Ludwig Maximilian Universität, München

Af: Carl Emil Sørensen, Komm. 5. semester

Jeg var i tvivl om mit valg af München indtil den anden dag i Tyskland. Den første dag var på et hostel lige nær hovedbanegården, der var jeg stadig i tvivl.
Inden jeg kom til München, var der mange venner der satte spørgsmålstegn ved mit valg af Tyskland, og især at det ikke skulle være det trendy Berlin, hvis det nu endelig skulle være.
Men den tvivl fik de lokale i München rolig manet i jorden. Jeg var ifølge dem, kommet til det helt rigtige sted, en kulturel, finansiel og historisk hovedstad.

Dette måtte jeg senere give dem ret i.

Inden ankomst
Semesteret i München starter først i midten af april. Hertil skal det siges, at LMU tilbød et fremragende intenst sprogkursus, som løb fra d.1. marts indtil start april. Dette er et must, for alle der ønsker at lære tysk. Men det er også vigtigt ift. det netværk, som man får igennem sprogkurset. Mange af dem, som senere blev mine venner på udvekslingsopholdet, mødte jeg her.
Universitetet tilbyder derudover også et ”ekskursionsprogram”, hvor man har mulighed for at opleve lokale turistoplevelser med andre udvekslingsstuderende. Dette er også et super fedt tilbud – og en billig genvej til fede München-oplevelser.
Derudover er det kendetegnende for Tyskland, at de er 10-15 år bagud når det kommer til digitalisering, så kommunikationen kunne til tider være noget langsom og universitetets systemer var ret uigenemmenskuelige – men det løser sig.

Det faglige
Jeg valgte fag på både kommunikationsfakultet og det politiske fakultet. Mere specifikt, så havde jeg disse fag:

  • Coalition governments
  • Small States in the international system
  • Dressed to impress – Fashion as communication
  • Media institutions in Munich
  • Sprogkurset

Overordnet var der stor forskel på kvaliteten af undervisning. De politiske fag var spændende, men det skal også være noget der interessere en på forhånd, da det som DMJX-studerende er en helt ny verden, man træder ind i.
Derudover vil jeg anbefale media institutions in Munich. Det er en god mulighed for at komme ud på nogle fede ekskursioner og møde andre studerende.

Bolig og økonomi
München er presset, når det kommer til bolig. Markedet er på mange måder ligesom det er i København, og mange studerende giver cirka 5.000-7.000 for et værelse. Universitetet tilbyder boliger til udvekslingsstuderende. Min erfaring med dette er, at de sjældent går til studerende fra Skandinavien.
Jeg vil anbefale hjemmesiden WG-gesuscht. Dette er en af de bedste og billigste måder, man kan finde et bofællesskab på.

Generelt er München en smule billigere end Danmark til hverdagsting.

Kultur, natur og historie
I München kan man virkelig få lov at mærke historiens vingesus. Anden verdenskrig sidder stadig i mange tyskere, og der er på mange måder stadig et traume over den tid. Her kan virkelig udforske den del af verdenshistorien, hvis man har lyst.
Derudover er der mange vandreture, som man kan tage på i nærheden af München.
Det er også en nødvendighed at investere i et par lederhosen/Dirdnl, så man kan nyde diverse ølfestivaler sammen med de lokale og ens nye udvekslingsvenner!

Held og lykke – og vælg lige München.

Kontakt mig på 51336686, hvis du har nogle spørgsmål – eller ønsker råd om München.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *