Udveksling i Haag, Holland

Af Marc Palmhøj, Interaktiv Design Studerende

Da jeg havde introducerede mig selv som udvekslingsstuderende i Haag til de lokale, grinede de af mig og sagde “The world is your oyster, and you chose The Hague?”. Jeg var på udveksling på Royal Academy of Art (herefter KABK) i Haag, Holland, i 5 måneder og mit ophold var overordnet en blandet oplevelse. Byen Haag efterlod et negativt indtryk på mig, mens skolen formåede at opveje for meget af det, jeg følte, byen manglede.

Den Haag (den negative del)

Haag er ikke den mest interessante by i Holland, når det kommer til events eller natteliv, især ikke når man tager dens størrelse i betragning som Hollands tredje største by. Der eksisterer tre klubber i byen, antallet af barer der har åben senere end midnat kan tælles på en hånd. Der er af folks almindelig opfattelse at fraværet af nattelivet skyldes unge menneskers udvandring til andre byer såsom Amsterdam eller Rotterdam, hvilket gør at nattelivet i Haag forbliver kedeligt. Jeg vidste godt på forhånd at Haag ikke vil være den mest spændende by, men fortalte mig selv at jeg altid kunne tage toget til Amsterdam eller Rotterdam, hvis jeg havde brug for det. Efter min erfaring er dette dog noget, folk generelt siger mere, end de faktisk gør (mig selv inklusiv). Offentlig transport er ikke billigt, og det kræver fritid, hvilket er svært at finde, når man studerer på KABK.

Det eneste billede af Haag på min telefon

Bolig

Kort fortalt er Holland i en stor boligkrise. Jeg har fået fortalt, at det er et landsdækkende problem og ikke engang begrænset til storbyerne. Inden jeg rejste til Haag, blev jeg fortalt af DMJX, at boligproblemet er ligeså galt i København som i Haag. Dette er dog ikke min oplevelse, boligmarkedet er mildere i Haag end København og fremlejning af et værelse i 5 måneder er ikke det sværeste at finde. Der findes en masse Facebook grupper til at finde værelser og KABK opretter en gruppe for udgående og indgående udvekslingsstuderende så man nemmere kan finde/bytte et værelse.

KABK (den positive del)

Royal Academy of Art (KABK) er en international skole, der har en hel del at tilbyde inden for undervisning, workshops og kultur. Skolen kører et traditionelt skoleskema med forskellige fag hver dag og et valgfag, der foregår hver onsdag. Her kan man vælge mellem 14 forskellige valgfag hvert semester, såsom 3D printning, Cinema4D eller exhibition design og keramik. Af denne grund har skolen passende workshops til at kunne afholde disse fag, hvor der er uddannet (søde) folk til at hjælpe én i at udføre ens projekter. Der er praktisk talt workshops for alle slags medier, så ‘sky is the limit’ når det kommer til at udføre ens idéer. Dette giver også mening, siden skolen er en kunstskole, og der er utrolig stor fokus fra både lærere og klassekammerater i at materialisere ens idéer på så mange forskellige måder som muligt. Dette kan også mærkes på de studerendes på Interactive Media Design, hvor nogle studerende både laver animationer og samtidig eksperimenterer med skulpturer, installationer og sensory oplevelser.

Undervisningen på skolen drejer sig i høj grad om at udforske sin identiet som kunster/designer og finde frem til sin kreative fortælling igennem de værker man laver. Derfor skal man være forberedt på at en stor del af ens værk er at kunne fortælle omkring det og koble det til ens kreative fortælling. Underviserne forlanger ikke nødvendigvis, at dine projekter har en sårbar eller dyb personlig baggrund (troede jeg i starten), men de søger en mere eksistentiel forbindelse til, hvem du er og sammenhængen mellem det og projektet, og de er ikke bange for at spørge dig ind til dette foran klassen. I forhold til klassekulturen på Interaktiv Media Design (IMD) er strukturen ligeså flad som på DMJX, folk kommer ofte for sent og undervisningen er mere en dialog end en monolog fra lærens side. Underviserne på IMD er også ofte yngre (slut 20’erne/midt 30’erne) og ofte mere i øjenhøjde med de studerende, end hvad jeg oplever på DMJX. På KABK er der en følelse af, at næsten alle undervisere forstår, hvad man mener med brugen af en bestemt teknologi. Underviserne har en store værktøjskasse, når det gælder softwares og teknologisk viden. Underviserne på IMD har deres egne erfaringer med teknologi såsom motion capture eller kodning og kan derfor hjælpe dig med udviklingen af dine idéer både konceptuelt men også teknisk. På mit semester endte semesteret med en eksamen i form af en udstilling på et lokalt udstillingssted i Haag og en 20 minutters præsentation foran alle lærerne fra mit semester på selve skolen. Her fik man mulighed for at tale om sine projekter og reflektere over sin proces og sit semester som helhed, mens man modtog bund ærlig individuel feedback fra hver lærer.

Vil Haag være noget for dig?

Hvis du spørger dig selv, om Haag og KABK vil være en oplevelse for dig, skal du overveje hvad du er ude efter på dit udvekslingssemester. En spændende kulturel rejse? Eller et læreligt semester på en ny skole? Det er hårdt sat op, men min erfaring fra mit ophold og samtaler med andre studerende er, at et udvekslingssemester i Haag primært kan tilbyde det sidstnævnte. Udvekslingsstuderende og studerende generelt, der kommer hertil, er dedikerede og bruger størstedelen af deres ophold på skolen og skolerelaterede aktiviteter såsom havearbejde, filmklub og skolens lokale radio. Fortællingen fra studerende på KABK er aldrig at Haag er en fed by og de måtte bo her, men derimod at KABK har et af de bedste programmer i forhold til grafisk design og interactive media design, hvilket jeg vælger at tro på 😉

Hvis du har flere spørgsmål kan du skrive på 30214@dmjx.dk 🙂

Bh, Marc

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *