i Utrecht, kan jeg anbefale appen ClassPass, hvor du gratis kan prøve et par timer.
Når vejret bliver godt kan man også leje kajak, kano mm. og tage på eventyr på kanalerne igennem byen.

Utrecht er en god by at være på udveksling i! Der er rigtig mange hyggelige caféer rundt omkring i byen, hvor man kan studere og få en god kop kaffe. Desuden er der mange andre ligesindede, som også gerne vil have venner og oplever eftersom det er en studie by.

Bolig

Vi fik bolig gennem SSH (Short Stay Housing), som er kollegier tilknyttet uni. Vi boede i en lejlighed med fem værelser og et stort køkken i ”Johanna”-bygningen. Det kan anbefales, fordi bygningen er nyere og i bedre stand end mange af de andre kollegier. Johanna kollegiet har gode vaske faciliteter, udendørs terrasser, en café i stuen og et område til at studere i.

Men man skal være hurtig på tasterne – når de åbner for tilmelding, ryger værelserne afsindigt hurtigt. Jeg vil anbefale ikke at købe kollegiets køkken-pakke med det basale køkkengrej. Det var dårlig kvalitet og overpriced. I stedet kan man tage i IKEA, Hema eller genbrugsbutikker i Utrecht og købe det nødvendige til køkkenet.

SSH-bygningerne som Johanna ligger lige ved skolen i den del af byen der hedder Utrecht Science Park. Det er universitetsbyen, og det er rigtig praktisk at bo lige ved skolen! Der er ca. 5 km på cykel til Utrecht centrum. Hvis jeg skulle på udveksling igen ville jeg dog researche mulighederne for at leje et værelse i en lejlighed i centrum af byen. Der er mere hyggeligt og beboet end universitetsparken, som virker meget tom f.eks. i weekenden.

Transport

Det er en god idé at købe et OV chip-kaart. Det er den Hollandske pendant til rejsekort, og fungerer godt både til busture rundt i byen og længere ture, f.eks. til Amsterdam i en weekend.

Få hurtigt fingrene i en cykel, når du kommer til Utrecht. Det er en virkelig god måde at opleve byen på! Jeg lejede en cykel gennem Swapfiets, og det kan varmt anbefales! Du lejer en cykel per måned, og så fikser de den hvis der er det mindste. De var rigtig søde, og det er en virkelig smart løsning, så man ikke står og skal sælge en cykel sidst på opholdet. Det er dejligt at cykle rundt i Utrecht, og der er cykelstier overalt som vi kender det fra København.

Good to know

Du har ikke brug for en hollandsk bankkonto, som jeg ellers havde hørt. Hav et Visa, MasterCard og kontanter klar. Kontanter er rigtig praktiske i Holland.

Man skal ikke købe en stor bogpakke på HU. Man kan måske regne med at skulle købe et par bøger. Jeg endte med ikke at skulle købe nogen overhovedet, da hele pensum var tilgængeligt online.

Du skal registrere dig i Holland, når du bor der i over tre måneder. Dette får du e-mails om fra skolen, som guider dig igennem de vigtigste, praktiske steps du skal igennem.

Jeg har ikke købt en hollandsk sygeforsikring, men derimod tegnet en forlænget rejseforsikring og bestilt et blåt sygesikringskort.

Du kan få Erasmus legat igennem skolen, og derudover kan du søge andre selv. Tjek f.eks. Nordea Fondens legat til professionsbachelorstuderende.

Alt i alt er Utrecht en anbefalelsesværdig studieby at tage på udveksling i! Jeg håber du får en skøn tur!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *