Studér i hjertet af en kulturel, smuk og mangfoldig storby: Amsterdam

Af Trine Mikkelsen, Kommunikation 6. semester

Hvis du overvejer at tage på udveksling, behøver du ikke rejse om på den anden side af kloden for at få en oplevelse for livet. Amsterdam er en fantastisk studieby, der rummer meget mere end blot de turistede kanaler og de velkendte coffeeshops. Byen er et levende sted, hvor der altid sker en masse. Der er også en utrolig mangfoldighed, hvor du finder folk fra hele verden. Det betyder også, at du aldrig behøver bekymre dig om sprogbarrierer – alle taler engelsk.

En af de bedste måder at opleve byen på, er på cykel. Amsterdam er flad som en pandekage, så det kræver ingen særlige cykelevner at komme rundt (tag det fra en, der aldrig cykler herhjemme). Mit bedste tip er at leje en Swapfiets – en nem og billig løsning, hvor du altid har en fungerende cykel til rådighed. Men husk: de lokale tager cykelkulturen meget alvorligt, og du får hurtigt at vide, hvis du står i vejen eller ikke følger reglerne. Så pas på, hvor du stopper, og lær de uskrevne regler – medmindre du vil råbes af.

Amsterdam er også en by med uendelige oplevelser. Der findes et museum for næsten alt: sex, prostitution, katte, holocaust, tortur og meget mere. Hvis du elsker caféer, bliver du ikke skuffet – nærmest alle steder er hyggelige og stemningsfulde. Desværre er prisniveauet også derefter. Maden er ikke billig, og du kan forvente omtrent samme prisleje som i København. Men oplevelsen gør det værd at betale lidt ekstra.

Skolen: University of Applied Sciences (Hogeschool van Amsterdam)

Min studieoplevelse på University of Applied Sciences mindede meget om at gå på DMJX. Der var gruppearbejde, casebaserede projekter og et praktisk fokus, hvilket jeg fandt virkelig fedt. Niveauet var overkommeligt, og man kunne sagtens følge med, men skolen var lidt ustruktureret, så man skulle være klar til selv at tage ansvar for sin læring. Det betød også, at det var vigtigt at stille spørgsmål og holde sig opdateret på pensum.

Underviserne var til gengæld super søde og imødekommende. De var altid klar til at hjælpe, hvis man havde brug for det – særligt når det kom til at forstå præcist, hvad de forventede. Jeg havde to fag, hvor det ene handlede om trend research. Det var spændende, men mit yndlingsfag var et kreativt kursus, hvor vi skulle designe og udvikle nye produkter og koncepter. Det var virkelig fedt at få lov til at tænke innovativt og skabe noget fra bunden.

Det sociale liv

Det sociale liv i Amsterdam var en af de allerbedste dele af opholdet. Jeg boede sammen med omkring 150 andre udvekslingsstuderende i en bygning, hvor vi delte køkken og gang i mindre grupper af 10 personer, maneg havde også deres eget køkken, men skulle betale ekstra. For mig var det den perfekte blanding af privatliv – jeg havde mit eget værelse og badeværelse – og fællesskab. Jeg har fået venner for livet, både fra Danmark og fra andre dele af verden.

Hver weekend var der fester, fælles middage og spontane hyggeaftener. Faktisk var der nærmest ikke en eneste dag, hvor jeg ikke brugte tid sammen med nogle af de andre. Hvis du overvejer Amsterdam som udvekslingsdestination, kan jeg love dig, at du ikke kommer til at kede dig! Nedenunder kan du se en masse nice billeder fra min tid i Amsterdam.

Hvis du har spørgsmål eller vil høre mere om min oplevelse, er du altid velkommen til at skrive til mig på: 30441@dmjx.dk.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *