Af Rikke Riis Tjellesen, Kommunikationsstuderende
Amsterdam. Need I say more?
En by fuld af oplevelser, skønne mennesker, flotte bygninger og kanaler så langt øjet rækker. Jeg har været så heldig at tilbringe mit femte semester i denne fantastiske by, og jeg vil stærkt anbefale det til enhver anden!
Bolig:
Jeg søgte igennem universitet, det der hedder ”De Key”, og var så heldig at finde, hvad jeg selv vil kalde det bedste spot i Amsterdam. Jeg boede på ’Plantage Muidergracht 20’ i et værelse på ca. 20m2, delte bad og toilet med én anden og køkken med 5 andre til ca. 600eur i måneden. Jeg havde udsigt til en af de mange kanaler og UvA (Universitetet hvor de fleste gik), og så tog det kun fem minutter at gå til min egen skole (HvA).
Bygningen ligger i centrum af Amsterdam, så det er muligt at gå eller cykle (Swapfiets) til alt.
Det faglige:
Mit semester har cirka været fra september 2021 til slutningen af januar 2022. Det er lidt mere end de der studerer på UvA, men hvis du får struktureret dine opgaver i god tid, så bliver det ikke et problem at nå tingene.
Mit udvekslingssemester har været utrolig lærerigt på flere aspekter. HvA (Amsterdam University of Applied Sciences) er en skole, der på mange måder minder om Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Fagene er meget praktiske, det handler om processen og om at forstå hvorfor man gør, som man gør samt hvad der virker og omvendt. Jeg har længe gerne villet lave noget mere kreativt, hvilket jeg i høj grad fik opfyld. Fagene ’Film Project’, ’Photographic Story Project’, og ’Video Storytelling’ er de fag, jeg har været størst fan af, og også dem der har givet mig det størst faglige udbytte. Generelt har underviserne været dedikerede, og haft lyst til at følge med i vores proces samt give sparring og gode råd hele vejen igennem.
Med det sagt så er der ikke noget der hedder struktur. Så hvis du ligesom jeg, godt kan lide at få at vide hvad der skal laves til hvornår etc. – then be prepared! Det kan give lidt hovedpine.
Det sociale:
På trods af at covid-19 har haft magten i 2021 i Holland, så har jeg stadig formået at lære de bedste mennesker at kende, og få en masse på opleveren. Amsterdam ligger heldigvis også så centralt, at du kan rejse en masse i dine weekender og fridage samt tage hjem hvis der skulle være brug for det. Udover at besøge adskillige byer i Holland, besøgte jeg også Lille, Bruxelles og Prag.
De hurtige:
- Nej, du behøver ikke få en Hollandsk bankkonto. Selvom der er steder hvor du ikke kan betale med hverken Visa eller Mastercard, så er de så få, at man sagtens kan finde en løsning.
- Lej en Swapfiets. Det er hurtigt, nemt og bekvemt, og ikke mindst billigt.
- Skaf dig et OV-card, så kan du komme billigt med tram, metro og tog. Lol ”billigt” det er der ikke noget der hedder i Amsterdam. Men den er guld værd!
- Meld dig ind i facebook gruppen ”Danskere i Amsterdam” – de holder ofte arrangementer såsom fodbold på storskærm, julefrokost og meget mere.
- Køb et museumskort, hvis du ligesom jeg nyder at opleve alt i en ny by.
Det var vist alt fra mig. Så overvejer du at søge udveksling, så GO for it. Og hvorfor ikke Amsterdam?