Af Astrid Bengaard, kommunikatør
Jeg havde et klart ønske om at læse fag indenfor feltet visuel kommunikation. Jeg nåede frem til, at den det bedste udbud var på Malmö Universitet, hvor jeg har læst fagene ’Grafisk Design och Medier’ og ’Grafisk Design’. Jeg valgte universitetet ud fra fagene og ud fra den korte afstand, så jeg fortsat kunne passe arbejde og privatliv, på samme måde som når man læser fag ude i Emdrup.
Undervisningssproget var på svensk, mens meget af litteraturen var på engelsk. Ud fra studieordningen på kommunikationsuddannelsen havde jeg forstået, at man skal vælge fag, hvor undervisningssproget er engelsk. Men da det kom til forhåndsgodkendelsen, var der intet problem i at få godkendt fag med undervisningssproget, svensk.
Introforløbet, hvor man kan tage et introkursus i sproget, svensk, lå i mit tilfælde oven i mit eksamensforløb herhjemme på DMJX. Det betød, at jeg ikke kunne deltage i hele introforløbet for Erasmus+ studerende eller i det svenske sprogkursus. Det har jeg virkelig været ærgerlig over, da det betød at jeg slet ikke har mødt de andre Erasmus+ studerende, men kun lærte mine medstuderende at kende.
Det sociale udbytte på kurserne har været godt. På mine kurser/fag har jeg haft gruppearbejde og sparringspartnere, som bliver etableret af underviseren. Det gav mig nogle studiekammerater, som jeg har tilbragt meget tid sammen med det sidste halve år.
Jeg har været meget tilfreds med undervisningen i begge fag. Universitetet er meget struktureret i forhold til udvekslingsstuderende og fagene er godt tilrettelagt, med en klar faglig plan og afveksling i studieformer. Fagene ’Grafisk Design’ og ’Grafisk Design och Medier’ er kreative fag, som fokuserer på designprocessen frem for resultatet. Undervisningen består af forelæsninger, workshops, seminar og en endelig pitchrunde, hvor man fremlægger sit designprojekt. Der er meget individuelt arbejde, når man – som jeg – kommer fra DMJX Campus Øst, hvor man er vant til gruppearbejde.
De grafiske fag kræver, at man har stiftet bekendtskab med Adobe-pakken før, da der ikke er meget introduktion til programmerne i fagene. I faget ’Grafisk Design och Medier’ får man en lille introduktion. I faget ’Grafisk Design’ er der ingen introduktion. Man får ikke Adobe-pakken til rådighed af universitetet, så dette er en egen udgift.
Jeg havde ingen udgifter i forbindelse med litteratur. Universitetet har et fint bibliotek, hvor alle bøgerne kan lånes. Jeg havde kun en udgift omkring transporten over Øresund, men den er tilsvarende det uddannelseskort, man køber for hele Københavns området.