Southampton Solent University, UK

Af Rikke Stange Laursen, journalist

Byen
Southampton er ikke umiddelbart kendt som en smuk by med masser af gammel og flot arkitektur, da det meste af byen blev bombet væk under 2. Verdenskrig. Men hvis man bare holder øjnene lidt åbne, er der masser af dejlige steder i Sydenglands studieby nummer 1. Og da byen ikke er større, end at man kan gå rundt til det meste, er det nemt at udforske de skjulte skatte i Southampton. Jeg brugte selv rigtig meget tid på at gå ture ved Ocean Village, der er Southamptons fine Marina med alt lige fra luksusyachter til caféer, gamle fiskerboliger og nye højhuse. Derudover er det oplagt at bruge Southamptons mange grønne parker til både gåture, picnics og andet spas. Og glem endelig ikke at tage på Saint Mary’s Stadium og se fodboldklubben Southampton FC spille! Jeg var afsted hele tre gange i løbet af mine fem måneder i Southampton. Stemningen er absolut fænomenal og med et fyldt stadium med 35.000 tilskuere til næsten hver hjemmekamp er det næsten som en helt anden sport, end det fodbold vi ser i Danmark.

Jeg blev meget overrasket over Southamptons natteliv. For selvom byen størrelsesmæssigt minder om Odense, så er der gang i barerne og diskotekerne alle ugens 7 dage. Den største dag er tirsdag, hvor de fleste steder har tilbud til de studerende. Det skyldes især, at byen – på trods af størrelsen – har hele to universiteter og også en søfartsskole, så der mangler bestemt ikke unge mennesker i Southampton.

Skolen
Som udvekslingsstuderende på Southampton Solent University har man det ret godt. Du kan stort set vælge og vrage mellem fagene på dit fakultet – også selvom du oprindeligt får at vide, at nogle af fagene kommer i ”bundter”. Så hvis dine fag ikke lige passer i første omgang er det nemt at skifte i løbet af de to første uger. Netop valgfriheden udnyttede jeg til kun at tage praktiske fag. Det var jeg rigtig glad for, for det sparede mig for mange timers engelske afleveringer – og jeg kunne i stedet bruge tiden på at udfolde mig lidt mere kreativt. Mine fag var ”Web Production for Sports Journalists”, ”Magazine Production” og ”Presenting Skills”.

Underviserne på mine fag var generelt både entusiastiske og vældig hjælpsomme. Og så kommer man ikke udenom, at det er nemt at imponere underviserne som Erasmus-studerende. Alene det, at man som ”udlænding” taler deres sprog temmelig godt er nok til at score en fin karakter. Og så er hverken niveauet eller engagementet på universitetet desværre ikke ret højt. Og det var nok det, der skuffede mig mest ved mit ophold. Jo, jeg lærte da noget – og jeg er uden tvivl blevet bedre til engelsk, men jeg kunne godt have ønsket mig mere. Det har selvfølgelig noget at sige, at de fag, vi som udvekslingsstuderende kan få er på andet år. Og det betyder at dine medstuderende ikke har studeret ret længe, ikke været i praktik og ikke er ret gamle. De fleste af mine medstuderende var et sted mellem 19 og 21.

Det sociale
Jeg oplevede, at de engelske studerende var ret svære at komme ind på livet af. Det skyldes både, at jeg havde fag på tre forskellige linjer, at mine medstuderende allerede havde kendt hinanden i 1,5 år og at de generelt ikke var så nysgerrige, som jeg ville have troet. Så udover nogle få engelske bekendte bestod min omgangskreds hovedsageligt af andre Erasmusstuderende. Og det var enormt fedt. Vi var alle i samme båd, vi havde alle lyst til at lære nye mennesker at kende og at have et begivenhedsrigt og spændende ophold.

Jeg var så heldig at bo sammen med 7 andre internationale studerende fra henholdsvis Spanien, Italien, Finland, Sverige og Canada, og det gik ikke stille for sig. Vi gik i byen, tog på dagsture, lavede mad sammen, så film og så tog vi endda en uge til Portugal sammen i vinterferien. Og selvom jeg på mange måder er ærgerlig over ikke at kende så mange englændere, så er det fedt nu at have venner i det meste af Europa og sågar også i Canada. For at opleve så mange forskellige kulturer har også været en dannelse i sig selv.

Tips

  • Bo i én af Universitetets kollegier og ønsk gerne at bo med internationale studerende. Det bliver en fest!
  • Udnyt det gode (og billige) transportsystem i England og tag på dags- og weekendture i hele landet. London er i øvrigt kun 1,5 time væk i tog.
  • Southampton vrimler med dårlig takeaway og fastfood. Men der er også mange lækre restauranter – især i den nye del af shoppingcentret Westquay.
  • Tag på en historisk byvandring i Southampton. Det koster kun 4 pund og er vildt spændende – og så får du også set nogen af ”the hidden gems” i byen.
  • IKEA i Southampton var mit andet hjem. Her brugte jeg og mine kollegiekammerater mange timer på skolearbejde. Restauranten ligger med udsigt over vandet, der er gratis wifi, masser af plads, og hvis du har et IKEA Family kort (du kan få lavet det gratis i både DK og UK), kan du få gratis kaffe eller full english breakfast til sølle 1,5 pund.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *