Et uforglemmeligt halvt år med udveksling på Hogeschool Utrecht

Af Anders Helmer Mørck, JOUR 4. semester

Utrecht, Utrecht, Utrecht. En vaskeægte perle placeret kort fra storbyen Amsterdam, men jeg skal da lige love for, at universitetsbyen omtrent på størrelse med Aarhus er mindst lige så charmerende, hvis du spørger mig. Nu skal du høre hvorfor 😊

Bolig

Holland er et land, som er kendt for boligmangel for studerende, og Utrecht er desværre ingen undtagelse. Jeg skulle sidde klar på et helt bestemt klokkeslæt for at være heldig at få en af de eftertragtede værelser, så jeg vil helt klart anbefale at være helt up-to-date med datoerne, hvor værelserne bliver sat fri. Når rummene er ude på hjemmesiden, er der tale om sekunder før alle er taget.

Jeg fik heldigvis plads på kollegiet ’Johanna’, som jeg klart kan anbefale. Da kollegiet ligger i Science Park ligesom universitetet, gør det ens hverdag markant nemmere. I bygningen bor der også masser af andre internationale studerende, og jeg fik mange venner fra nær og fjern, som blot boede et par døre fra mig.

Penge

Priserne i Holland er ikke langt fra de danske, så hvis man leder efter det billige udvekslingssted, ja så man hellere kigge andre steder hen. Men med en god portion penge fra Erasmus og SU i ryggen, så kan man nå langt, selv om jeg også måtte hapse lidt penge fra opsparingen undervejs.

Jeg vil helt sikkert anbefale at få fingrene i en Swapfiets-cykel på trods af skolens foredrag om de såkaldte ’Student Mobility-cykler’. Jeg brugte ca. 20 € om måneden på en rigtig fin cykel, som sparede mig for mange penge, jeg ellers ville have brugt på sporvogne, busser osv.

Derudover vil jeg også anbefale til de sportsglade at få fingrene i et medlemskab hos sportskomplekset ’Olympos’. For 20 € kan man både dyrke ganske almindelig fitness, samtidig med at man får mulighed for at dyrke alverdens sportsgrene. Fodbold, Volleyball, Tennis, Squash og Yoga (Med undervisning) er blot nogle af de tilbud man får for abonnementet. Centeret ligger i Science Park og jeg kunne nå derhen fra mit kollegie på få minutter på cykel.

Fagligt

I løbet af mit udvekslingsforløb valgte jeg linjen ’Cross Border Journalism’. Forløbet var delt op i to forskellige fag, som jeg havde sideløbende med hinanden. De hedder henholdsvis ’MediaLab’ og ’Newsroom’.

Newsroom er et fag, som jeg virkelig har lært noget af. Det minder en del om ’Journalistisk Metode’, som man måske kender det fra DMJX. Men jeg synes at det fungerede ganske fint for mig, da jeg samtidig lærte engelskkundskaber og fik opgaver, som lod mig lave journalistik i flere europæiske lande i løbet af mit udvekslingsophold. Lærerne var kompetente og gode til at give feedback, så jeg kan varmt anbefale denne del af kurset.

MediaLab var også et lærerigt fag for mig. Jeg har ikke den store erfaring inden for kommunikation og marketing, så her lærte jeg noget. Faget var dog også problematisk, da der var mange lærere inden over afleveringerne i faget, og det forvirrede både lærere og elever. Det skal dog siges, at det er første gang, at linjen forener de to fag på denne måde, så jeg tror (og håber), at det næste hold vil opleve mindre forvirring end jeg gjorde.

Socialt og det sjove

Når du ankommer til Utrecht, får du lynhurtig spyttet masser af tilbud om sociale arrangementer til dig – og gør brug af dem i starten! De giver en masse gode muligheder for at møde nye mennesker og have det sjovt på samme tid. Tilbuddene fortsætter hele semesteret igennem, men jeg må erkende, at jeg valgte at se bort fra dem efter en måned eller to, da jeg havde fundet min sociale cirkel, og jeg hellere ville være sammen med dem udenom de planlagte arrangementer.

Utrecht er en ung by med masser af liv, barer og dejlige dage ved kanalerne. Hollændere elsker øl, så det vrimler med steder at sidde at få en enkelt øl, mens der også er klubber, hvor man kan komme ud at ’svinge træbenet,’ som de siger her i Jylland 😉

Jeg vil dog også slå et slag for kollegie- og universitetsbarerne i Science Park, da man kan have det mindst lige så sjovt til priser der gør en lidt gladere dagen derpå.

Jeg har virkelig haft et helt fantastisk halvt år i det hollandske, og jeg kan kun anbefale dig at drage afsted til Utrecht. Da det er en by med historie, kultur og mange internationale studerende, er det med andre ord den by, som jeg drømte om, da jeg skulle finde det bedste sted at tage på udveksling.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *