Af Cecile Smetana Baudier (fotojournalist)
Jeg læser til fotojournalist på 8. semester på DMJX i Århus. Fagligt set var udbyttet minimalt, og jeg kan ikke anbefale denne skole i Mexico City. Jeg er 29 år gammel og de fleste mexicanske studerende er 21 år. Nogle af de andre udvekslingsstuderende er ældre.
Hvis der skulle blive mulighed for at studere på UNAM, MX største og mest anerkendte universitet, ville jeg dog ikke tøve med at tilmelde mig.
Jeg boede i Coyoacan, et hyggeligt og sikkert kvarter i den sydlige del af byen. Her er der masser af liv, gode cafeer og museer, bla. Frida Kahlo museet og Diego Riveras hus, som er værd at tjekke ud. Køb en billig cykel og tag på tur om søndagen, hvor byen lukker ned for al biltrafik.
I Roma og Condesa (kvarterer nord for centrum) går man i byen eller ud at spise. Det er her, alle expats bor, og det er generelt meget dyrere at bosætte sig her. Det er langt fra skolen, men er turen værd. Spis ved madboderne og prøv noget andet end tortillas. Der er masser af gode supper etc., som er værd at smage.
Man skal ikke undervurdere trafikken i Mexico City. Jeg boede 45 minutters kørsel fra skolen, men på en dårlig dag kunne det tage tre timer at komme hjem. Derfor kan jeg kun råde folk til at bosætte sig tæt på en direkte metrolinje.
Mexico City er ikke en farlig by. Selvfølgelig skal man tænke sig om, når man går ud om aftenen, ligesom i enhver anden storby. Jeg har aldrig haft en dårlig oplevelse, på trods af at have taget metroen på alle tider af døgnet, kørt med almindelige taxaer og gået rundt i byen efter nattens frembrud. Dog kan det anbefales at tage en Uber, da de er billigere end en taxa.
Det er rart at bevæge sig ud af Mexico City, og når man gør, skal man tage til Oaxaca city eller til Mazunte (strand). Oaxaca staten er kendt for sin kultur, gode mad og smukke håndlavede tæpper, krukker og m.m. Tag eventuelt med natbus fra Mexico city til Oaxaca by for at spare tid og penge. Spis ‘mole’, som er en af landets nationalretter. Der er forskellige variationer, og de smager fantastisk.
Hvis der er økonomi til det, anbefaler jeg, at man flyver fra Oaxaca city til Mazunte, eftersom at turen er lang, chaufførerne ofte forsinkede, og vejene er dårlige og snoede. Det er ikke det værd. Mazunte strand er ikke lige så overrendt, som mange andre strande i Mexico, og her er billigt. Jeg boede i en hytte på stranden til 35.-kr. Tag babyolie og en masse myggespray med. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg måske fået noget søvn.
Mexicanere har et meget anderledes forhold til tid, end de fleste danskere har. De kommer næsten altid minimum 30 minutter for sent, og hvis de siger, at en bustur varer 6 timer, så tager den i virkeligheden 8. Lad være med at blive sur over det. Det er en del af kulturen, og der er intet at stille op. Ellers er folk generelt utroligt søde og meget hjælpsomme.
Jeg har i øvrigt gode oplevelser med couchsurfing i Mexico, så det kan også varmt anbefales.
God tur !