Af Elise Patricia Rasmussen (journalist)
“Hvorfor Canada?”
Det spørgsmål har jeg fået mange gange det sidste halve år. Både af familie og venner hjemme i Danmark og af medstuderende på Carleton. Og sandheden er, at der ikke rigtigt er noget godt svar. Da jeg gerne ville af sted med min kæreste, valgte vi ud fra, hvor vi statistisk set havde størst chance for at få de to udvekslingspladser og samtidig få det bedste faglige indhold. Carleton scorede højt, og dermed endte jeg i et land, som aldrig rigtigt havde sagt mig så meget.
Vel ankommet til USAs store lillebror mod nord fik piben dog hurtigt en anden lyd. Canada byder på den vildeste natur, og canadierne elsker at udnytte den til bjergbestigning, træklatring, kanosejlads, skiløb, maintainbike, yoga i det fri. You name it. Det er bare med at få outdoor-outfittet på. Det holder i øvrigt også på skolebænken. Tights fra det canadiske yogamærke Lululemon, løbesko og behagelige sweetshirts er uniformen overalt. Meget praktisk. Ligesom canadierne. Madkulturen er til gengæld nogenlunde den samme som syd for den canadisk-amerikanske grænse, hvilket fuldendes af nationalretten poutine: Pomfritter, brun sovs og ostestykker.
Udover oplevelser udendørs fik jeg desværre ikke så meget ud af opholdet rent socialt. Bortset fra den første dag, hvor der var introduktion for udvekslingsstuderende, blev der ikke rigtigt taget hånd om en fra universitetets side. Det kom lidt bag på mig, da jeg havde taget det internationale tredje semester på Journalisthøjskolen, hvor der bl.a. var obligatorisk pizzaaften, studietur og meget, meget mere socialt. Derfor stod man meget på egen hånd, når det kom til at møde nye mennesker, og for mit vedkommende betød det desværre, at jeg ikke fik så mange nye bekendtskaber i Canada.
Samtidig var de studerende, jeg mødte på de forskellige hold meget, meget unge sammenlignet med Danmark. I nogle tilfælde var jeg næsten ti år ældre end dem, og det gjorde det også lidt udfordrende at finde noget at snakke om. Så hvis du vil være social i Canada, må du forberede dig på jello-shots og “oh my G, ham der jeg kyssede til prom last year var bare mega cute”-snakke. Derudover vil jeg klart anbefale enten at bo på campus eller at smide de ekstra penge efter bolig, som det koster at bo i et hus i nærheden delt med andre Carleton-studerende. Ja, de canadiske studerende er unge og bestemt ikke vant til at bo hjemmefra, hvilket sikkert kan give nogle udfordringer, men jeg fortryder alligevel, at jeg ikke gjorde det, da alternativet blev pænt kedeligt og betød lang transporttid, hvilket ikke er så sjovt, når undervisningen kan lægge alle steder mellem klokken 8 om morgenen og 22 om aftenen. Desuden findes der et væld af sport og sociale foreninger på campus, som man får større mulighed for at benytte sig af, hvis man bor tæt på.
Rent fagligt har Carleton været ekstremt lærerigt. Hårdt, men lærerigt. Niveauet er højt, og som praktisk anlagt journaliststuderende skal man lige vende sig til det akademiske. Mine favoritfag var klart de journalistiske. Universitetet lader til at være kendt i hele Canada for sin journalistlinje, og det kan mærkes på undervisningen. Kvaliteten er helt i top og underviserne er selv højtrespekterede journalister. Jeg havde fagene “War Correspondets” med Dick Gorden og “Reporting in Depth” med Andrew Cohen, hvilket begge var meget lærerige fag. Det kan dog være svært at komme ind på de journalistiske fag, da de er eftertragtede. Derfor endte jeg med at måtte tage tre meget akademiske fag, som dog også var spændende. Især “Government and Politics in the Middle East” kan anbefales.