Af Frederikke Rørvang Mikkelsen,
Kommunikationsstuderende v. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)

Søren Kierkegaard skrev engang noget a la, At vove er at tabe fodfæstet for en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv. Med fare for at lyde som en kliche, så jeg vil nu alligevel påstå, at jeg vovede, da jeg en blæsende efterårsdag besluttede at søge udveksling under fjerne himmelstrøg. Og jeg vil også gå så langt som at sige, at jeg tabte fodfæstet, da jeg i februar befandt mig i et air-con koldt undervisningslokale på RMIT University i den tætpakkede vietnamesiske hovedstad, Hanoi. Det stille lokale stod i skærende kontrast til den støjende storby, og stilheden skulle vise sig at blive kendetegnende for min tid på universitetet. 

Som medlem af den vesterlændings-kvartet, der studerede på den forholdsvis lille campus, var jeg den eneste, som ikke havde asiatisk baggrund på alle mine hold. Og den undrende, spørgende og selvstændige tilgang, vi i det danske uddannelsessystem er blevet flasket op med, stod for mig i diametral modsætning til den vietnamesiske. Her er undervisningsformen nemlig, i mine øjne, i langt højere grad præget af en facitsøgende, pligtopfyldende og autoritær tilgang. Det er selvfølgelig ikke så underligt med tanke på, at Vietnam generelt har en konservativ, patriarkalsk kultur, hvor respekt og stolthed er alfa omega for din person. Jeg oplevede derfor hurtigt, at min danske direkthed og udtrykte underen i fagligt øjemed blev mere værdsat af mine amerikanske undervisere end vietnamesiske.

Men det kom alligevel som en overraskelse, da jeg en eftermiddag, i en samtale med to kvindelige medstuderende, blev bekendt med at mit oplevede engagement, for nogen fremstod respektløst overfor mine ældre undervisere. Den samtale fik mig til at reflektere over, hvordan jeg skulle begå mig i et miljø, hvor vores definitioner af værdierne høflighed og respekt var så åbenlyst forskellige. Og det var en balanceøvelse, for hvordan tilgår man en sådan opgave uden at miste sig selv?

Jeg vil lade spørgsmålet stå åbent til refleksion, for jeg tror stadig ikke, at jeg har fundet et endegyldigt svar. Men den eftermiddag, blev for alvor starten på et venskab og fagligt samarbejde, som jeg tror, både de og jeg, har fået læring ud af, som vi ikke nødvendigvis ville kunne lære gennem et valgfag i kulturel kommunikation på CBS.

I min ansøgning til legatet fra Knud Højgaards Fond, skrev jeg, at 2019 for alvor skulle være året, hvor jeg ville tage det største skridt på vejen til at blive den kommunikatør, jeg har ambitioner om. Netop fordi, jeg ville placere mig i en helt anden kulturel kontekst, for på egen krop at lære hvordan man bliver en dygtig kommunikatør på tværs af kulturer.

Jeg vil derfor gerne benytte denne lejlighed til at sige tak. Tak fordi i gav mig muligheden for at tabe fodfæstet for en kort stund, der gav mig nye værktøjer til min kommunikative rygsæk. Det er værktøjer jeg i dag bruger i min praktik på det danske Generalkonsulat i Chicago. Men jeg vil særligt sige tak for, at I gav mig det økonomiske overskud, der gav mig mulighed for at opleve Vietnam og dykke ned i nogle kulturelle og eksistentielle spørgsmål, jeg fremover kan bruge som balancestang i livets linedans.

Navn: Rose Olivia Runstedt Klausen

Uddannelse: Kommunikationsuddannelsen på DMJX København (Kommunikatør)

Mit udvekslingsophold i New Zealand bød på et møde med en af de mest imødekommende kulturer, jeg nogensinde har oplevet, et internationalt netværk – og en tilværelse tæt på magisk natur, der efter hvert et vejsving ændrer sig og efterlader dig med åben mund. Et udvekslingsophold er både dannende og uddannende. Jeg besteg vulkaner, mødte folk der knapt havde hørt om sociale medier, blev klogere på reklameverdenen, kommunikation, radio og filmproduktion, og helt nye uforudsigelige områder som landbrug og vineksport. Jeg mødte en ekstremt venlig befolkning, der sætter pris på nysgerrighed og et åbent sind. Og jeg tilbragte lande aftener på universitet, i forstadsområderne og på de asiatiske lokale gadekøkkener.

