Af Benjamin Brehm Fischermann, TVM
Hola chicos!
Jeg har haft 6 fantastiske måneder i Madrid og til dig, der stadig er tvivl om, hvorvidt du skal tage afsted eller ej, har jeg kun en ting at sige: Gør det! Uanset hvor du ender i verdenen, vil du få en uforglemmelig oplevelse.
Generelt hører jeg det samme fra mine medstuderende på DMJX, nemlig at det internationale miljø er super fedt. Du møder en masse spændende mennesker fra hele verden og skaber venskaber på tværs af nationaliter, som er en unik oplevelse. Jeg er sikker på, uanset hvilken destination du ender med at vælge, vil du blive glad for dit udvekslingsophold.
Ikke desto mindre vil jeg i denne klumme komme ind på, hvad det vil sige at være på udveksling i Madrid og studere ved CEU San Pablo University.
Madrid
Spaniere er virkelig varme og imødekommende mennesker, og det er nemt at konversere med dem, fordi de er så åbne. Den unge generation er ganske udmærket til engelsk, men det er en stor fordel at kunne lidt spansk. Jeg ærger mig en smule over, at jeg ikke fik øvet mit spanske, før jeg tog afsted, fordi der til tider kan være en sprogbarriere, men det er altså helt okay at tage til Madrid uden at kunne tale spansk. Jeg faldt pladask for byen. Madrid er en kæmpe by, og du bliver gang på gang overrasket over de uendeligt mange charmerende kvartere. Der er bl.a Malasaña, som er tilsvarende Nørrebro, det samme gælder La Latina. Der er en hip og ungdommelig vibe over de to bydele. Der er mange charmerende barer og caféer i de to områder, hvor du kan nyde en kold sangria, tapas eller en billig øl. Fordi jeg boede i centrum, brugte jeg ikke så meget tid i de to kvartere, men jeg synes helt klart de var mere interessante end centrum. Vejret er godt, og jeg kan sige så meget som, at det var hårdt at sige farvel til 14 graders solskin i januar måned og blive mødt af minus grader og grå skyer i Danmark. Maden er også god og virkelig billig, specielt hvis du er lidt ude af centrum. Døgnrytmen skal man vende sig til. Alt foregår senere end, hvad man er vant til i Danmark. Folk spiser ved 9-10-tiden, og dansegulvet på klubberne føles mærkeligt tomme ved 24:00-tiden, fordi folk generelt først går i byen ved 3-4-tiden.
Socialt
CEU gør ikke meget for at ryste eleverne sammen, men der er andre muligheder for at møde ligesindede Erasmus mennesker. Der er bl.a City Life Madrid, som holder en masse arrangementer for Erasmus studerende. Herudover er der en masse facebook grupper, som tilbyder lignende service.
Jeg boede i en lejlighed med seks andre studerende: to franskmænd, to englændere, en australier og en hollænder, og det var faktisk mest af alt dem, jeg brugte min tid sammen med. Selvom den første tid kan føles lidt ensom, går der ikke lang tid, før du møder en masse mennesker, og fordi alle Erasmus elever er i samme båd som dig, er det enormt nemt at skabe venskaber.
Jeg vil også sige, at det sociale har været det fedeste ved mit udvekslingsophold. Jeg har fået venner for livet og en masse uforglemmelige minder.
Fagligt
Min første tid på CEU var præget af en masse stress, fordi alle de praktiske ting tog så lang tid. Eksempelvis sagde vores Erasmus koordinator til vores første introduktionsmøde: “Hvis der er noget I ikke forstår, så bare rolig, det er sikkert bare os, der har lavet en fejl, alt skal nok gå i orden i sidste ende”. Det var egentlig ikke så betryggende, men på den anden side så er dagsordenen ligesom sat, og så handler det bare om at indstille sig på det og tænke at alt nok skal gå i sidste ende, og det gør det også!
Et godt råd er at tælle til ti i ny og næ. Du registrerer først dine fag en måned efter skolestart, og du kan derfor shoppe rundt mellem forskellige fag den første måned, og herefter kan du beslutte hvilke fag, der falder i din smag. Vigtig info er, at hvis du efter den første måned beslutter dig for at tage helt nye fag, så misser du en hel måneds timer, som du skal læse op efter.
CEU er på mange måder ret konservativ. Alt foregår i hånden, og generelt så bruger de ikke deres intranet (tilsvarende vores moodle) til noget. Relationen mellem lærer og elev er også noget old school. Lærerne er generelt mere autoritære sammenlignet med lærerene i Danmark, og du kan godt forvente at blive sat på plads, hvis ikke du passer dit skolearbejde.
