Af Ida Lærke Bechtle, TVM
Jeg kan virkelig anbefale at tage til Montreal på udveksling. Byen er fyldt med imødekommende mennesker, kulturelle tilbud og en helt speciel atmosfære, som kun kan beskrives som fantastisk.
Selvom vinteren kan være kold, er sommeren utroligt skøn, og de lokale forstår virkelig at udnytte begge årstider i højeste grad. Somrene er fulde af ture til de mange parker, festivaler, musik og øl på hyggelige verandaer. Vintrene bugner af indendørs hygge, museums- og biografsbesøg samt udendørs aktiviteter med alt fra skøjter og ski til snesko og kælkning.
Kulturen er en sjov blanding af engelsk og fransk, som dog på mange måder minder om mentaliteten, der også hersker i Danmark. Folk er utroligt venlige og imødekommende, og det er let at falde i snak med de lokale. Det kan dog anbefales at have en nogenlunde forståelse for fransk, da man ellers kan blive lidt ekskluderet i grupper udelukkende med ”Quebecois”. Det skal dog siges, at jeg taler et minimalt niveau af fransk, og jeg har aldrig haft større problemer med at klare den på engelsk.
Concordia University er en af to engelsktalende universiteter i Montreal. Man kan stort set sammensætte fag, som man vil, hvilket giver mulighed for at prøve nye og interessante fag af.
Jeg valgte følgende fag, som jeg tænkte ville være spændende for mig som TV- og Medietilrettelægger: Audio Editing, Photojournalism, Advanced Video Journalism og English-Canadian Cinema. Med undtagelse af det sidstnævnte fag, var de alle praktiske fag, hvilket jeg klart foretrækker – man skal dog være indstillet på, at de kan være mere tidskrævende, eftersom der stort set er opgaver til hvert fag hver uge. Niveauet er ikke super svært, men opgaverne kræver alligevel noget tid, når man næsten har fire afleveringer om ugen. Arbejdsbyrden er dog meget passende, eftersom man ”kun” skal have fire fag (eller hvad der svarer til 30 ECTS), og man har derfor oftest en fridag i løbet af ugen. Det kan især være belejligt, hvis man planlægger sit skema på en måde, så fridagen ligger i forlængelse af weekenden, så man kan tage på ture til Quebec, Toronto eller endda New York City.
Jeg er faktisk blevet så glad for Montreal, at jeg har valgt at blive her de første 6 måneder af mit praktikforløb. Så der er ikke andet at sige: Tag afsted, det er en super skøn by, og du vil ikke fortryde det!
Tips og tricks hvis du overvejer Concordia University:
- Tag TOEFL-testen i god tid.
- De populære kurser bliver fyldt op hurtigt, så vælg fag så snart du kan!
- Find et værelse i stedet for dyr campus-housing (Mile End kan anbefales).
- Selvom Montreal på mange måder er en billig by, så spar op! Så kan du udnytte alle de fede tilbud der er og også besøge andre steder (transport rundt i Canada er ret dyrt).
- Udnyt den gratis sygesikring som man kan få, når man er dansk statsborger.
- Lad dig ikke afskrække af poutine! Det er måske ikke verdens smukkeste ret, men især når det er koldt, er det altså godt at sætte tænderne i en omgang varm poutine.