American University of Beirut

Af Michael Hjøllund (journalist)

Jeg var på udveksling på American University of Beirut i efteråret 2014.

Beirut er fuld af liv (og larm J) med rige muligheder inden for både kultur og byliv.

Samtidig er Libanon helt fantastisk at rejse rundt i, og menneskerne er vildt søde og åbne over for gæster.
Jeg boede i Hamra kun 10 minutters gang fra AUB. Det var praktisk i en hverdag, hvor jeg var på AUB fire dage om ugen. Omvendt er det ikke den mest hippe del af byen, så hvis du er til masser af fest og farver (også på en onsdag), så kan du med fordel overveje eksempelvis bydelene Gemmayze eller Mar Mikhael.

Huslejen varierer meget, og det samme gør boligstandarderne. Jeg betalte $650, hvilket er ret dyrt. Til gengæld var det en fin lejlighed (som jeg delte med tre andre). Den var nogenlunde velholdt, funktionel og vi havde ingen problemer med kakerlakker eller andre ubehageligheder, som flere af mine medstuderende oplevede. Omvendt kendte jeg flere, der boede for det halve, og som også var glade for det. Hold øjnene åbne!

I forhold til bolig-jagt, findes der et par fine Facebook-sites, så som “Apartments in Beirut (for Renters and Rentees)” og “Accomodation in Beirut (Renters and Rentees)”

Fagene på AUB er generelt spændende, selvom undervisningsstilen er ret konservativ. Formularen er ofte, at du læser nogle tekster hjemmefra, og så udlægger underviseren emnet. Hvis ikke de studerende selv byder ind, kan en underviser sagtens tale et par timer uden stop.

Jeg var af sted på 7. Semester, og skulle tage mindst 25 ECTS point (plus Medieteori på DMJX)

MCOM 243 Trauma Journalism: (6 ECTS) v. Nora Boustany

Faget bliver undervist af en tidligere krigskorrespondent fra Washington Post. Hun har en masse praktisk erfaring, hvilket hun bruger meget tid på at tale om. Det er super interessant, men i længden bliver det samlede udbytte af faget en smule tyndt. Faget afsluttes med et journalistisk projekt (det eneste på semesteret) under temaet ”trauma”. Projektet er ret overkommeligt ud fra DMJX-standarder, og der er sat god tid af til det. Et fedt fag at have, når man sidder med en række andre meget tunge universitetsfag ved siden af.

PSPA 253 Politics & Govern: Middle East: (6 ECTS) v. Hilal Khashan

Et politik-fag, hvor man gennem semesteret lærer basal historie og politik om næsten alle lande i Mellemøsten. Hver uge (to forelæsninger) bruges på ét land. Det var super interessant for mig, der ikke kendte meget til Mellemøsten i forvejen. Læsebyrden er stor, hvis du vælger at læse det hele. Det er dog ikke strengt nødvendigt. Underviseren er livlig, men blev af mange arabiske studerende anset som lidt kontroversiel, da han ikke lagde skjul på sin kritiske holdning over for de arabiske lande og deres politiske systemer. Et fag, som jeg vil anbefale alle, og som er interesseret i arabiske samfundsforhold generelt.

PSPA 290C Sen.Sem:Arab &Islam Pol.Thought (6 ECTS) v. Ahmad Moussalli

Mit yndlingsfag på AUB. Fokus var på moderne islamistisk politisk ideologi. Vi gennemgik det ideologiske grundlag for Islamisk Stat og Al-Qaeda, Hezbollah og Det Muslimske Broderskab. Læsemængden var overkommelig. Underviseren er afslappet og underholdende, der mest går op i at du lærer ”noget” og ikke så meget, om hele pensum blev gennemgået. Det er et såkaldt ”senior seminar,” hvor man kun har én lektion om ugen, der til gengæld varer 2-3 timer.


MCOM 295A Media Lab: Media Brown Bag: (2 ECTS) v. Tony Oyry
Et lille fag, der består af en ugentlig forelæsning på halvanden time. Her kommer en praktiker udefra (mediechef, journalist, kommunikatør m.v.) og fortæller om sit arbejde og professionelle liv. Det er meget fokuseret på kommunikation (der kom kun 1-2 journalister, på besøg), men det er meget interessant, og overkommeligt fag, der vurderes som bestået/ikke-bestået.


MEST 317N S.T:Government&Politics in Leb: (6 ECTS) v. Theodor Hanf.
Et fag, der handlede om Libanons politiske historie. Underviseren var en super interessant tysk forsker, der har boet i Beirut ad mange omgange. Til gengæld er han ret højt oppe i årene (79), og det kan mærkes på undervisningen. Han bøvlede en del med sygdom, og var fraværende i et par uger undervejs. Han talte også meget sagte, hvilket var en udfordring. Når det er sagt, så var han nok den underviser, som man kan hive mest perspektiv, analyse og interessante betragtninger ud af, hvis man ønsker det. Det kræver dog, at man ved en del om Mellemøsten og Libanon. For en ”nybegynder” som mig, var det en tand for avanceret.

 

Du være opmærksom på ”drop-and-add”-ugen, som er den første uge på semesteret. Her har du mulighed for at tilføje og fravælge fag, som du (måske) har ansøgt om på forhånd. Pga. denne uge, så det ikke strengt nødvendigt at gøre en masse arbejde på forhånd, hvis du kan leve med at skulle vælge et par alternative fag i sidste ende. Omvendt, hvis du gør dit ”hjemmearbejde” godt, og får søgt nogle gode fag inden du lander i Libanon, så står du med langt bedre ”kort på hånden”, og undergår dermed at skulle gå for meget på kompromis med dine prioriteter.

Held og lykke!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *