Tag på udveksling til München! – Ludwig Maximilians Universität, LMU

Af: Esther Kirstine Morsing Kristensen, JOUR 3. semester

Nu er jeg netop kommet tilbage til Danmark efter et semester i fantastiske München!

Et udvekslingssted, der ikke umiddelbart imponerede mine venner, som virkelig undrede sig over, hvorfor man dog ville vælge München – især når man med DMJX’s partnerliste på hånden nærmest bare kunne sætte en finger på verdenskortet og få lov til at studere der. Men jeg valgte München, fordi jeg havde en ret god idé om, hvor fed en by det egentlig er. Jeg ville gerne forbedre mit tyske, universitetet har et godt ry, og så syntes jeg, det var dejligt praktisk, at der kun er omkring 11 timer i et billigt tog hjem til Aarhus. Og jeg har ikke fortrudt mit valg siden!

Ligesom mange andre oplevede jeg, at selve ansøgningsprocessen var den mest krævende del af hele Erasmus-projektet – men når det først er overstået, er det det hele det værd!

Derudover er det en udfordring at finde bolig i München. Det, der fungerede for mig, var at skrive til omkring 50-100 forskellige bofællesskaber via WG-Gesucht. Selvom næsten ingen svarede, endte jeg med at få et fremlejet værelse og bo sammen med den sødeste tyske pige. Det kan faktisk anbefales, hvis man gerne vil lære lokale at kende. Hun inkluderede mig i sin vennegruppe, og det var virkelig sjovt at være en del af et “ægte” tysk slæng – for det skal man ikke nødvendigvis regne med at blive gennem universitetet. Her ender man oftest i grupper med andre udvekslingsstuderende.

Jeg tog et sprogkursus inden undervisningen begyndte, hvilket i Tyskland først er sidst i april, og det kan jeg kun anbefale! Her mødte jeg den vennegruppe, som fulgte mig hele semesteret, den har jeg virkelig sat pris på, og det var den bedste start på at finde et netværk i en ny by. Vi har været på skiture, haft utallige aftener i biergartens og brugt hundredevis af timer i solen i Englischer Garten med badning og volleyball – what’s not to like?

Det overraskede mig, hvor mange events der også foregår i München. For eksempel Blade Night hver mandag, hvor byen spærres af, og 2.000 mennesker står på rulleskøjter gennem gaderne. Eller Frühlingsfest,  oktoberfestens lillesøster, hvor det virkelig bliver tydeligt, hvor meget sjovere alting er med én-liters øl og lederhosen!

Og hvad angår det faglige, har det også været en god oplevelse. Der er ingen tvivl om, at det faglige niveau på DMJX er højere, men det var stadig spændende at have fag på LMU.

Der var meget gruppearbejde, og det var virkelig interessant, når vi alle kom fra forskellige lande og kulturer. Det var sjovt at opleve de forskellige tilgange til teori og praksis. Derudover er det i højere grad kommunikationsfag, LMU tilbyder, men dette så jeg dog som en mulighed for at lære om det. Dog var der også podcast-fag, samt fag om AI i journalistik.

Jeg valgte udelukkende seminarer for at undgå eksamener i august/september, så det ikke ville overlappe med undervisningen i Danmark. Semesteret i Tyskland er nemlig ret anderledes, og det skal man være opmærksom på, men jeg har ikke haft nogle problemer med det. Jeg vil især anbefale faget Media Institutions, som er et kursus kun for udvekslingsstuderende, hvor man besøger forskellige mediehuse og uddannelsesinstitutioner.

Så som det nok er nævnt et par gange, så kan jeg kun anbefale at tage på besøg hos Europas centrum (München) (Psssst glemte måske at nævne hvor belejlig München er til Europa-udflugter.) Og ikke at det skal være en vigtig afgørelse, så kunne de uforstående venner hjemmefra efter flere besøg i Bayern, ret godt forstå mit valg alligevel. München er bare ikke som andre byer – og stemningen en sommerdag er intet mindre end fantastisk.

Og det skal måske nævnes som den allersidste slutnote, at de venner, jeg fik, som havde været der i to semestre, understregede, at Münchens charme virkelig kommer til sin ret i forårssemesteret. Så hvis man allerede ved, at man gerne vil til München, vil jeg klart anbefale, at forsøge at time det, så man kan opleve sommermånederne. GLÆD dig!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *