Af Sille Langberg, Journalistik 4. semester
Kort sagt er Hong Kong en fascinerende by, der byder på stort set alt, hvad et rejsehjerte kan begære: lækker mad, templer midt i byen, skyskrabere, døgnåbne 7/11’s, rooftop-natklubber og – hvad der var vigtigst for mig – kort vej til skøn natur med bjerge, strande, øer og vilde naturparker.
For mig var det bedste ved Hong Kong faktisk at tage ud af byen. Der er et hav af veletablerede hiking-ruter, der fører til blandt andet en kæmpe Buddha, vandfald, øde strande, kløfter og områder med vilde aber. Klimaet er mildt om vinteren og varmt om sommeren, så mulighederne for at udforske er nærmest uendelige.
Bolig
Jeg vil anbefale at ansøge om et kollegieværelse gennem skolen – de kontakter dig med oplysninger. Jeg boede på Jockey Club Student Village III, hvor mange udvekslingsstuderende bliver placeret. Det er det nyeste kollegie, så det er rent og pænt. Man har et lille enkeltværelse og deler fælleskøkken med tyve andre.
Det ligger lidt væk fra campus, men der er et godt socialt fællesskab. De ældre kollegier har vist nok flere traditioner og forventninger, mens Jockey er et mere afslappet sted at bo. Vigtigst af alt er det det eneste kollegium, hvor man ikke har en roomie – for mig var det en stor fordel.
Studie
Studiet fyldte meget for mig, både fordi HKU er et universitet, og fordi arbejdsbyrden var større, end jeg var vant til fra DMJX. Det tog tid at finde balancen, men jeg blev også virkelig engageret i mine fag og lærte meget. Niveauet afhænger dog meget af, hvilke fag man vælger – nogle af mine medstuderende syntes, det var nemt og brugte ikke meget tid på lektier.
Mine fag:
- Introduction to Photography – Nemt, hyggeligt og anbefalelsesværdigt.
- Understanding Race and Racism – Virkelig spændende og oplysende. Relativt stor arbejdsbyrde.
- Documentary Film Appreciation – Ret nemt, sjov professor, kan anbefales.
- United States Politics – Kan ikke anbefales, kedeligt.
- Politics of the Global South – Meget spændende, men krævende med store opgaver.
Skriv endelig, hvis du vil høre mere om fagene!
Tag til Hong Kong hvis…
… du er klar på et udvekslingsophold, der udfordrer dig en smule. Jeg er SÅ glad for, at jeg tog afsted – jeg oplevede og lærte enormt meget, og tiden fløj afsted. Hvis du er villig til at være lidt på udebane, er der et kæmpe pay-off i en by, der vitterligt har alt!
Tips og tricks
- Ankom gerne en uge før studiestart. Jeg udskød min ankomst til sidste øjeblik, og da jeg kom, var der allerede dannet mange grupper og venskaber i udvekslingsmiljøet, som det tog mig lidt tid at indhente.
- Generelt vil jeg anbefale at prioritere venskaber så højt som muligt. Det er mine venner, der står frem, når jeg kigger tilbage.
- Køb et Octopus-kort på din telefon. Det virker til ALT og kan nemt toppes op med Visa.
- Udnyt Hong Kongs natur i stedet for at rejse alt for meget ud. Tag fx på en overnatningstur i Sai Kung.
- Tjek dine mails grundigt, når du venter på visum. Mit visum var gemt bag en virusbeskyttelse, jeg ikke forstod, hvilket gav unødige bekymringer.
Jeg kan kontaktes på:
- Mail: langbergsille@gmail.com
- Telefon: 24425590