Jeg tog på udveksling til Bruxelles i Belgien for at studere på IHECS Academy. Læs med her og find ud af, hvorfor du burde gøre det samme!
Af Leonora Marienlund Klint
Bruxelles er byen for alle studerende, der er vild med politik og ønsker fart på den internationale karriere. Bruxelles er faktisk det perfekte sted at starte. Man ankommer som bekendt i epicentret af europæisk politik, og det bedste ved det hele er den varme velkomst, man får fra alle de lokale og internationale indbyggere. Det tager ikke lang tid at føle sig hjemme i byen, der indeholder alle former for mennesker, kvarterer og muligheder.
Når man befinder sig i Bruxelles for første gang, er det næsten umuligt at glemme, at man befinder sig i hjertet af den Europæiske Union. Midt i byen ligger det europæiske kvarter, som huser alle EU-bygningerne og alle de europæiske embedsmænd, lobbyister, reportere og så videre. Det blå flag med de 12 stjerner hænger alle vegne. Det er underligt som dansker at se flaget på gader og stræder, foran skoler, på busser og foran alle officielle bygninger. Jeg kan dårligt nok huske hvor og hvornår, jeg sidst så det blå-gule flag i Danmark. Men i Bruxelles er det anderledes. Bruxelles er den stolte europæiske hovedstad, hvor man kommer helt tæt på unionen.
Under hele mit ophold er jeg blevet udfordret med holdninger for og imod EU samtidigt med at lære om unionen. På IHECS er der gode muligheder for at besøge de europæiske institutioner, som givetvis lufter deres meget pro-europæiske holdninger. På den anden side er skolens undervisning godt understøttet af dygtige professorer og skarpe elever, så man samtidigt kan udvikle sin kritiske sans i forhold til EU. Læren om EU har klart været det mest givende for mig, og min kommende journalistiske karriere, ved at være i Bruxelles.
Derudover overraskede Belgien som land, og Bruxelles som by, meget positivt. Når man kommer fra Danmark, skal man klart udnytte, at afstandene til flere af de store (og små) europæiske byer bliver meget korte. Tager man hurtigtoget til London, Amsterdam eller Paris, tager det ingen tid. Tager man bussen, så koster det ingenting. På mit semester var der udflugter hver weekend rundt i Belgien og resten af Europa arrangeret af mine medstuderende fra IHECS. Et Erasmusophold i Bruxelles er altså en unik mulighed for både at være i hjertet af EU og i hjertet af Europa.
Når du opholder dig i Bruxelles, er der også masser at se og lave. Der skal selvfølgelig spises pomfritter og vafler, men skru forventningerne ned – man skal lede længe for at finde de gode steder. Jeg kan varmt anbefale at bosætte sig i smukke kvarterer som Ixelles, Saint-Gilles og Sablon, hvor der findes parker, museer, masser af barer og restauranter samtidigt med, at man nemt kan komme til og fra skole. I stedet for at prøve at forstå sporvognssystemet, købte jeg adgang til bycyklerne, som findes over det hele, og kom i god form ved at cykle op og ned af byens mange bakker. Det kan også klart anbefales.
Til slut vil jeg råde alle studerende til at tage på udveksling generelt. Det er en kæmpe gave at få lov til at møde så mange mennesker fra så mange lande. Man opdager hurtigt, hvor meget man har til fælles, men også hvor forskellige verdens fire hjørner stadig er fra hinanden. I Bruxelles er fordelen, at alle er fremmede, og alle er hjemme på samme tid.
Hvis du overvejer at tage af sted til Bruxelles og studere på IHECS, er du mere end velkommen til at kontakte mig på lemakl@mail.dmjx.dk, hvis du har nogen som helst spørgsmål.