Udviklingsopholdet var første gang, jeg skulle rejse alene. Og ikke bare rejse. Flytte – alene til et andet land på den anden side af jorden. Jeg landede kl. 05.30 natten til mandag og var efter en kort, smuk biltur fremme på adressen til mit nye hjem i Auckland, NZ. Omgivet af 19-årige drenge, der så ud til at være på deres livs rejse væk fra forældrene for første gang, befandt jeg mig nu i WSA – Wellesley Student Apartment, mit hjem de kommende 6 måneder. WSA er et 14 etagers slidt studielejlighedskompleks beliggende midt i Auckland CBD – 5 minutter fra universitetet og 2 minutter fra Aucklands bedste 6 dollar sushi. På trods af overprisen på de 7 kvm studielejligheder, blev WSA stedet, der fra dag ét gav mig et socialt netværk og som i dag rummer nogle af mine bedste hverdagsminder. Grundet et lavt antal sociale arrangementer for nye internationale studerende, var det en lettelse at bo med andre unge, som var i samme situation, som jeg selv.

Da studiet startede og jeg spændt gik til mine første klasser, fornemmede jeg hurtigt, at niveauet var meget højt, trods jeg vidste om, at jeg havde meldt mig på sidste års fag og forventede en seriøs undervisningsform. Problemet var, at mine valgte fag lå indenfor en helt anden faglig gren (som f.eks. Screen Production og Documentary), som jeg på min nuværende studie på DMJX aldrig havde beskæftiget mig med før, men som de resterende studerende havde mestret i to-tre år. Jeg endte derfor med at bytte tre ud og de fire valgte fag, så nervøsiteten over at falde for langt bagud, ikke skulle tage over – og så jeg sikrede mig et godt læringsforløb.
Jeg endte derfor med at læse Radio Production, Advertising Art Direction, Contextualising Creative Industies og Noho Marae – fag som alle har udviklet mig fagligt og giver mit nye færdigheder, jeg i dag kan bruge i mit arbejdsliv og har stor gavn af.
Radio Production omhandlede både teori og analyse af radioindustrien i New Zealand, som på mange måder er langt bagud fra Danmark, men som alligevel gav mig et godt indblik i arbejdet med radioformatet og ikke mindst industrien. Vi lærte helt praktisk at arbejde med interviewformer – og teknikker, ’talkback scripts’, reklamer og selve udstyret.
Advertising Art Direction var mit yndlingsfag og en drøm at få lov til at studere. Min underviser var ekstremt engageret i at udvikle den enkelte elev, og vi fik lov til at dykke ned i faget med en både praktisk og teoretisk tilgang; fra ideudvikling, sketching, visuals, typography, placering, farver og eksekvering mv.
Contextualising Creative Industies var det klart hårdeste fag, at komme igennem. Min underviser var engageret og pressede de studerende hårdt til at levere svar og afleveringer på et højt refleksivt og fagligt niveau. De internationale og engelske teorier og tekster var svære at komme igennem, men er noget af de mest spændende, jeg nogensinde har læst. Faget har givet mig indblik i den kreative branche på et internationalt niveau, og jeg vil uden tvivl kunne bruge det en lang vej hen i min egen karriere.
Noho Marae var et kulturelt og kunstnerisk fag, som omhandlede Maori kulturen i New Zealand. Det gav et unikt og dybdegående indblik i kulturen og den spændende historie, der både rummer konflikt, religion – og kultursammenstød og næstekærlighed.

Helt overordnet, er Auckland University of Technology et universitet med styr på det hele. Underviserne er enormt kompetente og fagene udviklende. De kombinerer digitale medier, teknologi og kommunikation og tilgår feltet både akademisk, kritisk og praktisk. Jeg har arbejdet kreativt og prøvet ting af, jeg ikke ville have adgang til på DMJX. De har alt teknisk udstyr til rådlighed; fra gratis fotostudier, greenscreens, kameraer mm., og sætter pris på studerende, der ønsker at teste nye formater og arbejde praktisk med fagene udenfor studietiden.

Mit studieophold i New Zealand er uden tvivl en oplevelse for livet. Det var været dyrt, da huslejen er høj og priserne minder meget om de danske. Men det var alle pengene værd. Auckland, som jeg boede i, er New Zealands største by og er i sig selv travl og turistet by. Den mangler helt konkret historie og kultur, da alt er nyt og folk er internationale tilflyttere, der kommer der til fra hele verden. Men med det sagt, er Auckland i fuld gang med at skabe sin egen fortælling og rummer bestemt hippe områder hvor mode, kunst og musik lever højt, når bare man har nysgerrig nok til at søge efter det. Opholdet har været et privilegium, og jeg er uden tvivl vendt tilbage til Danmark med en langt stærkere kommunikationsprofil og kulturel forståelse. I dag ved jeg, at jeg kan stå på egne ben. Jeg ved, at jeg kan kaste mig ud i det ukendte og mestre det, uden at falde. Noget, jeg for altid vil tage med mig i mit professionelle virke og som har haft stor indflydelse på et personligt niveau.