Eleverne er også generelt yngre og ikke altid lige modne, som måske forklarer den ekstra disciplin, lærerne forventer. Jeg synes ikke nødvendigvis, at niveauet er lavt på CEU, men du skal virkelig gøre dig nogle tanker om, hvilke fag du tager. Niveauet svinger meget fra fag til fag, og de er generelt ikke så TVM faglige, så se det mere som en mulighed for at prøve at studere noget helt andet.
Overordnet er niveauet lavere end DMJX, derimod synes jeg eksamenerne var langt sværere, fordi der er så meget materiale. Den måde man studerer på er meget anderledes fra DMJX og minder mere om den måde man studerede på i gymnasiet. Du kan vælge mellem praktiske og teoretiske fag, og da mit studie på DMJX generelt er meget praktisk orienteret, valgte jeg en række praktiske fag, og det fortryder jeg. De praktiske fag fylder langt mere end de teoretiske, og det skal også siges, at de praktiske fag også har en stor teoridel. De praktiske fag var spændende, men jeg synes arbejdsbyrden var lige lovlig i overkanten. Herudover ligger mange af de praktiske timer også om aftenen, som i sidste ende var ret irriterende.
Jeg skulle også vende mig til, at fagene har enormt meget udenadslære, som betyder der er rigtig meget at læse op til i eksamensperioden.
En kort beskrivelse af de fag jeg tog:
Single Camera Directing
Et praktisk fag hvor du kommer vidt omkring filmproduktion. Som TVM elev kunne det føles lidt fjollet at skulle lære at sætte hvidbalance og alle de basic kamera ting, men teoridelen var spændende og helt sikkert udbytterig. Min lærer hed Berta og var helt klart min ynglingslærer. Jeg vil anbefale at gå efter at tage fag med hende.
Writing for the Media II
Et fag der handler om forskellige skrivetyper og retorik. Jeg synes ikke, det var et særligt udbytterigt fag. Faget var simplethen for abstrakt, og der gik lidt for meget navlepilleri i den fra lærerens side, så jeg fik ikke rigtig udviklet mine skrivekompetencer. Hvis du besidder et godt spansk niveau, kan det være en idé at tage faget på spansk, det skulle eftersigende være på et højere niveau.
Radio
Et spændende praktisk fag, hvor du lærer at skrive og optage radio. Teoridelen fylder meget, og arbejdsbyrden er stor, specielt i eksamensperioden. Jeg blev undervist af en lærer, der hedder Sara, som kan være lidt striks, og som forventer meget af eleverne. Jeg tror ikke, Sara er en lærer for alle. Hun kan være lidt streng og autoritær. Men jeg synes stadig, det var et udbytterigt fag.
Basics of Art and Design
Et fag hvor du arbejder med InDesign og lærer om design og kunst. Jeg brød mig ikke særlig meget om læreren. Hun var unødvendig streng og skabte til tider en dårlig stemning i klassen.
Basics of Advertising
Et teoretisk fag hvor du lærer en masse om moderne reklamer og reklamens historie. Jeg synes det var spændende og kunne virkelig godt lide min lærer, Olga. Det er et meget nemt fag, og der er ikke en særlig stor arbejdsbyrde.
Bolig
Jeg boede i centrum, lige overfor operaen. Det var jeg rigtig glad for. Jeg boede sammen med seks mennesker og var så heldig at klinge med dem allesammen. Jeg lejede værelset igennem Uniplaces, som fungerede fint. Du ved ikke, hvem du kommer til at bo med, før du flytter ind, så det kan være lidt af et sats.
Det skal dog siges, at jeg havde en lidt uheldig oplevelse med Uniplaces. Jeg havde booket det største værelse i lejligheden, men fem dage før jeg flytter ind, får jeg en sms fra min landlord med billeder af mit værelse, som pludselig ser meget mindre ud, end det jeg havde booket. Jeg fandt så ud af, da jeg flyttede ind, at de havde sat en væg op i midten af rummet og havde lavet den ene halvdel af mit værelse om til en fællesstue. Det var jeg selvfølgelig ikke blevet informeret om, og de havde ikke tænkt sig at give mig rabat, før jeg begyndte at diskutere prisen med dem.
Du skal dog ikke lade dig skræmme – jeg tror det er meget sjældent disse ting sker.
Herudover så skal det siges, at Uniplaces kun er et blandt mange student accommodation sites, som hjælper studerende, og jeg sikker på de andre sites er mindst lige så gode, hvis ikke bedre.
De områder jeg ville råde dig til at bo i er: City Center, Malasana eller La Latina.
Til at slutte af med vil jeg gentage det, jeg skrev i starten af klummen. Et udvekslingsophold er en unik oplevelse, og du vil ikke fortryde det. Det er bare afsted med dig!