Udveksling i Brisbane, Australien

Af Sille Boe Graungaard, Kommunikation 5. semester

Jeg har altid vidst, at jeg ville på udveksling i Australien. Alligevel lurede der en lille usikkerhed i mig, for det var jo langt væk, og tanken om alt det praktiske føltes overvældende. Men i dag kan jeg sige med hånden på hjertet, at det var en af de bedste beslutninger, jeg nogensinde har taget.

Så hvis du går med en lille drøm om at leve dit bedste Aussie life med høj UV og solrige dage, venlige og imødekommende mennesker og en by tæt på strand ved Sunshine og Gold Coast, så er Brisbane stedet for dig.

Bolig

Jeg studerede på QUT’s campus i Kelvin Grove og fandt min studiebolig gennem Iglu. Jeg boede i Kelvin Grove, som er en hyggelig forstad til Brisbane, hvor der hver søndag var et lokalt marked lige uden for døren, og centrum kunne nås på cirka 15 minutter med bus.

I lejligheden boede jeg sammen med tre søde piger fra Brisbane og med Emma, som også læser på DMJX. Vi kendte ikke hinanden på forhånd, men inden afrejse skrev hun til mig og spurgte, om vi skulle tage en kaffe. Emma blev derefter min faste +1 i Brisbane og er det heldigvis stadig herhjemme i København.

Iglu tilbød blandt andet gratis morgenmad (ofte frugt, en muffin eller en lidt tør sandwich – men hey, gratis er gratis), et lille men tilstrækkeligt fitnesscenter og vigtigst af alt, kun to minutters gang til universitetet.

Mange af mine venner boede på steder som Student One, Scape og UniLodge, som de også var rigtig glade for.

Skolen

Selvfølgelig handler udveksling om at gå i skole, men som alle ved rejser man ikke om på den anden side af jorden kun for at sidde med næsen i bøgerne. Derfor var jeg ret glad for mit skema, som gav mig masser af frihed. Jeg havde kun én online forelæsning om mandagen (som endda kunne ses, når det passede mig), undervisning tirsdag og onsdag og en enkelt fysisk time om torsdagen. Det betød, at jeg havde rigeligt med tid til at udforske Brisbane og tage på ture.

I mine fag var størstedelen af de andre studerende omkring 20 år, og jeg lagde hurtigt mærke til, at de sociale relationer i klasserne ikke fyldte særlig meget. Det skyldes nok, at man ofte har forskellige hold fra semester til semester, så der ikke opstår det samme fællesskab som på de danske studier. Heldigvis tilbyder QUT mange klubber, hvor jeg fandt mange af mine venskaber. Jeg var en del af QUT Surfers, som tog os med til Byron Bay og surfede og festede en hel weekend (stor anbefaling) og en del af Club QUTies (QUT International Exchange Society), som arrangerede fester for alle udvekslingsstuderende.

En anden ting, jeg satte pris på, var, at ingen af mine fag afsluttedes med en eksamen, men i stedet afsluttende opgaver.

Mine fag

CCB202 – Social Media, Self and Society

Et egentlig meget hyggeligt, og nemt fag i mine øjne. Der var meget gruppearbejde, som den afsluttende opgave også skulle skrives i. Navnet angiver meget godt hvad faget handlede om.

AMB111 – Advertising Works

Dette var mit online fag, men lærerne var nemme at komme i kontakt med, hvis der var spørgsmål. Jeg synes faget gav et godt indblik i at fange den rette målgruppe indenfor reklamer.

CCB305 – Critical Issues in Media and Communication

Faget fangede desværre ikke rigtig min interesse, da min lære var professor indenfor videospil, og vores krisekommunikation handlede derfor om det. Derudover var der en forventning om at man skulle deltage, og man blev markeret med karakter om man var aktiv eller ej i timerne.

Dvb101 – Visual Communication Design

Et fag som jeg virkelig synes var fedt, da det var meget kreativt. Min første opgave var i Adobe InDesign/Illustrator, hvor vi skulle designe vores eget logo. Den næste opgave var i Adobe Photoshop, hvor vi skulle udvikle en kampagne af opgave 1. Jeg brugte ret lang tid på at nørde rundt i programmerne, og er egentlig glad for jeg kan finde ud af at bruge de programmer nu.  

Rejser

Jeg vil helt klart anbefale at rejse rundt i Australien, mens du er der. Men sørg for at få sparet lidt op, for Australien er desværre ikke billigt.

I min påskeferie fik jeg besøg af min familie, hvilket næsten alle mine venner faktisk fik. Vi rejste fx sammen til Sydney. Senere tog jeg til Melbourne med Emma, hvor vi besøgte nogle af vores venner, der var på udveksling i byen. Jeg fik også set mere af områderne omkring Brisbane, blandt andet Gold Coast, hvor min roomie kom fra, og Sunshine Coast, hvor min søde ven James boede.

Med QUT Surfers tog jeg til Byron Bay, som efter min mening er et af bedste steder i verden.

Emma og jeg sluttede vores eventyr af i Tasmanien, som virkelig var en kæmpe oplevelse.

Så med alt det sagt, afsted med dig! Et udvekslingsophold i Brisbane er noget helt særligt, og jeg lover, du kommer til at elske det <3

Skriv endelig til mig på 31381@dmjx.dk hvis du har nogle spørgsmål, så svarer jeg med glæde!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *