Udveksling på Aristotle University of Thessaloniki – Grækenlands næststørste by, som meget få kender

Af Caroline Skipper Mosgaard – Kommunikationsstuderende

Jeg kendte ikke selv den græske by med det lange navn – Thessaloniki, da jeg blev optaget på Aristotle University, men efter lidt mere end fire måneder har den festlige, kulturfyldte og ustrukturerede studieby fået en stor plads i mit hjerte.

Det skal dog først og fremmest siges, at man ikke skal tage til Thessaloniki, hvis man tager på udveksling for et højt fagligt niveau, men jeg må indrømme, at det ikke var min højeste prioritet, da jeg valgte at tage af sted. Så hvis man er på jagt efter at bo i en sydlandsk afslappet kultur, få unikke oplevelser og rejse rundt i Grækenland og Balkan, så er Thessaloniki den helt rigtige destination.

Aristotle University of Thessaloniki er det største universitet i hele Grækenland med hele 40.000 studerende. Det gør den lille storby med 800.000 indbyggere til en vaskeægte studieby, som er præget af de mange unge, der bor i byen. Byen er uden for sommersæsonen heller ikke særlig turistet, hvilket giver en endnu mere autentisk oplevelse. Derfor blev jeg også positivt overrasket over, at de fleste talte græsk til mig trods mit meget skandinaviske udseende, da jeg ankom til byen.

Når du har modtaget din indstilling fra DMJX om optagelse på universitetet i Thessaloniki, skal du bevæbne dig med tålmodighed. Jeg oplevede, at alle mine klassekammerater fik deres optagelsesbreve og begyndte at vælge fag osv. lang tid før, at jeg overhovedet havde fået bekræftet, om jeg endeligt var optaget eller ej. Og sådan er det generelt med det græske – uanset om det er busserne eller administrative ting på skolen – ha’ tålmodighed og vid, at folk gerne vil hjælpe dig, hvis du rækker ud.

Skolen

Jeg blev optaget på fakultetet School of Journalism and Mass Communication. Dette er dog et mindre fakultet på skolen, hvilket betød, at deres udbud af fag på engelsk er meget lille. Derudover skal man være opmærksom på, at der er en chance for, at de fag, man havde valgt hjemmefra, ikke bliver oprettet. Dette skete for mig, hvilket jeg først blev opmærksom på, da jeg var ankommet. Skolen tilbyder dog, at man vælger fag fra de andre fakulteter for at opnå de 30 ECTS-point, som semesteret kræver. Det betyder dog, at man kan ende med nogle fag, som måske ikke passer helt til ens uddannelse – jeg havde blandt andet Balkan Historie og et generelt fag om Grækenland i dag. Det er ens eget ansvar at finde passende fag og opnå det rette antal point, og samtidig skal DMJX også forhåndsgodkende dine fag, hvilket gør, at man heller ikke kan vælge alverdens. Det er også dit eget ansvar at få dit skema til at gå op, da nogle af fagene på de forskellige fakulteter ligger oven i hinanden. Nogle professorer er dog villige til, at du kommer for sent eller går lidt før, så det er dit eget valg, om du kan få det til at fungere.

Da jeg ikke brød mig om dette og heller ikke synes, at nogle af de tilbudte fag på blandt andet Political Science og Law fakulteterne passede til min uddannelse, kontaktede jeg selv nogle professorer for at spørge om optagelse på nogle fag, som egentligt bliver undervist på græsk, men som passede bedre til min uddannelse. Mange af professorerne er villige til at optage dig på faget, hvor du så i stedet for at deltage i undervisning får noget litteratur og opgaver i faget, som du skal løse på egen hånd og et afsluttende essay som eksamen. Generelt er de også søde og fleksible med eksamenerne. Jeg havde seks forskellige fag, hvor fem var præsentationer og/eller essays og kun en fysisk skriftlig test.

Jeg kunne desværre ikke få det til at passe i mit skema, men det er bestemt en fordel at tage imod den græske undervisning, alle udvekslingsstuderende får tilbudt, da det hjælper dig til at begå dig lidt bedre i de fremmede bogstaver. Dog skal man være opmærksom på, at man skal tilmelde sig dette kursus allerede i optagelsesprocessen, man får en mail med tilmeldingslink.

Bolig

Da byen er en rigtig studieby, findes der flere lejligheder centralt, som bare går på skift imellem udvekslingsstuderende og som har en fornuftig husleje for studerende, på omkring 300-400 euro. Generelt skal man være opmærksom på scammers, når det kommer til udlejere. Der er desværre flere, som enten tager overpris eller prøver at udleje ikke-eksisterende lejligheder. Jeg vil anbefale, at man søger på flere af de Facebookgrupper, som er lavet til formålet, fx ”Thessaloniki Greece Flats, Rooms, short/long rents, Erasmus teleperformance”, hvor andre studerende også lægger opslag op om muligheden for at finde delevenlige lejligheder. Jeg havde succes med at finde en roommate, som allerede havde fundet en lejlighed igennem Airbnb og forhandlet prisen ned til et niveau, som passer hvad andre udenlandske studerende betaler, da Airbnb-priser ellers er meget høje. Jeg endte med at betale 355 euro om måneden + en måneds leje i depositum.

Oplevelser

Jeg var så heldig, at jeg kunne planlægge mit skema, så jeg ikke havde fysisk skole mandag og fredag, hvilket gav mulighed for at tage på ture og rejser i Grækenland og omegnen. Jeg nåede blandt andet både på øhop, rundt i Makedonien regionen og til Istanbul og Sofia.

Men i forhold til oplevelser i Thessaloniki vil du heller ikke komme til at kede dig. Byen har en storslået historie, og derudover er der rig mulighed for at feste og spise vanvittig god mad. Man spiser endda ret billigt på de klassiske tavernaer, hvor jeg regnede mig frem til, at når man deler flere små retter, som er meget normalt i Grækenland, og endda får vin til, kommer man ca. af med 13 euro pr. person.

Dette var klart et kæmpe plus for mig, som gjorde det muligt at leve meget ” luksuriøst” med restaurantbesøg ugentligt og daglige take-away kaffe og juice der kostede mellem 2-5 euro.

Skolen har dog også den fantastiske mulighed, at der gratis bliver serveret tre måltider om dagen alle ugens dage i student restauranten. Kvaliteten er ikke superhøj på maden, men altid mættende, da man både får en forret, hovedret og dessert eller frugt, og fik jeg sagt helt gratis!

Alt i alt har mit udvekslingsophold i Thessaloniki båret mest præg af fantastiske oplevelser og rejser, god mad og til tider frustrerende og uorganiseret sydlandsk kultur frem for høj faglighed og mange timer i klasselokalet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *