Af: Mads Kleis, Journalistik 4. semester
Lang historie kort: Skynd dig afsted til Missouri School of Journalism (J-school). Tag mit ord for det.
Kort historie lang:
Der sker egentlig ikke så meget i det amerikanske Midtvesten, og derfor undrede det også mange amerikanere, at en dansker havde valgt at tage netop hertil. Men da jeg fortalte dem, at jeg læser journalistik, så faldt tiøren. J-school er nemlig det, så vidt vides, ældste journalistiske fakultet i verden. Det er derfor også et af de bedste og mest prestigiøse – og det ses også tydeligt på de imponerende omgivelser og faciliteter. Der er et væld af muligheder og et hav af forskellige fag, du kan vælge imellem, mens dine venner sidder hjemme på Dimmeren og går igennem et forudbestemt, rigidt pensum.
Jeg havde selv valgt fagene Covering Traumatic Events, News Producing, Drone Journalism, American Government og så valgte jeg desuden at genoptage min spanskundervisning. Generelt vil jeg anbefale alle fagene med undtagelse af American Government. Amerikanerne opererer ikke med sabbatår, og derfor er de også meget yngre end den gennemsnitlige DMJX’er, og derfor er mange af deres førsteårsstuderende også meget usikre og generte og ikke særlig klar på at diskutere politik, som faget ellers lagde op til.
I stedet vil jeg særligt fremhæve News Producing og Drone Journalism. J-school råder over KOMU 8, den eneste universitetsejede tv-station i USA, og her får man som elev i News Producing lov til at få det hele i hænderne, lige fra klipning til at agere nyhedsvært. Og apropos at få tingene i hænderne, så er det faktisk kendetegnende for Mizzou, (som universitet kaldes) at man lærer – by doing. Noget man i den grad også gør i Drone Journalism, hvor man lærer at operere en drone og skyde flot indhold til journalistisk brug.
Men udveksling handler om meget andet end bare skole. Udveksling handler også om at opleve en fremmed kultur og få sig en på opleveren. Og bare rolig; selvom det har været et utroligt givende semester fagligt, så er arbejdsbyrden noget mindre, end man kender det fra Journalisthøjskolen, og niveauet når sjældent det danske, såfremt man ikke struggler med engelsk, så der er masser tid til at komme væk fra campus. Det er i øvrigt super befriende, at man fuldstændig selv kan sammensætte sit skema.
Columbia, hvor universitet ligger, ligger i midten af Missouri, ca. 2 timers kørsel fra hhv. Kansas City og St. Louis – to store byer med en masse muligheder. Men Columbia i sig selv er en herlig universitetsby fyldt med barer, spisesteder og lign., så man har egentlig det meste ved hånden. Personligt vil jeg anbefale at gå efter et semester om efteråret, da det er her, hvor amerikansk fodboldsæsonen kører. Selvom du ikke er synderligt sportsinteresseret, så er det bare helt unikt at opleve stemningen på stadion med 65.000 klædt i gult og sort, der hepper på skolens hold. Tænk High Risk, men 650 gange vildere. Mizzou er i collegesportsligaen SEC, som bredt regnes for den bedste i USA, så uanset hvornår du kommer, skal der nok være sport at overvære i verdensklasse.
Som nævnt er de amerikanske universitetselever meget unge, typisk 18 år gamle når de starter, og derfor skulle jeg som 26-årig i hvert fald ikke bo i en studiebolig (dorm) sammen med en af dem, men det er selvfølgelig op til dit eget temperament. I stedet vil jeg anbefale at søge en bolig væk fra campus og nogle lidt ældre roommates.
Det kan godt være lidt tricky, MEN – så er det jo heldigt at der bor de to sødeste og rareste mennesker i Columbia, der har en rig tradition for, i over 15 år, at hjælpe og støtte alle de danske udvekslingsstuderende fra DMJX. De hedder Tim og Paula, og de kan hjælpe dig med at finde en bolig. Men de kan også hjælpe dig med at finde møbler til den, tage dig med på ture, introducere dig til deres venner, hjælpe dig med at handle ind, tale om kærestesorger eller hjemve og hvad end det nu skal være. Jeg havde tidligere læst klummer herinde om Mizzou og tænkt, at det var for godt til at være sandt. Men det er det ikke. De er nogle af de bedste og mest uselviske mennesker, jeg i mit liv har mødt, og de er en KÆMPE ressource, der gør dét at flytte til et fremmed land en dans på roser.
Så én gang til for dem der ikke hørte det nede bagved; Skynd dig afsted til Missouri School of Journalism. Det koster lidt knaster, men det er det hele værd.
Skriv til mig, hvis du har spørgsmål til andet eller mangler en uddybelse på ovenstående!




