UTS, Sydney

Af Claudia Griesé Bhimra, TVM’er

UNIVERSITETET
Man kan med sikkerhed sige, at University of Technology Sydney i Australien er noget anderledes end DMJX. Uden at fornærme de fantastiske grå bygninger i Emdrup, er det bare en lidt anden følelse at gå i skole, når universitetet består af et hav af kæmpestore, moderne bygninger midt i Sydney. På UTS er der ikke én kantine, men flere forskellige caféer og barer på universitetet. Bygningerne er alle forskellige, men fælles for dem er at det hele er nyt og moderne og meget rent og pænt. Faciliteterne kan man altså ikke sige noget dårligt om. Selve undervisningen skuffer heller ikke. Lærerne er enormt dedikerede til deres fag og det er tydeligt at der bliver lagt meget arbejde i timerne. Jeg var selv enormt glad for faget ‘Imagining the Real’ som er journalistik på en mere kreativ måde, der klart kan anbefales! Faget ‘Digital Literacies’ som jeg kan forestille mig de fleste mediestuderende kunne komme til at vælge, var jeg dog mindre begejstret for. Lige på det punkt kan de ikke helt slå DMJX!

BYEN
Det mest fantastiske ved at studere på UTS, er helt klart beliggenheden. Sydney og Australien generelt er helt specielt og hvis du ikke har været der endnu, bliver du simpelthen nødt til at komme afsted! Sydney har lidt af de hele. Tårnhøje, moderne bygninger i centrum, der mest af alt minder om New York – og smukke, tropiske strande, som der bare ikke fås i Europa. Der er så meget at se, så du kommer ikke til at kede dig. Det skal dog lige siges, at universitet ligger ca 30-40 min. fra strandene, så hvis du bor tæt på universitetet, kan du altså ikke lige gå ned til stranden efter skole. Men heldigvis er Sydneys offentlige transport helt i top, så værre er det ikke.

DET SOCIALE
Australierne kan altså noget på det sociale punkt, som vi ikke helt evner på samme måde i Danmark. De er enormt åbne og hjælpsomme. I Australien, er det helt normalt at smalltalke med alle og sige hej til folk du ikke kender. Det er en del af kulturen at være åben og det gør bare, at det er endnu nemmere at føle sig hjemme, selvom man er så langt væk. Jeg vil dog alligevel anbefale, at man bor på et af universitetets kollegier, hvis man meget gerne vil møde nye mennesker. Det er bare lidt nemmere at komme til at snakke med folk, hvis man bor på et kollegie, da de virkelig går op i introforløb og masser af arrangementer, hvor du møder alle dine medstuderende. Selve universitetet gør det ikke lige så godt og der er ikke noget ‘socialt’ introforløb. De studerende man møder til sine fag er stadig åbne, men da man ikke har en fast klasse, kan det være svært at komme tæt på dem. Derfor vil jeg klart anbefale at bo på UTS Housing (kollegiet), da du ikke kan undgå at møde folk der!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *