Af Nina Toftegaard Pedersen (kommunikatør)
Når man skal på udveksling, er der mange ting, man skal have styr på, og det er derfor en rigtig god ide at starte i god tid med at tjekke op på forskellige oplysninger og datoer. Det er også lidt hårdt allerede at starte igen midt i juli, men til gengæld er man allerede færdig midt i november og har dermed ferie indtil 1. februar. Og når man først kommer af sted, er det helt klart det hele værd. Man oplever noget nyt hver dag, når man bosætter sig i et andet land end sit eget, og det er en fantastisk mulighed for at specialisere sig fra de andre kommunikationsstuderende.
Helt praktisk er det rart, hvis man har noget tid til at lære byen at kende og finde et sted at bo, inden undervisningen begynder. Grundet nogle visa problemer (søg i god tid, hvis du har rejst i længere tid i andre lande, for så skal du have et lægetjek) landede jeg på selve dagen, hvor introprogrammet startede. Det var lidt voldsomt at være social med alle de andre udvekslingsstuderende, finde bolig, oprette bankkonto, få styr på mobiltelefonen og finde rundt i byen på en og samme tid.
Det er nemt at finde et sted at bo i Melbourne, og jeg vil helt klart anbefale, at vente til du er ankommet. Dermed kan både du og lejeren se hinanden an, og du undgår at blive snydt ved at betale depositum til et sted, der ikke findes i virkeligheden. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt at bruge penge på hostel i starten, men jeg fandt bolig i løbet af en uge, så det går meget stærkt. Der er masser af opslag på skolen, og alt efter hvad man leder efter, kan man også bruge ejendomsmæglerne i byen. Skolen har en Facebook-gruppe til deres udvekslingsstuderende, og der er der også mange, der søger sammen om noget at bo i. Ellers er sider som Gumtree (australsk Den Blå Avis) og Airbnb også muligheder for at leje sig ind ved private.
Skolen er helt fantastisk til at møde nye venner. Der er masser af initiativer og sindssygt mange forskellige grupper, du kan blive medlem af og holde fester med. Der er også mange andre danskere fra andre uddannelser, som man hurtigt finder sammen med helt tilfældigt. RMIT Surf Club er kendt for deres vilde fester – dem skal man ikke gå glip af! Og er du til dans, er der gratis undervisning hver dag i forskellige stilarter, og alle niveauer kan være med.
Man skal have fire fag for at opnå 30 ETCS point og man har tre timer i hvert fag. Det bliver tolv timer om ugen, så det er lige til at overleve. Man kan mere eller mindre selv sammensætte sit skema, så man for eksempel har lang weekend, og hvis du er lidt smart, kan man også finde fag, hvor der slet ikke er eksamen, men kun opgaver. Men du er jo selvfølgelig taget på udveksling for at blive rigtig klog, og det er helt klart en fordel at følge fag, der har ens interesse.
Det er altså vinter i Melbourne, når man lander der midt i juli, og her er ikke helt så varmt, som jeg havde troet, men det kommer! Bare vent!
Rent økonomisk løber det jo op med forskellige udgifter som flybillet, visum, forsikring, bøger, ny opstart, rundrejse osv. 80.000 er ikke overdrevet, desværre, men det er også medregnet mad og husleje – og man får jo sin SU med.
Mit sidste og bedste råd – kom ud af fjerene og mød nogle australiere. Der er ingen, der kan vise dig rundt i Melbourne som en ægte lokal!