Tobias Bundolo Nørgaard, JOUR 4. semester
I hjertet af Edinburgh findes et smukt, gammelt universitet med marmorsøjler, spir og kupler. For 20-25 år siden gik J.K. Rowling rundt med sin barnevogn og støvsugede byen for inspiration til Harry Potter-bøgerne, og universitetet er som et ekko af Hogwarts. Det er imidlertid nok ikke her, du kommer til at gå i skole, på University of Edinburgh, hvis du tager til Skotland på udveksling, men i stedet Edinburgh Napier University. En halvmoderne firkantet bygning i den vestlige del af byen, med glasfacader, med automatiske skydedøre. Ikke meget magi. Men den del skal ikke skræmme nogen væk, for mens man i sin fritid kan rende rundt i den eventyragtige midtby og drømme sig ind i film og bøger, så er Napier University et journalistisk og teknologisk hotspot. I øvrigt med bedre tilfreds-feedback end Hogwarts-universitet.
Jeg havde valgt tre fag, der lå langt fra hinanden i stofområde og praksis. Global Current Affairs, der åbenbart var et førsteårsfag, hvor en lærer på tykt skotsk i løbet af 3,5 måned gennemgik alle tænkelige globale konflikter. Det var online, så det tog lidt af spændingen fra det hele. Mit andet fag, Social Media and Analytics, var også online. Det var vist en light-version af data-forløbet på 4. semester derhjemme, men igen, en skotte bag en skærm, der sidder og taler og taler og taler. Men jeg fik også lov til at lave noget lidt mere praktisk – og fysisk. I mit sidste fag, Magazine Production, skulle vi – ja – producere et magasin. Fra bunden. Så hver fredag fra 9 til 16 sad jeg med 37 skotter i et stort redaktionslokale med kaffe fra kantinen og pitchede historier, interviewede, skrev, og vi koordinerede alt fra emne og målgruppe til finansieringen og tryk. Det binder folk sammen at forpligte sig til hinanden gennem sådan et projekt, så meget af mit sociale liv udsprang derfra.
En stor del af det britiske universitetsliv er at være med i klubber – sportsklubber, teklubber, debatklubber, whatever – og mange af skotterne lever deres sociale liv her. Skolen bliver for nogle et mere fagligt og professionelt rum. Så jeg måtte være med i nogle klubber, tænkte jeg og tog ud for at surfe i første uge af oktober, og jeg begyndte at klatre med klatreklubben til huden på min tommelfinger var så slidt, at den lille sensor på min telefon ikke længere kunne genkende fingeraftrykket. Det gav pote, og en masse socialt voksede ud af det.
Så kom praktiksøgningen. Det sociale her gik i dvale. Universitet her vidste jo ikke noget om praktik, så jeg havde en blanding af danske og skotske deadlines i de uger. Var det dumt at sidde her, på mit lille IKEA-agtige kollegieværelse, mens mine venner i Danmark rullede ind på messerne med visitkort og pæne skjorter? I tiden inden havde jeg tænkt, at sådan en omgang praktiksøgning ikke skulle forhindre mig i at tage ud. Så slemt kunne det jo ikke være.
Og så slemt var det egentlig heller ikke. Jeg har på fornemmelsen, at praktiksøgningen er hektisk og crazy, uanset om man er til samtaler på Zoom eller på Rådhuspladsen, og mens jeg ikke har kunnet troppe op fysisk, se medierne an og give det bedst mulige indtryk, så undgik jeg vist en del af den panikagtige stemning, der var på Helsingforsgade. Og jeg tror egentlig, at praktikstederne synes, det er meget fedt, at man har mod på at være ude og være lidt selvstændig. Fordele og ulemper, altså.
Byen er den smukkeste, jeg har set. Naturen i og nær ved Edinburgh er utrolig, bjerge og bakker. Og så skal man sidde i bus i 1,5 time, før Højlandet vokser op af jorden med dets dybe loch’s og nøgne, Ringenes Herre-agtige bjerge. Hvis du ikke tager på udveksling hertil, så tag lige at besøg landet alligevel. Det er det værd!