Af Rebekka Fagerlund, Kommunikationsstuderende på DMJX

På Auckland University of Technology (AUT) fandt jeg alle de praktiske fag, som jeg drømte om på kommunikationsuddannelsen hjemme i Emdrup. Jeg fandt også et land med den vildeste natur!

Universitetet

Lad os være ærlige. De færreste tager på udveksling for at lære en masse. Alligevel er det klart universitetet, der har givet mig mest – og jeg er altså ikke en stræber. AUT har nemlig nogle rammer og nogle fag, der gav mig de vildeste muligheder for at lære de ting, som jeg ikke får i undervisningen hjemme på DMJX.

Jeg havde fagene: Visual Communication, Digital Video, Radio Production og Noho Marae.

Visual Communication:

Helt fra bunden har jeg lært grundprincipperne i Adobe-programmerne Illustrator og Photoshop og InDesign. Vi lavede en infografik i illustrator, et manipuleret billede i Photoshop og en artikel i InDesign. Sideløbende lærte vi lidt om teorien bag visuel kommunikation.

Først og fremmest har faget givet mig de fedeste praktiske værktøjer til at arbejde visuelt. Desuden har faget vækket en kreativ begejstring, som jeg virkelig dyrker og har langt større selvsikkerhed i i dag.

Digital Video:

Klart mit yndlingsfag. I digital video lavede vi en kort dokumentar og en reklamefilm med VFX (som betyder visual effects). Og i dette fag viste universitet sig fra sin sejeste side. AUT er nemlig udrustet med alt det udstyr, man kunne drømme om. Det betyder, at jeg, til produktion af mine opgaver, have adgang til ubegrænset leje af lys- lyd- og kameraudstyr af virkelig god kvalitet. Hertil kommer også deres TV- og green screen-studier. Det har været en kæmpe legeplads, og jeg har lært meget mere om videoredigering, lyssætning og særligt brugen af After effects.

Radio Production:

Nok mit hadefag. Det viser sig, at New Zealandsk radio er meget anderledes end dansk. Særligt det kommercielle spiller en vigtig rolle. Derfor brugte vi mange uger på at skrive reklamer. Vi skrev desuden manus og lavede interviews (det var ok). Endeligt skrev vi en stor opgave om Radioens udvikling i New Zealand… det var lidt scary, når kom til landet for 3 mdr. siden.

Noho Marae:

I New Zealand findes en stor befolkning, der stammer fra Mauri-kulturen. Faget er kun for udvekslingsstuderende, og det giver en grundlæggende forståelse for -og introduktion til netop Mauri-kulturen. Det er et fag, jeg kun kan anbefale. Først og fremmest fordi det er rart at forstå den kultur, som fylder rigtig meget, når man rejser rundt i landet. Sekundært fordi det er mega hyggeligt og ikke særlig hård.

Den vildeste natur

Og så til det rigtig sjove. Næsten hver weekend, rejste vi udvekslingsstuderende ud i landet sammen. Og når du rejser i New Zealand, føles det som om, at hele verdens natur samlet i et land. Længst mod nord finder du Cape Reinga med ørken, tropisk klima og lækre strande, centralt i landet finder du flere lækre strande og gysere, som man kun har set dem på Island. Sydligst i landet kan du vandre i gletsjerne og se pingviner og bjerglandskaberne. Desuden er man jo tæt på Australien og de fantastiske øer i det sydlige Stillehav. Derfor to jeg mig også en god lang påskeferie i campervan ned af den Australske Østkyst. Så hvis du er til hiking, vild natur, skøre naturfænomener og lækre strande, er New Zealand for fedt!

Alene iblandt 100 andre mennesker

Og så til det ærlige. Det var pisse hårdt at være på udveksling! Jeg boede på campus. Det, der hedder Wellesley Student Apartments. Det er et rigtig fint og bekvemt sted at bo, men man er omgivet af ca. 100 andre udvekslingsstuderende, ca. 600 meget unge studerende og 4 room mates, som alle prøver at finde sin plads i det sociale liv (og hierarki).  Det synes jeg ærligt talt, var rigtig hårdt.

De mange mennesker, grupper og utallige sociale sammenkomster var et kæmpe pres for mig. Jeg havde svært ved at være omgivet af så mange mennesker, som jeg ikke rigtig følte mig tryg ved konstant. Derfor synes jeg aldrig rigtig, at jeg fandt min plads, og i dag ville jeg nok ønske, at jeg havde boet udenfor campus. På den positive side fik det mig til at indse, hvor heldig jeg er med at have et rigt socialliv med gode og stabile venskaber hjemme i København.

Så konklusionen er nok: hvis du er klar til socialliv på fuld smadder med fester og 110 km. i timen hele døgnet, skal du bo på WSA. Hvis du er en rolig type og bryder dig mere om få, nære relationer, ville jeg vælge noget andet.