Af Thomas Sten Pedersen (journalist)
Har du mod på at få tre gange så meget for SU’en i varmere temperaturer, så er Barcelona lige dig. Og hvis du tilmed ønsker at prøve en bred vifte af journalistiske fag på engelsk, så er Universitat Abat Oliba et glimrende sted at gøre det.
I Barcelona behøver du aldrig kede dig. Der er et væld af attraktioner at se, og der er ikke sparet på pompøsiteten. Lige fra Sagrada Familia til de diverse Gaudihuse og parker. For en skandinav er vejret fantastisk næsten året rundt, og når varmen for alvor kommer, er der flere kilometer strand nær centrum. Oven i det, så er der gang i byens natteliv. Der er kæmpediskoteker, smudsede barer i smalle, skumle gader og en helvedes masse byfester i sommerperioden.
Som studerende på Abat Oliba får man en slags deja vu til gymnasietiden. Der tages fravær, og trækkes karakter for hver fraværstime du har over antallet af ects point, som faget er værd, der er ”reading controls” med udenadslære og næsten daglig skolegang – dette afhænger af dine fag.
Nogle reading controls er ren faktaopremsning såsom årstal og navne, mens andre mere er diskussionsorienteret ud fra pensum. Det kommer an på, hvad din lærer er til.
Der er et kort introforløb, når du ankommer på skolen, og så er der tilknyttet nogle rusvejledere. Men det skete der ikke meget med på mit semester. I stedet stod de internationale studerende i høj grad selv for det sociale. Den internationale afdeling afholder dog ture til forskellige seværdigheder i og uden for Barcelona for de udvekslingsstuderende.
Fagligt kan man få meget udbytte af seks måneder på Abat Oliba, men det foregår i et lidt anderledes tempo, end man er vant til efter Journalisthøjskolen og praktik. I mine seks fag, som jeg fortæller lidt om nedenfor, var der meget lidt praktisk undervisning. I stedet har man to timers forelæsninger, hvor læreren præsenterer noget ud fra slides, og så er der eventuelt diskussion.
Det mest praktisk orienterede fag, jeg har hørt om fra journaliststuderende, er ”Multimedia Journalism” – her får man vist lov til at skrive i forskellige genrer og på forskellige platforme.
Literature: Jeg starter med det bedste. Dette fag er simpelthen fantastisk. Pensum er spændende (Animal Farm, Brave New World og The Time Machine), og læreren er enormt oplyst og engageret. Nogle gange kommer han i tanke om noget fedt, når vi diskuterer bøger, og så nærmest løber han op til klasseværelsets computer, så han kan vise os det. I dette fag får man sat klassikere i historisk kontekst, lærer at se videre end blot teksten og man bliver generelt oplyst om en masse historie.
Cinema and Culture: Her bliver internationale film sat i kulturkontekst. Man lærer både om at analysere film, og samtidig se på hvilke kulturelle faktorer, der spiller med i, hvordan historien er blevet fortalt. Det åbnede mine øjne i forhold til, at Hollywoods måde at gøre tingene på ikke er den eneste rigtige. Reading Controls i dette fag er til gengæld ret svære.
Graphic Design: Et relativt praktisk fag, hvor man får lov til at rode rundt med InDesign. Samtidig får man øjnene op for, hvordan infografik kan bruges bedst muligt, og hvordan man selv skaber det. Man hører også om grafisk designs historie.
Technological Innovation in Journalism: Det her fag fokuserer på fremtidens journalistik og teknologiens indflydelse på den moderne journalistik – samt de uudforskede muligheder, der er. Man kigger på SEO, SMO, SEM og alt andet, der gerne skulle give flest muligt klik på ens webartikler. Der er en del praktisk arbejde igennem workshops og et semesterprojekt.
Journalistic Genres: Et noget mere teoretisk fag, end titlen lige antyder. Der er mange diskussioner om, ”hvad er journalistik?” og meget lidt praktisk journalistik, hvilket er lidt ærgerligt. Til gengæld runder man stort set alle journalistiske genrer – altså at tale om dem. Der dykkes ned i meget etablerede genrer, men der er også plads til at kigge på de mere obskure såsom spiljournalistik eller om ”Hurricane” fra Bob Dylan kan kategoriseres som journalistik.
Public Opinion: Et virkelig interessant fag, som åbner ens øjne for, hvorfor mennesker gør som de gør. Det er meget psykologi-baseret, og man lærer om, hvorfor mennesker har den mening, de har. Og hvordan den kan ændres. Og hvordan en mening overhoved skabes.
Jeg havde desværre ikke Multimedia Journalism, men jeg har hørt fra de andre udvekslingsstuderende, at de var trætte af mængden af opgaver, de skulle lave. Og jeg har savnet af skulle skrive artikler – blot at lytte bliver træls, når man kommer lige fra praktik. Så det kan eventuelt også anbefales.
Hvis du overvejer at tage et semester på Abat Oliba i Barcelona, så kan jeg kun bakke den overvejelse op. Byen er fantastisk, skolen er god og der er rig mulighed for at få et fantastisk halvår.